Dette er tekstversionen af Forskning styrker fysioterapien
Klik her for at komme til den grafiske version af Forskning styrker fysioterapien

Forside - Læs op - Sitemap


Forskning styrker fysioterapien


Sygehus Lillebælt er gået i gang med at kickstarte den fysioterapeutiske forskning på sygehuset, og det kommer snart patienterne til gode.

 

Klik her for at se i fuld skærm
Kim Gordon Ingwersen

Kim Gordon Ingwersen glæder sig over, at der nu er penge til forskning inden for det fysioterapeutiske arbejdsområde.

Af Mikkel D-N Andersen, mikkel.andersen3@rsyd.dk
Fotos: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

Forskning i fysioterapeutiske metoder er en relativ ny tradition, og derfor er det også på flere områder usikkert, hvad der egentlig virker bedst for patienterne. Men det bliver nu ændret på Sygehus Lillebælt, der med fondsmidler snart forventer at ansætte flere Ph.d.-studerende indenfor fysioterapi:

- Med forskning kan vi langt bedre sikre, at patienterne får præcis den behandling, der virker bedst for dem, forklarer Kim Gordon Ingwersen, der er forskningsansvarlig i Fysio- og Ergoterapien på Sygehus Lillebælt.

Afdelingen har netop modtaget fondsmidler fra energiselskabet EWII, der skal gå til at ansætte fire personer, som skal være med til at specificere fire forskellige forskningsprojekter indenfor ortopædiske, kræft og hjertemedicinske patientgrupper. Herudover vil deres opgave bestå i at søge endnu flere midler til den kommende forskning, så de fire kandidater efterfølgende kan indskrives som Ph.d.-studerende og begynde selve forskningen.

Masser at tage fat på
Da store dele af det fysioterapeutiske arbejdsfelt ikke er specielt godt belyst med forskning, er der mange områder, forskerne kan begynde at kigge på:

- Vi skal eksempelvis finde ud af, hvor stor forskel der er i effekt mellem træning eller operation for patienter med dårlige hofter, siger Kim Gordon Ingwersen.

Han pointerer, at de fleste patienter nok med tiden får behov for en operation, men at der eksempelvis er ressourcer at spare for samfundet, hvis en operation kan udskydes i en årrække, så patienten kan holdes på arbejdsmarkedet uden sygemelding, mod at patienten træner i stedet. For patienterne forventes det, at fordelen er, at nogle af patienterne helt vil kunne undvære operation.

Et andet fokusområde vil til en start være patienter med cancer i den nedre tarm, der som følge af deres sygdom får en aflastende stomi i nogle måneder. Mange af dem lider efterfølgende af inkontinens, hvilket kan være ydmygende og yderst begrænsende i deres almindelige livsførelse. Fysioterapeuterne mener, at generne kan minimeres med den rigtige træning af bækkenbunden, men de mangler viden om, hvilken form for træning, der er optimal, og hvornår i patienternes behandlingsforløb, træningen skal ligge.

 

Klik her for at se i fuld skærm
Rasmus Møller Rathe og patient Jørgen Peter Pedersen
Fysioterapeut Rasmus Møller Rathe og patient Jørgen Peter Pedersen træner på gangene på Vejle Sygehus.
 

Fokus giver mere fokus
Kim Gordon Ingwersen forventer, at der allerede inden for et halvt års tid kan komme gang i forskningen, og at forskningen kan bane vejen for endnu mere forskning:

- Når vi viser, at vores forskning faktisk giver noget godt tilbage til patienterne, vil det være lettere at skaffe flere forskningsmidler, vurderer han, og på den måde kan der findes flere penge til andre patienter, hvilket kan skabe et yderligere fokus.

- Håbet er, at vi fremover får mere permanent mulighed for at forske inden for det fysio- og ergoterapeutiske område, så vores arbejde i så vid udstrækning som muligt er baseret på fakta, siger Kim Gordon Ingwersen.

Raske mennesker bidrager positivt
Projektet på Sygehus Lillebælt er blot et af mange, der har modtaget penge fra EWII, men til gengæld er projektet topscorer:

- Vi er utroligt glade for det, da vi nu for alvor kan komme i gang, smiler Kim Gordon Ingwersen.
Han vurderer, at pengene, som er givet til at skabe nye arbejdspladser, er givet godt ud:

- For det første kan vi ansætte nogle folk, men på den lange bane bidrager det også til, at andre kan komme i arbejde eller forblive på arbejdsmarkedet, og det er godt for os alle sammen.

 




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk