Dette er tekstversionen af Sygeplejersker skaber netværk mellem patienter
Klik her for at komme til den grafiske version af Sygeplejersker skaber netværk mellem patienter

Forside - Læs op - Sitemap


Sygeplejersker skaber netværk mellem patienter


Kan man tage på snorkelferie med en tracheostomi - og kræver det en ekstra forsikring? Sygeplejerskerne på Øre- næse- og halsambulatoriet på Vejle Sygehus fik spørgsmål, de ikke kunne svare på. Det gav ideen til et nyt netværk.
 
Af Kir Klysner, foto: Charlotte Dahl
 
Trache_1
 

Da jeg i sin tid blev opereret, kunne jeg godt have brugt noget mere viden. Hvad problemerne er, er selvfølgelig ikke ens for alle, men det er rart at kunne spørge nogen," siger Helle Jørgensen, som er tracheostomret og patient på Sygehus Lillebælt.

 

Der findes ingen dumme spørgsmål – heller ikke på Sygehus Lillebælt. Men der findes spørgsmål, som læger og sygeplejersker ikke kan svare på. Derfor har to sygeplejersker nu oprettet et forum for tracheostomerede patienter og deres pårørende.

 

"Vi havde en patient, der vil vide om hun kunne tage på snorkelferie, og en anden, der spurgte, om man skulle være ekstra forsikret, hvis man tog på skiferie. Nu har vi skabt et netværk , hvor de kan spørge hinanden om sådanne ting," siger Ann Wolff Bregendahl, som er sygeplejerske på Øre- næse- halsambulatoriet på Vejle Sygehus.

Efter at have fået en forespørgsel fra Rigshospitalet om de i Vejle havde kendskab til et netværk for tracheostomerede valgte Ann Wolff Bregendahl og hendes kollega sygeplejerske Charlotte Overgaard Villadsen at føre ideen ud i livet på cancerforum.dk, hvor de fik oprettet et forum for tracheostomerede.

"Her kan tracheostomerede patienter og deres pårørende drøfte alle mulige dagligdagsting. Det kan være de små ting, der gør en stor forskel f.eks. at finde et tørklæde eller et smykke, der kan sidde hen over kanylen," fortæller Charlotte Overgaard Villadsen.

 

Problemer med vind og vejr

Som tracheostomeret har man et rør ind i halsen, der hjælper en med at trække vejret. Det er livsnødvendigt, men de kan også være en udfordring i hverdagen.

 

"Jeg har f.eks. problemer i regnvejr, frostvej og også, når det er varmt udenfor. Jeg har også svært ved stærke dufte. Det her er en rigtig god ide. Da jeg i sin tid blev opereret, kunne jeg godt have brugt noget mere viden. Hvad problemerne er, er selvfølgelig ikke ens for alle, men det er rart at kunne spørge nogen," siger Helle Jørgensen, som er tracheostomret og patient på Sygehus Lillebælt. Hun kan dog ikke deltage i netværket, da hun ikke har internet, men hun ville meget gerne.

 

Det handler om livkvalitet

Lige nu søger de to sygeplejerske efter en gruppevært, som skal være tovholder for netværket. Netværket er også for patienter, der her tracheostomeret af andre årsager end kræft.

 

"Det handler om livskvalitet. Som sygeplejerske skal vi ikke bare sikre pleje og behandling, men vi skal også hjælpe patienten til at få et normalt liv som overhovedet muligt," siger Ann Wolff Bregendahl.

 

"Faktisk tænker jeg, at der er mange patientgrupper, der kan have glæde og gavn af et netværk," slutter Charlotte Overgaard Villadsen.

 

Trache_2
 
Trache_3
 
Trache_4
 
Sygeplejerskerne Charlotte Overgaard Villadsen og Ann Wolff Bregendahl fra Øre- næse- halsambulatoriet på Vejle Sygehus har etableret netværket for tracheostomi-patienter.
 

Hvad er en tracheostomi?

Når man har en tracheostomi, så har man fået indsat et rør (en kanyle) fra forsiden af halsen ind i luftrøret (trachea). Det kan være efter en canceroperation eller strålebehandling, men det kan også skyldes fejloperation eller andre sygdomme, som gør det svært at trække vejret. Det er forskelligt hvor meget og hvor længe, man skal være tracheostomeret / kanylebærer, men mange patienter får det permanent.

Find netværket

Netværket er oprettet som gruppe på Kræftens Bekæmpelses site cancerforum.dk. Find det ved at oprette dig som bruger, vælg "Grupper" og find "Tracheostomerede / kanylebærer" under "Behandling". Herefter kan man anmode om at være med – med en kort tekst om, hvorfor man søger medlemskab.




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk