Dette er tekstversionen af Professor undersøger om dans virker helbredende
Klik her for at komme til den grafiske version af Professor undersøger om dans virker helbredende

Forside - Læs op - Sitemap


Professor undersøger om dans virker helbredende


Bliver kræftpatienter hurtigere raske, hvis de supplerer den ordinære behandling med dans? Det undersøger professor Jette Ammentorp nu i et forskningsprojekt, hvor patienter instrueres i at danse ’De 5 Rytmer, og skal skrive dagbog.

Se video med Jette Ammentorp

Af Trine Vu, foto og video: Charlotte Dahl

Dans kan hjælpe patienter med at finde deres indre ressourcer frem, så de bliver hurtigere raske, mener professor Jette Ammentorp fra Enhed for Sundhedstjenesteforskning på Vejle Sygehus. Hun ser dans som et nyt tiltag i sygehusvæsenet og har fået bevilget 100.000 kroner til et forskningsprojekt med kræftpatienter. 

”At bruge dans som et supplement til behandlingen er stadig nyt, men jeg ser det som en del af en fortsat kulturændring, der er ved at ske i sundhedsvæsenet. Helbredende kommunikation er en del af Enhed for Sundhedstjenesteforsknings nyeste forskningsstrategi - og dans er også en del af strategien. Det kan godt være, at mange stadig er langt fra tankegangen, men samtidig er mange faktisk parate til at tage dansen med ind i behandlingen - både personale og patienter, siger professor Jette Ammentorp.

Det var hende, der for seks år siden lancerede kommunikationsprojektet Klar Tale, og da hun begyndte at snakke om, at bedre kommunikation med patienterne kunne gøre en forskel, var der mange der grinede og sagde ’Prøv nede i Børneafdelingen’, fortæller hun. Men i dag er Klar Tale kopieret af afdelinger på sygehuse i hele landet.

Jette Ammentorp, professor, Enhed for Sundhedstjenesteforskning. Foto: Charlotte dahl

Jette Ammentorp bruger selv dansen til at finde ind i et rum, som giver hende styrke og ro – for eksempel når hun skal tale til store konferencer. Foto: Charlotte Dahl

 

De 5 rytmer

De cirka 15 deltagende kræftpatienter, som i løbet af foråret bliver koblet på forskningsprojektet, vil blive instrueret af professionelle undervisere i ’De 5 Rytmer’ – et koncept, der er udviklet af amerikaneren Gabrielle Roth, som har beskrevet rytmerne som måder at være til på. Det bliver to-timers danseseancer, hvor der også er pauser med refleksion. Samtidig skal patienterne skrive dagbog om, hvordan de har det.

”Vi anlægger et holistisk syn på patienterne, og vi vil gerne vide både hvordan de har det rent fysisk, f.eks. symptomer og energiniveau, men vi vil også spørge til deres humør og eksistentielle tanker. Vi interviewer patienterne undervejs og beder dem samtidig om at skrive dagbog”, fortæller Jette Ammentorp om forskningsprojektet.

Det nye projekt er en fortsættelse af et mindre pilotprojekt, som viste, at patienterne havde god gavn af at bruge dans som redskab, og nu har Forskningsrådet ved Sygehus Lillebælt altså bevilget penge til en grundigere undersøgelse af det nyeste skud på stammen af metoder til bedre behandling.

Professor Anders Jakobsen fra sygehusets forskningsråd siger:

”Forskningsrådet ved Sygehus Lillebælt skal støtte både den traditionelle forskning, som typisk foregår på laboratorierne, og den mere utraditionelle forskning. Vi forsker for og med patienterne, og når der er noget, som patienterne sætter pris på, at der bliver forsket i, så skal vi forske i det. Vores opgave er altid at indsamle ny viden – og her er det ikke afgørende, om et projekt er traditionelt eller utraditionelt”, siger Anders Jakobsen.

I projektet samarbejder Sygehus Lillebælt med 5rytmer-instruktør Annette Uhlemann, som man kan læse mere om her http://www.uhlemann.dk/

 

Læs artiklen: "Den dansende professor" i det nye nummer af medarbejdermagasinet Journalen.

Se video med Jette Ammentorp. Video: Charlotte Dahl.





Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk