Dette er tekstversionen af Flytning med innovation og styrket sammenhold
Klik her for at komme til den grafiske version af Flytning med innovation og styrket sammenhold

Forside - Læs op - Sitemap


Flytning med innovation og styrket sammenhold


Et tæt samarbejde mellem patienter, medarbejdere og Nyreforeningen har været nøglen til succes, da hele Dialysen flyttede fra det nu lukkede Fredericia Sygehus til Kolding Sygehus.

 
Dialysen ny i Kolding

Dialysepatienterne Susanne Bertz og Bent Aa. Nielsen ligger tit ved siden af hinanden. De er i dialyse tre gange hver uge, og det tager fire timer pr. gang.

 

Af Mikkel Dybtved-Ntarampa Andersen, mikkel.andersen3@rsyd.dk, Sygehus Lillebælt
Fotos: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

 

Det er en stor opgave at flytte en hel afdeling fra et sygehus til et andet – det ved de af erfaring i Dialysen på Kolding Sygehus. Den 26. november 2016 rykkede Dialysen og nyreambulatoriet teltpælene op fra Fredericia Sygehus, der skulle lukke, og dagen efter gik afdelingen i gang med at behandle patienter på sygehuset i Kolding.

Flytningen var kulminationen på et langt forarbejde, hvor der både var innovation, inddragelse og forhåndsbekymring. Nu godt et halvt år efter er konklusionen, at afdelingen er kommet godt igennem flytningen, og alle er ved at finde sig til rette. Afdelingen behandler svært nyresyge patienter, og på det nye Kolding Sygehus har patienter og medarbejdere for eksempel fået større og mere tidssvarende lokaler, der er indrettet specifikt til at tage sig af nyrepatienterne.

Tidlig involvering
Allerede meget tidligt i byggeprocessen på Kolding Sygehus blev medarbejderne involveret i processen med at tegne den nye afdeling. Læger og sygeplejersker deltog i byggemøderne. Nyreforeningen meldte sig på banen, og der kom en patient med i byggegruppen.

 

Dialysen ny i Kolding
Alle dialysepatienter skal veje sig selv inden hver dialyse. Souschef Lisbeth Fisker og overlæge Irene Marie Høgsberg viser vægtene, hvor dialysepatienterne kan veje sig selv – selv i kørestol. Hvis der ikke var patienter med i planlægningen af byggeriet, ville blandt andet disse vægte ikke være købt. Vægtene gør kørestolsbrugerne selvhjulpne, hvilket er vigtigt i enhver behandling på sygehuset.
 
- Vi er en stor afdeling med mange særlige behov, og det var vigtig at få fortalt byggefolkene tidligt i processen, siger afdelingens souschef Lisbeth Fisker.

Patienten, der var med til møderne, var kørestolsbruger, og på inspirationsture på andre dialyseafsnit i landet kunne han på en konstruktiv måde vise byggegruppen, hvad der kunne lade sig gøre, når man er patient, og hvad der ikke kunne lade sig gøre.

- Der var også et formidabelt samarbejde med Nyreforeningen, og de har hjulpet vores afdeling rigtig meget, siger overlæge Irene Maria Høgsberg.

Hun suppleres af den anden overlæge Kjeld Erik Otte.

- Nogle gange virker det stærkere, hvis patienterne har et ønske om en forbedring, end hvis personalegruppen har det, forklarer han.

Planlægning er vejen frem
Efterhånden som flyttedatoen nærmede sig, begyndte det at koste sved og bekymringer i personalegruppen.

 

Dialysen ny i Kolding
Byggemøde i løbet af byggeriet af den nye Dialyse i Kolding. Personalet fra afdelingen er med, så afdelingen kan blive bedst mulig. På billedet ses souschef Lisbeth Fisker, projektansvarlig Signe Brouer og Åse Søndergård, der på daværende tidspunkt var arbejdsmiljørepræsentant. Bag den løftede arm er en hygiejneansvarlig.
 

- Det er en stor omvæltning at flytte en funktion som Dialysen fra et sygehus til et andet, forklarer Lisbeth Fisker.

De fleste har taget godt imod flytningen, men processen har været meget lang. Og flytningen er også blevet udskudt nogle gange.

Processen gav anledning til både håb og bekymringer. Nogle så det som en chance for at ændre rutiner og arbejdsgange, mens andre var mere skeptiske. Nogle skulle ud og skaffe en bil, tidsplaner skulle justeres, og hvordan er det lige med omklædning og parkering? Ville dialysen forsvinde i mængden på et stort sygehus? Derudover skulle to dialyseafsnit slås sammen.

- Det har nok været en af de største udfordringer, vurderer Lisbeth Fisker.

I Fredericia var Dialysen delt op i to afsnit på to etager. Nu er afsnittene fysisk samlet, og personalet lærer hinanden bedre at kende.

- Vi går op og ned af hinanden, og vi hjælper hinanden meget mere end tidligere, så det er en klar fremgang. Tiden hjælper os, og inden flytningen har vi arbejdet med at styrke samarbejdet og ensrette arbejdsgangene, siger Lisbeth Fisker.

Værst for personalet
På optræningsstuen i den nye dialyseafdeling i Kolding ligger Susanne Bertz og Bent Aa. Nielsen. De har så dårlige nyrer, at de skal i dialyse tre gange om ugen. Det tager fire timer hver gang, men humøret er højt.

 

Dialysen ny i Kolding
Susanne Bertz og Bent Aa. Nielsen en af de første dage efter åbningen af Dialysen i Kolding. Afdelingen for dialyse af patienter har haft til huse i Fredericia i 49½ år, inden den flyttede til Kolding. Den 6. juni fejrede afdelingen 50 års jubilæum.
 

- Det er jo imponerende, at vi var i dialyse i Fredericia om fredagen, og om mandagen kom vi her til Kolding, og så kørte det bare, fortæller Susanne Bertz.

Hun suppleres af sidemanden Bent Aa. Nielsen.

- I starten var personalet nok lidt forvirrede, så det har nok egentligt været værst for dem, siger han og slår fast, at det er de ikke længere.

De er dog begge enige om, at de som patienter ikke var nervøse for flytningen, og at de følte, at de havde fået nok information på forhånd.

- Forskellen var jo også bare, at vi skulle møde op i Kolding i stedet for i Fredericia, siger Susanne Bertz.

Stadig mangler patienterne deres fjernsyn, som kan få de fire timer i sengen til at føles lidt hurtigere – men ellers er der styr på det vurderer patienterne.

Læger med flere opgaver
Også i lægegruppen er der glæde over den nye placering i Kolding. Primært skyldes glæden, at der er blevet et bedre tværfagligt samarbejde.

- Vi bliver nok egentligt brugt mere og spurgt mere til råds end før – og vi er nok også bedre til at bruge de andre specialister i huset, vurderer Kjeld Erik Otte.




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk