Dette er tekstversionen af Prisuddeling på Sygehus Lillebælt for god uddannelse af læger
Klik her for at komme til den grafiske version af Prisuddeling på Sygehus Lillebælt for god uddannelse af læger

Forside - Læs op - Sitemap


Prisuddeling på Sygehus Lillebælt for god uddannelse af læger


Anæstesiologisk Afdeling på Kolding Sygehus modtog for andet år i træk Årets Videreuddannelsespris 2016 efter at have udviklet flere nye uddannelsestiltag. Den anden pris - Årets Højdespringerpris 2016 – gik til en afdeling, som har sat en spurten ind på at sikre god videreuddannelse af læger.

Af Kir Klysner.

 

Det står meget højtideligt i lægeløftet, ”at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede”. Læger aflægger et løfte om livslang læring, og på Sygehus Lillebælt skal uddannelserne have et højt niveau. Derfor uddeler det lægelige Videreuddannelsesråd på Sygehus Lillebælt hvert år to priser for en særlig indsats for den lægelige videreuddannelse af læger.


Og prisen går til …
Onsdag den 15. juni 2016 fik Anæstesiologisk Afdeling på Kolding Sygehus Årets Videreuddannelsespris 2016 for at have søsat flere nye uddannelsesinitiativer. De har f.eks. indført en uddannelseskogebog med tips og tricks til, hvordan læger kan opnå andre kompetencer i specialet, og karrieresamtaler med gennemgang af CV, forskningsaktiviteter og muligheder for projekter i afdelingen. De uddannelsessøgende læger får nu også en personlig uddannelsessamtale med afdelingsledelsen.

”Jeg er sikker på, at mange patienter opfatter deres møde med narkosen, som et af de mere kritiske øjeblikke i deres forløb. Et godt uddannelsesmiljø er med til at ruste os yngre læger til at gøre det til en god oplevelse for patienten, ” sagde Jens Palm, som er uddannelseskoordinerende yngre læge (UKYL) på Anæstesiologisk Afdeling på Kolding Sygehus.

”Det er jo en cadeau. Faktisk var det nok, at vi var nomineret igen, men det her hjælper da helt klart med at bevare energien,” sagde uddannelsesansvarlig overlæge Pernille Lennert på Anæstesiologisk Afdeling på Kolding Sygehus efter at have modtaget prisen.

Det er andet år i træk, at de vinder denne pris. Med prisen følger et beløb til flere nye uddannelsesinitiativer.

Årets Videreuddannelsespris 2016
Lægelig direktør på Sygehus Lillebælt
Mads Koch Hansen og de to prismodtagere. 


Vi skal igang med krydderiet
Årets Højdespringerpris 2016 gik til Neurologisk Afdeling i Vejle, som har udviklet deres uddannelsespraksis på rekordtid på opfordring fra de uddannelsessøgende læger.

Der er sat fokus på den lægelige videreuddannelse og afsat tid til at tænke i uddannelse og give ”feedback”. Vejlederne har været på vejlederkursus, og der er indført mere supervision og flere muligheder for rotation i de forskellige funktioner i afdelingerne.

 

”Vi har skabt en god basisuddannelse. Vi har ikke det samme krydderi som mange af de andre afdelinger, men nu kan vi lægge ovenpå,” sagde Jens Bjarke Skou, uddannelseskoordinerende yngre læge (UKYL) på Neurologisk Afdeling i Vejle.

”Vi er meget beæret. Vi ved godt, vi ikke er der, hvor vi skal være, men vi har ambitionerne og ved hvad der skal til,” sagde ledende overlæge på afdelingen, Claus Madsen.
 

Også Medicinsk Afdeling på Kolding Sygehus var nomineret til Årets Højdespringerpris 2016, mens Børneafdelingen på Kolding Sygehus var nomineret til Årets Videreuddannelsespris 2016.

Det er de uddannelseskoordinerende de yngre læger (UKYL-netværket), der kårer vinderne - og de uddannelsessøgende læger, der nominerer.

 

Årets Højdespringerpris 2016

Fra venstre ses lægelig direktør Mads Koch Hansen på Sygehus Lillebælt sammen med modtagerne af Årets Højdespringerpris 2016: uddannelsesansvarlig overlæge Natalia Johansen, uddannelseskoordinerende yngre læge Jens Bjarke Skou og ledende overlæge Claus Madsen fra Neurologisk Afdeling i Vejle. 


 



Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk