Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Hvem er vi?

Her kan du møde medlemmerne af Patient- og pårørenderådet for Akutsygehuset i Kolding

 

Formand Aase Gilling

 

Aase Gilling - Formand

(pårørende)
 

Jeg bor i Kolding, er 69 år og gift med Stig.

Sammen har vi to børn, to svigerbørn og otte børnebørn.
Mine bedste timer er sammen med familie og venner, daglige gåture i naturen med hunden, læsning af en god bog, Patient og Pårørende Rådet Sygehus Lillebælt,  slægtsforskning, Folkeuniversitetet, koncerter, teater, biograf, meditation og lidt yoga.
Jeg er pårørende men i Patient- og Pårørenderådet arbejder vi for alle patienter og pårørende på hele sygehuset. Ud over Patient- og Pårørenderådet i Kolding, sidder jeg i Sygehus Lillebælts strategiråd og i brugerpanelet og advicery board for Center for Patientkommunikation.

Jeg er indtrådt i rådet december 2016.

Mine særlige fokusområder

Pårørende
Pårørende er af stor betydning for en patients liv, helbred og livskvalitet, men prisen kan være høj for den pårørende. For nogen kan arbejdsmængden og ansvaret være så stort, at den pårørende selv bliver syg.  Der skal meget mere fokus på at hjælpe de pårørende, så én patient ikke bliver til to patienter. Det gælder ikke mindst udenfor sygehuset, når patienten er i eget hjem.

Medicin
Har man mange diagnoser og kontakt med mange læger, kan den totale mængde medicin blive stor – også nogle gange for stor. Patienter og pårørende kan miste overblikket over de mange forskellige præparater med risiko for fejl og bivirkninger. Det er vigtigt, der skabes et større samlet overblik over hvor meget medicin, den enkelte patient får og en kritisk tilgang til, om antallet af produkter kan reduceres.
Min uddannelse som farmaceut er gavnlig i dette arbejde.
 

Kommunikation
Det er alfa og omega, at der er en god og forståelig kommunikation mellem patient/pårørende og læger/sygeplejersker. Jo mere, vi som patienter og pårørende ved og forstår, desto mere sikre føler vi os til at tage ansvar for medicinering og egenomsorg.  Det er specielt vigtigt, at de pårørende inddrages. De ved så meget, og vil så gerne dele deres viden med læger/sygeplejersker. Hermed får behandlerne vigtig viden til deres behandlinger og forståelse af patienten.  Aktiv inddragelse af den pårørende er vigtig både for patienten og for den pårørende.

 

 

 

 

 

Fotografen
er på vej.

 

                                               

Henrik Kjær Rønnenkamp Jakobsen
(pårørende)
 

Jeg er 29 år og bor i Odense med min kæreste, Marieke. Jeg er oprindeligt fra Kolding, men har aldrig rigtigt forladt byen, idet min familie og størstedelen af min vennekreds fortsat er bosiddende her.
Jeg er pårørendemedlem i Patient- og Pårørenderådet på Kolding Akutsygehus, men har som størstedelen af rådet også et fokus på at forbedre forholdene for både patienter og sygehusets personale.
Jeg er indtrådt i rådet i oktober 2018, og sidder også i Sygehus Lillebælts forskningsråd.
 

Mine særlige fokusområder
 

Kommunikation
Mine erfaringer fortæller mig, at kommunikationen mellem patient/pårørende og læge/sygeplejersker kan være enten mangelfuld, forskelligrettet eller for sparsom. Det kan skabe utryghed og kræver derfor en særlig opmærksomhed.


Patientomsorg og medicinering
Patienten bør ses som individuel. Flere diagnoser kræver ofte flere behandlinger og mere medicin, og det bør betragtes i et helhedsperspektiv.
 

Personalets arbejdsforhold
Jeg er særligt optaget af, at personalet skal have de rette og nødvendige arbejdsforhold i en tid, hvor sygehusvæsenet er under tiltagende pres. En forudsætning for en god behandling af patienter og pårørende er, at personalet har de bedste betingelser for at udføre deres arbejde.

 

Medlem af PPR i Kolding, Inge Skovgaard

 

 

Inge Skovgaard
(patient)
 

Jeg er 51 år og bor i Kolding, er gift og har en voksen søn. 
Jeg er patient med en kronisk sygdom, og kommer regelmæssigt på Kolding Sygehus.


Jeg er indtrådt i Patient- og Pårørenderådet i april 2018.

Mine særlige fokusområder
Mine interesser går primært på patientforhold: kommunikation mellem læge og patient, ventetider mv.

 

Medlem af PPR i Kolding, Jonas Lykke Martinet

 

 

 

Jonas Lykke Martinet
(påørende)
 

Jeg bor i Vejle, er 28 år og gift med Cecilia.
Sammen har vi to børn i førskolealderen.

Jeg læser på Århus Universitet og er næsten færdig med min kandidat i Historievidenskab.

 

Medlem af patient- og pårørenderådet siden december 2018.

Mine særlige fokusområder

Pårørende
Relationer er vigtige for alle mennesker og særligt i forbindelse med sygdom. Jeg mener, det er vigtigt, at der er et godt sammenspil mellem personale, patient og de pårørende for at gøre oplevelsen af et sygdomsforløb bedst mulig. Pårørende kan være en støtte og en ressource, som samtidig skal passes på og bakkes op om.
 
Faciliteter
Mange mennesker befinder sig i kortere eller længere tid på sygehuset, og det kan være udfordrende ikke at være i sit eget hjem. Derfor tror jeg, at det har stor betydning, hvordan sygehuset er indrettet. Der skal selvfølgelig være de rette sundhedsrelaterede faciliteter, men jeg tror også, det er vigtigt, at der er gode muligheder for, at patienter og pårørende - børn som voksne - oplever en hverdag, der rækker ud over det rent sundhedsfaglige, og kan være med til at give livskvalitet under et sygehusophold. 

 

Medlem af PPR i Kolding, Mette Fogh Skouboe
 

Mette Fogh Skouboe
 (patient)

 

Jeg er Mette Fogh Skouboe, jeg er 58 år gammel, og jeg er kræft- og nyrepatient.


Jeg har min gang på Kolding Sygehus og Vejle Sygehus som patient, og jeg var pårørende til min mor, som ad flere omgange var indlagt på Kolding Sygehus, inden hun døde i efteråret 2019.

Indtrådt i Patient- og Pårørenderådet i i Kolding i august 2019.

Mine særlige fokusområder
Det er vigtigt for mig at gøre en forskel – både for mine medpatienter og for andre pårørende.

Jeg brænder for det gode samarbejde mellem patienter/pårørende og de fagprofessionelle, og gensidig respekt og dialog er for mig de vigtigste nøgleord.
Jeg er meget optaget af Fælles Beslutningstagning, som sikrer, at jeg som patient er medansvarlig for behandlingen
af de sygdomme, jeg har.

Udover at være medlem af Patient- og Pårørenderådene på Kolding og Vejle Sygehuse, er jeg medlem af
Klinisk Etisk Udvalg på Kolding Sygehus, og styregruppen for Komplementær Alternativ Behandling i Onkologien på Vejle Sygehus
 

 

Medlem af PPR i Kolding, Mogens Pedersen

 

Mogens Pedersen
(patient)

Jeg er 73 år, pensionist og samboende med Lotte. Jeg er uddannet maskinmester og har arbejdet som teknisk sælger i mange år.
I min fritid dyrker jeg roning og har vundet både Masters og World Masters, ligesom jeg igennem mange år har været formand og træner i roklubben.
Jeg har 3 voksne børn og 4 børnebørn.
Jeg er patient med en del sygdomme. Det har givet mig indblik i, hvor forskelligt sygehusene og afdelingerne arbejder.

Jeg er indtrådt i rådet i september 2016.

Mine særlige fokusområder
Mit fokus er på at skabe et godt og sammenhængende forløb for patienten, med en god og effektiv kommunikation omkring afdelingen, mødetider osv.

Også medicin og samarbejdet omkring udskrivelsen har min særlige interesse.

 

Medlem af PPR i Kolding, Tage Brinch

 

Tage Brinch
(patient)
 

Jeg bor i Vejle, er 68 år og gift med Jane.
Sammen har vi et barn og 5 børnebørn, men også venner har en stor betydning, ligesom vi lige har fået familien udvidet med en lille hundehvalp. Når vejret bliver godt er det campinglivet, der trækker.
 

Jeg har været diabetespatient siden 1969, og blev nyretransplanteret for 15 år siden. Dette har betydet, at jeg har stiftet bekendskab med flere forskellige sygehuse og deres måde at arbejde på, samt mange forskellige behandlingsformer.

Jeg har været medlem af rådet siden sensommeren 2016.
 

Mine særlige fokusområder
Jeg interesserer mig for patienternes ve og vel, samt det tætte samarbejde mellem patient og plejepersonale på sygehuset. Ligesom jeg er meget opmærksom på de pårørende i patientens hverdag.

Jeg har i en årrække arbejdet aktivt i bestyrelsen i nyreforeningens afdeling kreds Sydøstjylland.
Jeg er meget opmærksom på dialog og kommunikation i det tætte samarbejde mellem fagpersonale, pårørende og patient, samt nødvendigheden af at patienten selv tager ansvar for, og medvirker i egen behandling.

 

Afdelingslæge Anne Daugaard Thuesen

 

Anne Daugaard Thuesen
(repræsentant for sygehuset)
 

Jeg er ansat som afdelingslæge på Medicinske Sygdomme på Kolding Sygehus, hvor jeg blev fastansat efter færdiggørelse af min speciallægeuddannelse i nyremedicinske sygdomme i august 2017. 
Jeg har deltaget i Sygehus Lillebælts talentkursus i ledelse – retning, følgeskab og relationer i 2018. 
Har beskæftiget mig en del med forskning og forsvarede min ph.d. i november 2015. 

Jeg er 40 år, bor på landet med min mand Michael og vores 2 børn på  8 og 11 år.
 
Indtrådt i patient og pårørende rådet i januar 2019.

 

Oversygeplejerske Hanne Andersen

Hanne Andersen
(repræsentant for sygehuset)


Jeg er oversygeplejerske i Akut afdelingen og Medicinske Sygdomme på Kolding Sygehus.
Jeg har været ansat på Sygehus Lillebælt siden 1990 i flere forskellige afdelinger og funktioner. Som oversygeplejerske startede jeg i 2011 i Medicinsk afdeling i Fredericia. I 2013 fik jeg medicinsk afdeling med i Kolding og de to afdelinger flyttede sammen og fusionerede i efteråret 2016. I sommeren 2015 blev jeg også oversygeplejerske i Akutafdelingen. To skønne afdelinger som jeg til stadighed brænder for at gøre bedre for patienter og pårørende samt for vores medarbejdere.

Jeg er 52 år, gift og har tre børn samt et barnebarn. 

Jeg har været medlem af patient- og pårørende rådet siden opstarten juni 2016.

 

 

Ledende overradiograf Pica Ann Blackburn Andersen
Pica Andersen

(repræsentant for sygehusest)

Jeg er ledende overradiograf på Røntgen og Scanning på Kolding sygehus.
Jeg kom til Sygehus Lillebælt i 2007, og blev leder i 2011.
Ud over min lederuddannelse har jeg siden uddannet mig indenfor den Syddanske Forbedringsmodel, og har i den forbindelse været tilknyttet kvalitetsafdelingen som konsulent og underviser.

Jeg er medlem af Sygehus Lillebælts strategiråd og patient – og pårørenderådet, som jeg har været medlem af siden opstarten i juni 2016.

Jeg er 45 år, gift og har 2 børn.

 

 

Oversygeplejerske Sidse Petersen

 

Sidse Petersen
(repræsentant for sygehuset)
 

Oversygeplejerske hos Kvindesygdomme og fødsler samt Organkirurgi på
Kolding Sygehus. Jeg er 46 år og bosiddende i Kolding. 

Medlem af patient- og pårørenderådet siden opstarten i juni 2016.

 

 

Ledende overlæge Thomas Houmann Petersen

Thomas Houmann Petersen
 (repræsentant for sygehuset)

 

Jeg er ansat som ledende overlæge på Børne- og ungeafdelingen på Kolding Sygehus. Jeg har været ansat på sygehuset som læge siden 2009 og som overlæge 4 år, før jeg blev ledende overlæge. 

Jeg er 45 år, gift og har 2 drenge på 13 år og 17 år.

Jeg har været medlem af patient- og pårørenderådet siden år 2018.
 

 

 

På patienternessygehus.dk kan du finde små film, hvor nuværende og tidligere medlemmer af patient- og pårørenderådene i Sygehus Lillebælt fortæller deres historie.


Siden er sidst opdateret 17-03-2020.
Kontakt: Organkirurgisk Afdeling K - Svendborg Sygehus



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt