Dette er tekstversionen af Multisti til både træning og rekreation
Klik her for at komme til den grafiske version af Multisti til både træning og rekreation

Forside - Læs op - Sitemap


Multisti til både træning og rekreation


Kolding Sygehus og Kolding Kommune samarbejder om at skabe en multisti i området ved sygehuset og sundhedscentret. Multistien giver patienter mulighed for genoptræning i frisk luft og tilbyder også pårørende, borgere og personale et frirum i smuk natur, hvor man kan gå en tur eller sætte sig på en bænk og nyde udsigten over skov og by.


Af Tine Glindvad Polat, Sygehus Lillebælt kommunikation.


Der bliver både rum til aktivitet og rum til refleksion i den Multisti, som efter planen skal stå klar til brug ved Kolding Sygehus og kommunens sundhedscenter til sommer.
- Med multistien åbner vi op for naturen omkring sygehuset og bruger den aktivt f.eks. i forbindelse med genoptræning eller som et frirum for pårørende. Stien giver både patienter, pårørende og medarbejdere bedre mulighed for at komme ud i naturen, forklarer sygeplejefaglig direktør Helle Adolfsen, som netop har godkendt det endelige projekt.

Træningstæppe Multisti KS

Træningsområdet har faldsikkert, gummiunderlag og bliver holdt i naturfarver – så det går i et med naturen.  Tanken er at det kan bruges til genoptræning af patienter under åben himmel, når vejret tillader det.


Tre forskellige spots på multistien
 

Multistien kommer til at indeholde tre forskellige ”spots”. På området mellem Sundhedscentret og Medicoteknisk Afdeling kommer træningsområdet til at ligge. Underlaget er lavet af gummi, som bruges på mange legepladser. Her bliver der lavet ujævnheder i form af runde ”dutter”, som kan bruges, når patienter skal genoptrænes. Der bliver også støttestolper, og træbænke, som kan bruges både til at øve balance eller tage et hvil på.

Det næste spot kommer til at ligge på det store grønne område på bakken ned mod Comwell. Her bliver der både mulighed for leg og fysisk aktivitet, men det kommer også til at fungere som en udsigtsplads med plateauer, hvor man kan nyde udsigten over skoven og byen.
Tredje spot er en sti, som skal forbinde sygehuset og Troldhedestien i Marienlundsskoven.

- Det giver mulighed for at komme væk fra støj og uro på sygehuset og få stilhed og afslapning og tid til at tænke. Det forestiller vi os, at pårørende, som er på sygehuset i længere perioder, vil sætte pris på, fortæller Karen Stamer fra Projektafdelingen for byggeri, som er Sygehus Lillebælts tovholder på multisti-projektet.

- Men alle kan benytte sig af stien, patienter, pårørende, borgere og personalet. Det er et oplagt sted til at holde’ walk and talk’ møder, siger Karen Stamer.


Tæt samarbejde mellem sygehus og kommune

Tegning Multisti KS
Multistien er tænkt både i genoptræningsøjemed men også til pårørende, som kan komme væk fra sygehuset og udnytte det grønne, som er så tæt på.

Idéen om at lave en multisti blev født i forbindelse med byggeriet af det nye Kolding Sygehus og kommunens sundhedscenter. Hele vejen igennem har der været et tæt samarbejde mellem Kolding kommune og Sygehus Lillebælt. Terapiafdelingen og Teknisk Afdeling har været med hele vejen og de kliniske afdelinger har været med til workshops. Helle Adolfsen har besøgt mange sygehuse i ind- og udland, men har aldrig set noget der minder om den kommende multisti.

- Vi er dybt taknemmelige for, at der bliver givet penge til at, vi kan tilbyde vores patienter, pårørende og borgere et rart sted at gå hen, hvor der både er mulighed for at få motion og for at sætte sig på en bænk og nyde udsigten og reflektere, siger Helle Adolfsen.

Multistien er økonomisk finansieret af Naturstyrelsen, Friluftsrådet og Christiana Friederica Fonden.
Kolding kommune er projektejer og det er også kommunen, der har rejst de næsten 1,7 mio kroner, som multistien kommer til at koste.

Nogle af midlerne fra Naturstyrelsen skal bruges til uddannelse af personalet i forhold til at bruge faciliteterne til træning af patienter.




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk