Dette er tekstversionen af Familien skal i centrum, når usikkerheden er størst
Klik her for at komme til den grafiske version af Familien skal i centrum, når usikkerheden er størst

Forside - Læs op - Sitemap


Familien skal i centrum, når usikkerheden er størst


At være syg eller pårørende til en syg kan være noget af det mest ensomme i hele verden. Derfor arbejder Vejle Sygehus målrettet med at få inddraget hele familien i sygdomsforløbet. Et forsøg med familiesamtaler på kræftafdelingen har haft så positive effekter, at ordningen nu bliver permanent.

Familiesamtale
Tanja Wendicke (tv) og Maria Aas Møller er ansvarlige for familiesamtalerne på Vejle Sygehus, og de gør det så godt, at konceptet nu er blevet et fast tilbud til alle familier på kræftafdelingen.
 

Af Mikkel D-N Andersen, mikkel.andersen3@rsyd.dk
Fotos: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

 

Når et familiemedlem bliver ramt af alvorlig sygdom, kan det lægge en dyne over hele familien. Det er ikke kun patienten, der er syg – men hele familien, der bliver påvirket. Derfor åbner Vejle Sygehus nu op for et koncept med familiesamtaler, der kan hjælpe familierne med at tale sammen og skabe ro i en ellers turbulent tid.

En familie er mange ting
Tilbuddet er målrettet familier, hvor et medlem har kræft, og det er den enkelte patient, der bestemmer, hvem der skal med til familiesamtalerne. Det kan være ægtefæller, børn, veninder, kolleger eller andre, der står den syge nær. Det eneste krav er, at de medvirkende deltager, fordi de har lyst.

- Det er ikke kun de patienter, der er truet på livet, der kan have brug for samtalerne, for selv om patientens kræftsygdom kan helbredes, kan den vælte en familie, forklarer klinisk sygeplejespecialist Bodil Winther fra kræftafdelingen på Vejle Sygehus.

Der er typisk flere samtaler i ét forløb, og på det første møde går meget af snakken med at få afklaret, hvem i familien eller netværket, der kan hjælpe og være med til at aflaste familien. Det oplevede Mads Jørgensen, der sammen med sin nu afdøde kone Lena, undervejs i hendes sygdomsforløb deltog i projektet med familiesamtaler på sygehuset.

Mads Jørgensen fortæller, at de til den første samtale talte meget om netværk og på den måde fandt parret ud af, at de i deres nære netværk ikke havde mange muligheder for aflastning. Men der blev fundet nogen, som kunne træde til, og det var en god hjælp. Desuden gav samtalerne mulighed for at få talt sammen om ting, der ellers ikke blev talt så meget om.

- Vi fandt ud af, at vi ikke snakkede nok sammen, og det var rart at få løsnet op og få lært noget mere om hinanden, erindrer Mads Jørgensen.

Mads Jørgensen
Mads Jørgensen gik til familiesamtaler med sin nu afdøde kone, og han fortæller, at det var rigtigt godt for dem som par, da det gav dem et frirum, hvor de kunne lære noget om hinanden.

Familierne passer på hinanden
Som syg patient går mange og tumler med en masse tanker, men det samme gør alle de mennesker, der holder af den syge. Og erfaringen er, at de ikke nødvendigvis får talt sammen om deres tanker.

- Man er bange for at komme til at såre hinanden, så derfor snakker familierne ikke sammen. Ingen får at vide, hvor slemt de enkelte familiemedlemmer egentligt har det, og hvad de tænker på, siger Bodil Winther.
Det udsagn understøttes af de to specialuddannede sygeplejersker Tanja Wendicke og Maria Aas Møller, der i det daglige gennemfører familiesamtalerne.

- Nogle familier kommer herind med skuldrene helt oppe om ørene, og når de går igen, er de helt afslappede, fortæller Tanja Wendicke.

Børn må ikke være kede af det – alene
Erfaringerne fra familiesamtalerne viser, at særligt børn kan have mange tanker om livet eller om det liv, der snart er slut. Sygeplejerskerne bruger gerne ekstra tid med børnene, så de kan få afmystificeret hele forløbet på sygehuset. De kan blandt andet få vist det rum, hvor patienterne får kemoterapi for at se, at det ikke er et sted, hvor man ligger og får gift, men det i virkeligheden er et sted, hvor man kan sidde og læse, samtidig med at man modtager medicin.

- Vi har blandt andet haft en pige, der var bange for at finde sin mor død derhjemme, og så er det vores opgave at forklare de rigtige sammenhænge, fortæller Maria Aas Møller.

Mange børn gemmer også deres følelser for ikke at gøre forældrene mere kede af det, end de er i forvejen, og i den forbindelse kan sygeplejerskerne være med til at lave nogle regler.

- Ingen børn må være kede af det – alene, og derfor skal de sige det til en voksen, når de er kede af det, fortæller Maria Aas Møller.

- Men vi siger også, at det er helt ok at være ked af det, og at vi godt ved, det kan være svært.

Et ærligt rum
Under familiesamtalerne bliver der ikke talt meget om selve behandlingen og overlevelsesprognoser, men det er en vigtig del af opgaven, at alle er ærlige.

- Vi tror på og siger sandheden, hvis snakken falder på sygdommen, og vi opfordrer også familierne til at være ærlige overfor hinanden under samtalerne, siger Maria Aas Møller.

Det er ikke meningen, at sygeplejerskerne skal snakke mere end højest nødvendigt, de fungerer mere som igangsættere for den snak, familierne kan have indbyrdes. Nogle gange må de styre samtalerne, hvis der er uenighed om, hvad temaerne skal være.

- Vi ser nogle gange, at patienter ønsker at stoppe kræftbehandlingen, hvor det bliver taget ilde op af den pårørende, der siger, at det da går ganske udmærket, mens patienten bare ikke orker det mere, siger Tanja Wendicke og forklarer, at personalet her skal være med til at sikre, at der i hvert fald bliver snakket om uenigheden.

Gode erfaringer
Kræftafdelingen på Vejle Sygehus har indtil videre kun fået positive tilbagemeldinger på familiesamtalerne. Tilbagemeldingerne fra patienterne og deres pårørende viser, at familiesamtalerne har givet ro, styrke og evnen til at se muligheder på trods af alvorlige diagnoser. Men det vigtigste er, at familierne får et frirum til at få snakket sammen, siger Mads Jørgensen, der er glad for, at han fik muligheden for at være en del af projektet sammen med sin kone.

- Lige præcis frirummet gjorde, at jeg fik noget at vide om Lena, og jeg fik sagt noget til hende. Det havde en rigtig positiv effekt for os, siger Mads Jørgensen.

På baggrund af de positive erfaringer, er familiesamtalerne netop overgået fra at være et forsøg til at blive et fast tilbud til alle familier.




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk