Dette er tekstversionen af Behandling med gode udsigter
Klik her for at komme til den grafiske version af Behandling med gode udsigter

Forside - Læs op - Sitemap


Behandling med gode udsigter


Daghospitalet på Kolding Sygehus er kommet godt fra start, og både patienter og personale er begejstrede for nye lokaler til de korte ambulante behandlinger.

 

Dagshospital

Villy Rasmussen kommer hver 14. dag og får behandling. Denne dag står 
sygeplejerske Annette Østerkjærhus for den.

 

Af Anne-Mette Vargas Johnsen, Anne-Mette.Vargas.Johnsen@rsyd.dk
Fotos: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

 

- Patienterne er glade, her er lys og udsigt, og faciliteterne er virkelig gode. Det fungerer fantastisk, siger Dorthe Schwartz Sørensen, afdelingssygeplejerske på Daghospitalet på Kolding Sygehus, som er ekstra glad for jobbet som sygeplejerske for tiden. Sammen med sygeplejerskekollegerne og overlæge Kjeld Erik Otte har hun nu i tre uger drevet den nye afdeling, hvor patienter med mange forskellige behov kan få deres behandling i løbet af dagen og tage hjem igen med det samme. Patienterne behøver ikke at være indlagt, og det frigør sengepladser på andre afdelinger på sygehuset. Mange af patienterne har faktisk slet ikke brug for en seng. Det gælder for eksempel Villy Rasmussen, som hver 14. dag tilbringer seks timer i en lænestol, mens medicinen mod Pompes Sygdom flyder ind i højre arm. Pompes Sygdom, som Villy Rasmussen lider af, er en meget sjælden arvelig sygdom, der minder om muskelsvind, og Villy Rasmussen har de sidste fem år modtaget behandling i Medicinsk Ambulatorium. Han er glad for, at Daghospitalet nu er åbnet.

- Det her er helt fantastisk i forhold til før, hvor vi sad tæt sammen og kiggede ud i en lukket gård. Omgivelserne her er gode, der er udsigt, og man kan vælge at sidde og tale sammen, hvis man har lyst – og man kan også blive fri, siger Villy Rasmussen fra lænestolen med udsigt ud over Kolding Fjord, forbi Skærbækværket og helt til den nye Lillebæltsbro.

- Min lillebror og jeg har jo familietræf her hver 14. dag, da han lider af samme sygdom, og vi føler, at der virkelig bliver taget vare på os, siger Villy Rasmussen, der dog i dag ikke har sin bror med, da denne er løbet ind i en lungebetændelse.

Mange behandlinger
Daghospitalet på Kolding Sygehus åbnede 1. februar og tilbyder behandlinger til patienter, som egentlig hører under andre afdelinger på sygehuset, eller som bliver henvist direkte fra den praktiserende læge. Her kan man for eksempel få blodtransfusion, få antibiotika eller anden medicin i drop, ligge til observation efter der er taget vævsprøver fra for eksempel nyrerne, eller hvis man har fået foretaget et simpelt indgreb, for eksempel operation af åreknuder. Tidligere ville disse patienter ligge på sengeafdelingerne, hvor uroen er større, og de andre patienter er mere syge. Nu får de deres behandlinger på Daghospitalet.

 

Sygeplejerske Dorthe Schwartz Sørensen
Afdelingssygeplejerske Dorthe Schwartz Sørensen på
Daghospitalet, Kolding Sygehus.
 

- På nuværende tidspunkt er det først og fremmest dialysen, karkirurgi og laboratoriet, der bruger os til den type behandlinger og observation, som ikke behøver at foregå på afdelingerne. Men når vi er rigtigt oppe i drift, er det planen, vi skal være servicefunktion for langt flere af sygehusets afdelinger, forklarer afdelingssygeplejerske Dorthe Schwartz Sørensen.

Personale følger med
Behandlingerne, som Daghospitalet tager sig af, varer typisk mellem en halv og seks timer, og nogle af dem står Daghospitalets egne sygeplejersker for. Andre patienter, som for eksempel Villy Rasmussen, får behandling af sygeplejersker fra den afdeling, hvor patienten egentlig hører til. Sygeplejerske Annette Østerkjærhus er uddannet til at give den type meget avanceret og specialblandet medicin, som Villy Rasmussen får, og derfor er hun med ham i de nye lokaler i Daghospitalet.

- Før fik Villy sin medicin i et lille lokale på Medicinsk Ambulatorium, og dér skulle vi næsten kravle over hinanden for at komme til. Det er selvfølgelig samme sygeplejefaglige behandling, vi giver, men her er god plads, lyst og fint, og det gør også noget godt for arbejdsglæden, siger Annette Østerkjærhus.

- Selvom vi er rykket herover, kender vi jo stadig hinanden rigtigt godt, og vores relationer til hinanden har vi med os, siger Annette Østerkjærhus.

Opbygges i 2017
Ideen til Daghospitalet opstod tilbage i 2014, og i 2015 blev et lokale på et medicinsk sengeafsnit indrettet til daghospital for at starte op. Nu skal Daghospitalet i samarbejde med Kolding Sygehus’ sengeafdelinger bruge resten af 2017 på at få samarbejdet udvidet og til at køre på skinner, så endnu flere patienter får deres behandling i de store lyse lokaler på Daghospitalet.

- Vi har resten af året til at vise, at vores tilbud aflaster og giver noget luft ude på de andre afdelinger, fordi de patienter, der er raske nok til ikke at være indlagt, får deres gode ambulante behandling hos os. Det er en meget spændende opgave at være med til at løse, siger Dorthe Schwartz Sørensen.

Fakta
Daghospitalet er etableret som en servicefunktion for resten af afdelingerne på Kolding Sygehus, som kan sende patienter til Daghospitalet, hvor de kan få de mindre komplicerede behandlinger. På den måde behøver patienten ikke være indlagt eller optage en seng på sengeafdelingerne. Patienterne kan også blive henvist af deres egen læge.

 

Daghospitalet Kolding Sygehus 
Daghospitalet er allerede i fuld sving, men vil gerne bruges af endnu flere
afdelinger på Kolding Sygehus. Samarbejdet bygges op i løbet af 2017.

 

I øjeblikket tilbyder Daghospitalet bl.a. følgende behandlinger:

Når Daghospitalet er i fuld drift, kan der være 36 patienter på en gang. De fleste pladser er til siddende patienter i to store behandlerrum, men Daghospitalet har også små behandlerrum, sengestuer til patienter, der skal ligge ned og en stillestue til patienter, som har brug for ro under deres behandling.
 




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk