Dette er tekstversionen af Yngre læger skal ikke lege Tarzan
Klik her for at komme til den grafiske version af Yngre læger skal ikke lege Tarzan

Forside - Læs op - Sitemap


Yngre læger skal ikke lege Tarzan


 

På hoved-uddannelsesdagen for yngre læger i maj 2016 - karrierevejleder fra Lægeforeningen Bodil Gavnholt og de 2 hoveduddannelseslæger, som har tilrettelagt netværksdagen sammen med sygehusets HR afdeling Louise Raunkilde, Onkologisk afdeling og Dorte Rytter, Anæstesiologisk afdeling.
Fra venstre ses Bodil Gavnholt, Louise Raunkilde og Dorte Rytter.

 

Robusthed er et af de nye buzz-ord, og derfor også et emne på Hoveduddannelsesdagen for læger i hoveduddannelse på Sygehus Lillebælt i maj 2016. Her advarede karrierekonsulent i Lægeforeningen Bodil Gavnholt især de yngre læger imod at lege Tarzan. De må – ja faktisk skal – ligesom alle andre – vise sårbarhed.

Af Kir Klysner. Foto: Privat.


Engang stod der ”du skal kunne have mange bolde i luften” i jobopslagene. Nu er det afløst af ”du skal være robust”. Det står ifølge Ugebrevet A4 i 5 procent af alle jobopslag.

 

Robusthed er blevet et buzz-ord. Derfor talte karrierekonsulent Bodil Gavnholt fra Lægeforeningen også om emnet til forsamlingen af læger i hoveduddannelse på Sygehus Lillebælt i maj 2016.


”Yngre læger skal droppe Tarzan-syndromet. De skal tage vare på sig selv, på deres egne grænser og bede om hjælp,” mener Bodil Gavnholt. Samtidig opfordrer hun læger til at vise sårbarhed.


”Du må gerne skilte med din sårbarhed i forhold til dine kolleger. Overfor patienterne skal du selvfølgelig vise, at du er sikker. Men hvis en patient alligevel spørger om noget, som du ikke ved, så er det okay at sige ”jeg spørger lige en kollega”.”


Lægerne er meget alene
Læger betegner sig selv som ”lonely wolff”, men de yngre læger må ikke føle sig ladt i stikken, mener Bodil Gavnholt .

 

”Lægerne er meget alene på vagt. Men hvis man er usikker, så skal man sørger for at få hjælp f.eks. ved bagvagten eller hos andre kolleger. Når man er ny, kan det være svært at sige fra.”


”Når man arbejder på et sygehus, så arbejder man i en risikozone. Det handler jo om liv og død. Det er et vilkår. Der er mange udfordringer i hverdagen, og det er man nødt til at opbygge en robusthed overfor.”


Husker debriefing 

Dorte Rytter var en af arrangørerne af konferencen, og hun har begge ben på jorden, men kan også genkende travlheden.

 ”Det er godt at få at vide, hvad man kan gøre for at ruste én til hverdagen. Jeg synes, det er et vigtigt emne at tage op. Det er en stresset hverdag, hvor der sker mange ting på én gang.”

De steder, hvor Dorte Rytter har været ansat, har der vært god fokus på debriefing.
”Jeg synes, der er plads til at sige, at man har haft en træls oplevelse, og jeg er også blevet opfordret til at give udtryk for det. Det kan måske godt halte med at få samlet op, hvis man ser andre, der kan have haft trælse oplevelser. Men jeg synes generelt, der er fokus på debriefing.”

 

Louise Raunkilde fra Onkologisk afdeling var sammen med Dorte Rytter fra Anæstesiologisk afdeling og HR-afdelingen på Sygehus Lillebælt arrangør af Hoveduddannelsesdagen, hvor temaet var "Tag lederskab for din karriere".  Hoveduddannelsesdagen afvikles 2 gange årligt.

 

8 gode råd til at styrke og værne om din robusthed 
1. Dyrk motion og kom i god fysisk form
2. Dyrk mindfulness
3. Bed om hjælp hos din leder og din nærmeste kolleger
4. Vær opmærksom på din krops reaktioner
5. Mærk efter og vær til stede 
6. Du må gerne vise dine bløde sider og sårbarhed
7. Vær med i det sociale. Det nemmere at bede om hjælp, når man kender hinanden
8. Hvis du føler dig presset så bryd tavsheden. Du kan ligeså godt være den første. Start evt. med at snakke med en fortrolig kollega
Kilde: Bodil Gavnholt, karrierekonsulent, Lægeforeningen.


Hvad betyder robusthed?
Robust - eller resilient -  betyder modstandsdygtig. Den latinske betegnelse resilio kan oversættes med, 'jeg springer tilbage.' Altså jeg er svær at vælte. Robusthed er noget, vi alle besidder i en eller anden grad. Det er det, der hjælper os helskindet igennem hårde perioder og tilbage til vores grundform efter modgang og kriser. Det menes, at man kan træne og lave bevidste strategier for 50 procent af ens robusthed. 
Kilde: Ugebrevet A4, Den Store Danske og lederne.dk




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk