Dette er tekstversionen af Rygpatienters data er en uvurderlig skat af viden
Klik her for at komme til den grafiske version af Rygpatienters data er en uvurderlig skat af viden

Forside - Læs op - Sitemap


Rygpatienters data er en uvurderlig skat af viden


På Rygcentret i Middelfart har de netop fejret en milepæl. Det er fem år siden, at den første patient indtastede sine selvoplevede data i den rygkirurgiske database DaneSpine. Den indeholder en uvurderlig skat af viden om, hvordan det går patienterne efter de forskellige rygkirurgiske indgreb.
 

Af Tine Glindvad Polat, Sygehus Lillebælt kommunikation.

PROM. Ordet giver billeder på nethinden om amerikanske skoleballer og teenagere i det stiveste puds. Men PROM er også en forkortelse for noget af dét, som er det nye ’sort’ i sundhedsvæsenet. Det står for Patient Reported Outcome Measures og handler kort sagt om, at spørge patienterne, hvordan de selv synes, de har det.

Det er de rigtig gode til på Rygcenteret i Middelfart. De har netop fejret fem års fødselsdag for databasen DaneSpine, som indeholder patienternes selvrapporterede data. Andre databaser indeholder ofte rent kliniske data fra en behandlers undersøgelse, som f. eks. Om patienten kan dette og hint, hvordan røntgen ser ud osv.

- DaneSpine indeholder både patient og kirurg-indberettede data og er dermed en uvurderlig skat af viden om, hvordan det går vores patienter efter de forskellige kirurgiske rygindgreb, fortæller Karen Højmark Hansen som er projekt- og forskningssygeplejerske ved forskningsenheden på Rygkirurgisk Afdeling i Middelfart.

DaneSpine Rygcentret
De to lægesekretærer på Rygkirurgisk Ambulatorium, Rygcentret i Middelfart, Britta Kristensen og Anna Olesen med de første femårs skemaer, der blev sendt ud. De tager sig af det store arbejde med at indsamle alle data.

Fem års opfølgning

Den 1. juni var en milepæl for afdelingen. Det var nemlig femårs dagen for indberetning til den rygkirurgiske database DaneSpine. Det er de samme spørgsmål patienterne får et år, to år og fem år efter operationen, så man kan følge med i udviklingen hos de forskellige patientgrupper. Et femårs skema er et skema sammensat af flere internationalt validerede spørgeskemaer, der siger noget om, hvordan patienterne har det. For eksempel hvordan de selv opfatter deres livskvalitet, om de har smerter og om de er tilfredse med resultatet af operationen.

- Vi er vant til høje svarprocenter, men alligevel var det med stor spænding, at vi sendte de første femårs-skemaer ud. Allerede efter fire dage fik vi de første fem skemaer retur, hvor vi kan se, at patienterne har det godt, fortæller Karen Højmark Hansen.


Fakta om DaneSpine i Middelfart

Siden starten i juni 2010 er 99,8 procent af de patienter der er opereret indberettet til DaneSpine.
Ca 85 procent af patienterne svarer på 1 års opfølgning
Ca 75 procent af patienterne svarer på 2 års opfølging.
Middelfart huser det nationale sekretariat for DaneSpine.
Ca 70 procent af alle landets rygoperationer indberettes.

Læs mere på www.drksdanespine.dk




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk