Sygehus Lillebælt klar til fremtidens kvalitetskrav
Af Peter Even Nielsen, Kvalitet & Arbejdsmiljøafdelingen
Den nye økonomiaftale mellem regeringen og Danske Regioner kræver øget fokus på kvalitet i sundhedssektoren. En udvikling, som Sygehus Lillebælt allerede har taget hul på med konceptet ”Patientsikkert Sygehus” og planerne for ”Patienternes kræfthospital.”
Ambitionerne i den nye økonomiske rammeaftale mellem regeringen og Danske Regioner er høje, nemlig at reducere hospitalsdødeligheden med 10 procent og utilsigtede patientskader med 20 procent over de kommende tre år. Samtidig kræver aftalen et øget fokus på kvaliteten og effektiviteten af kræftbehandlingen.
Men de høje ambitioner skræmmer ikke ledelse og medarbejdere på de fem enheder i Sygehus Lillebælt. Tværtimod. For sygehuset arbejder selv med endnu højere ambitioner.
Det fortæller projektleder i Kvalitetsafdelingen i Sygehus Lillebælt, Maria Staun. I de sidste to år har hun stået i spidsen for projekt Patientsikkert Sygehus på Kolding Sygehus – og erfaringerne fra det projekt gør, at hun er optimistisk i forhold til at opnå endnu større forbedringer på kvaliteten:
- Gennem arbejdet med projektet kan vi se, at skader, som vi for få år siden troede var uundgåelige, nu er stort set udryddet. Det handler om at gennemgå samtlige procedurer og se, hvor der er mulighed for forbedringer. Og at sætte fokus på de områder, hvor der skal styrkes, sådan at vi kan arbejde hen imod en ensartet høj kvalitet. Hver gang, siger Maria Staun.
Det betyder, at skader som tryksår og infektioner efter kateter er faldet betragteligt. Også utilsigtede hændelser som hjertestop under indlæggelse er der blevet færre af – og målet for Patientsikkert Sygehus er en reduktion i dødeligheden på 15 procent og i utilsigtede patientskader på 30 procent. Altså endnu højere end det, aftalen mellem regeringen og Danske Regioner lægger op til.
Patientsikkert Sygehus startede som et tre-årigt projekt på Kolding Sygehus i 2010, men i marts besluttede direktionen i Sygehus Lillebælt at måden at arbejde med forbedringer på skulle gøres permanent og udrulles til de andre sygehus i fællesskabet.
Det betyder, at personalet på både Fredericia og Vejle Sygehuse allerede er gået i gang med arbejdet. Og at personalet på Kolding Sygehus har en stribe erfaringer at byde ind med, som deres kolleger kan trække på.
Også på kræftområdet er Sygehus Lillebælt godt rustet til at imødegå fremtidens kvalitetskrav. Det sker med etableringen af programmet ”Patienternes Kræftsygehus” i Vejle. Her er det ambitionen at skabe rammerne for en optimal behandling af kræftramte patienter i sygehusets område.