Dette er tekstversionen af Nyt patient- og pårørenderåd på Kolding Sygehus
Klik her for at komme til den grafiske version af Nyt patient- og pårørenderåd på Kolding Sygehus

Forside - Læs op - Sitemap


Nyt patient- og pårørenderåd på Kolding Sygehus


Når det nye akutsygehus i Kolding officielt bliver indviet torsdag 24. november, deltager flere medlemmer af et nyt patient- og pårørenderåd for Kolding Sygehus. Rådet skal – ligesom det tilsvarende råd på Vejle Sygehus – give sygehuset gode råd om, hvordan vi kan gøre det endnu bedre for patienter og pårørende, og arbejdet er allerede i fuld gang.

 

Af Trine Vu, foto: Charlotte Dahl

 

Formænd for Patient- og Pårørenderådet for Kolding Sygehus: Axel Svinth Junker og Per Lindum. Foto: Charlotte Dahl

 

De to formænd for Patient- og Pårørenderådet for Kolding Sygehus er Axel Svinth Junker og Per Lindum.

 

En har mistet et barn, en anden har prostatakræft med spredning og en tredje har som pårørende haft sin gang på en hel håndfuld forskellige afdelinger. Alle medlemmer af det nye patient- og pårørenderåd for Kolding Sygehus har en personlig historie, der involverer sygehuset.

 

Som råd skal de nu gøre en forskel for de mange andre patienter og pårørende, der bliver indlagt eller besøger Kolding Sygehus. De skal bruge deres egne erfaringer og oplevelser til at stille sygehuset gode spørgsmål og pege på de punkter, hvor vi kan gøre det bedre. Og det arbejde tager rådsmedlemmerne seriøst. På det tredje møde i rådet gør de to formænd allerede status og samler op på, hvor langt sygehuset er nået med svar på tidligere stillede spørgsmål.

 

Axel Svinth Junker er den ene af rådets to formænd, og han er glad for, at rådet ikke blot bliver betragtet som en kaffeklub:

 

"Det er essentielt, at vi får udrettet noget, og det tror jeg på, at vi kan, for der er virkelig god energi omkring bordet her. Som patienter og pårørende ser vi på sygehuset med andre øjne, og de medarbejdere, der er med i rådet er tilsvarende engagerede. Det er mit indtryk, at de noterer og bærer vores input direkte tilbage til deres afdelinger. Det kan næsten ikke blive mere effektivt", siger han og tilføjer, at målet er, at det nye akutsygehus i Kolding bliver Danmarks bedste for patienterne.

 

"Kolding Sygehus er mit sygehus. Jeg er kommet her som pårørende i mange år – på skadestuen med børnene, på Intensiv og Karkirurgisk med en tidligere svigerfar, i Psykiatrien og på Børneafdelingen. Senest har jeg siddet med i en sorggruppe, fordi vi mistede et barn inden fødslen. Sygehuset bliver større og større, og på den anden side står nogle patienter, som stadig skal have den allerbedste behandling og en god oplevelse. Grundlæggende har mine oplevelser med sygehuset været rigtig gode, men som patienter og pårørende ser vi nogle detaljer, som kan blive bedre, og på den måde kan vi bidrage til endnu bedre oplevelser for alle", fortæller Axel Svinth Junker.

 

Til hverdag er han økonomidirektør i et transportfirma, og systematisk som han er, har han allerede oprettet en såkaldt back log for møderne i patient- og pårørenderådet, så det bliver synligt for medlemmerne, hvor langt de er kommet med de enkelte emner og spørgsmål.

Et personligt pusterum

Rådets anden formand er Per Lindum. Han er selv kræftpatient og er også medlem af det tilsvarende patient- og pårørenderåd på Vejle Sygehus – Patienternes Kræftsygehus.

 

"Jeg hørte om Patient- og Pårørenderådet i forbindelse med min stråle- og kemobehandlingsplan på Vejle Sygehus. Jeg havde aldrig hørt om, at et sygehus arbejdede så målrettet sammen med patienterne, og jeg blev nysgerrig, så nu sidder jeg her. Det har overrasket mig, hvor meget vilje, lyst og positiv energi, der er i rådet blandt pårørende og patienter - og ikke mindst hos direktionen og medarbejderne. Jeg giver gerne mit bidrag til et sundhedssystem i fortsat udvikling, og jeg mener, at alle sygehuse burde have deres eget patient- og pårørenderåd", siger Per Lindum.

 

Tidligere var han selvstændig konsulent og arbejdede med forandringsledelse og strategi i større virksomheder, men siden han i 2015 fik konstateret prostatakræft med spredning, har han måttet sætte karrieren på stand by. For ham er rådsarbejdet derfor også et personligt pusterum, hvor han kan bruge sin sygdom som løftestang til at opnå nogle resultater, som andre kan få gavn af.

 

"Det er tankevækkende, at man selv skal blive syg, før man begynder at hjælpe andre. Men jeg er glad for at kunne gøre en forskel nu – ikke mindst for de patienter, der ikke er så ressourcestærke, at de selv går ind og blander sig i, hvordan tingene fungerer og bliver aktive medspillere", siger Per Lindum og tilføjer, at målet med rådsarbejdet også er, at patienter og pårørende generelt bliver mere bevidste om, at de gerne må blande sig i forholdene på sygehuset.

 

Ifølge Per Lindum er rådsarbejdet dog allerede en succes den dag, hvor patient- og pårørenderådet helt naturligt bliver inddraget i det forbedringsarbejde, der løbende foregår på sygehuset.

 

Foreløbig blander rådet sig – og spørger om alt, hvad der falder dem ind.

Hvad nu hvis….

Nogle spørgsmål får de svar på med det samme. Til dagens møde gælder det f.eks. spørgsmålet: Hvad gør man, hvis man som patient eller pårørende får et ildebefindende umiddelbart uden for sygehuset – f.eks. på vej hjem?

 

Svaret er, at man ringer 112, forklarer Steen Schmidt, der er ledende overlæge på Ortopædkirurgi på Kolding Sygehus og medlem af akutsygehusets nye patient- og pårørenderåd:

"Det kan måske virke underlige, når sygehuset er lige ved siden af, men 112 er det mest sikre, fordi de folk, man tilkalder med 112 automatisk har det nødvendige udstyr med. Det har vi ikke nødvendigvis ude på afdelingerne, så der vil gå længere tid, hvis vi skal løbe ud og finde ud af, hvad der er behov for."

Nærvær er afgørende

Også sygehusets repræsentanter i rådet kan stille spørgsmål og få svar med hjem. Hanne Andersen, der er oversygeplejerske på Medicinsk Afdeling, spørger, hvad medarbejderne især skal være opmærksomme på, når de skifter fra det lille Fredericia Sygehus til det store sygehus i Kolding.

 

Det har Tage Brinch et bud på. Han har været kronisk syg i mange år, og har bl.a. som nyrepatient haft sin gang på Fredericia Sygehus, hvor han er på fornavn med en god portion af medarbejderne.

"Det vigtigste er nærværet. Nærvær er enormt vigtigt. Som patient er det de sygeplejersker og læger, der involverer sig i én og gider at lytte, som gør en forskel. Så, hvis Kolding Sygehus skal op i første division, handler det om, at I virkelig lytter til patienterne. Når lægerne kommer gående på gangen, virker det ikke så godt, at de går og kigger ned i deres papirer. Det er meget bedre, at de smiler og hilser på de patienter, de møder på deres vej. Det giver langt større tryghed", siger Tage Brinch.

 

Patient- og pårørenderådet for Patienternes Akutsygehus er i gang, og som den ene formand, Axel Svinth Junker, siger:

"Målet er, at Kolding Sygehus bliver Danmarks bedste for patienterne."

 

 

Fakta




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk