Dette er tekstversionen af Ny CT-scanner til hjertepatienter i Kolding
Klik her for at komme til den grafiske version af Ny CT-scanner til hjertepatienter i Kolding

Forside - Læs op - Sitemap


Ny CT-scanner til hjertepatienter i Kolding


Som noget nyt kan sygehuset i Kolding nu også foretage CT-scanninger af hjertet. Den nye, højtudviklede hjertescanner er den kun anden af sin art i hele Danmark og har en stor betydning for patienterne.

Tekst: Søren Hygum Hansen, Sygehus Lillebælt
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

Hvert eneste år lægger 1200 patienter sig ned på briksen og bliver kørt ind i scanneren på Sygehus Lillebælt for at få undersøgt kranspulsårerne.

Indtil nu er de scanninger foregået på sygehuset i Vejle, men som noget nyt er det nu også muligt at CT-scanne hjertet på Kolding Sygehus. Den 1. februar fik sygehuset nemlig en scanner, der kan foretage en undersøgelse af kranspulsårerne i hjertet.
- Sygdom i kranspulsårerne er én af de største dræbere, der findes.  Åreforkalkning og forsnævring af kranspulsårerne giver brystsmerter og kan føre til blodpropper i hjertet. Faktisk sidder blodpropper i hjertet netop i kranspulsårerne. Derfor er det selvfølgelig meget vigtigt at kunne undersøge for sygdom i kranspulsårene, og det kan man via en CT-scanning, siger overlæge Martin Busk fra Hjertemedicinsk Afdeling på Vejle Sygehus, der samtidig er lægelig chef for Hjerte CT Center på Sygehus Lillebælt.

Undgår transport mellem Kolding og Vejle
Frem til den 1. februar skulle patienter, der var tilknyttet sygehuset i Kolding, til Vejle for at få CT-scannet hjertet. Nu kan de patienter blive forundersøgt i Kolding og efterfølgende få scannet hjertet samme sted. Det samme gælder patienter, der ankommer til Kolding Sygehus med akut mistanke om en blodprop i hjertet.
- Nu behøver vi ikke længere at køre patienter fra Kolding til Vejle med de gener, det giver for patienten. Nu kan de blive undersøgt på samme matrikel, fortæller Martin Busk.
 

Hjerte-CT-scanner

Den nye CT-scanner blev taget i brug den 1. februar.
 

Den nye scanner, der bærer navnet GE Revolution CT, er den kun anden af sin art i Danmark, og den benytter en nyere teknik, end den man bruger i Vejle. Derfor kan scanneren undersøge flere patientgrupper - som patienter med uregelmæssig hjerterytme eller meget høj vægt. 

Radiografer fra Sygehus Lillebælt er blevet oplært på sygehuset i Svendborg, hvor man som det eneste andet sted herhjemme også har en sådan scanner.
- Som læge har det været tilfredsstillende at arbejde med det nye udstyr og de fordele, det giver for patienterne. De kan nu blive undersøgt på eget sygehus – og få en undersøgelse af en meget høj kvalitet, siger Martin Busk.

Kan påvise små forandringer
Hjerte-CT-teamet på Sygehus Lillebælt har gennem 11 år foretaget CT-scanninger af hjertet på Vejle Sygehus og er ét af de centre, der har mest erfaring med den form for undersøgelse. Teamet består af erfarne radiografer, hjertesygeplejersker og hjerte-CT-læger, der altså fremadrettet også foretager undersøgelsen i Kolding.
 

CT-scanner - kontrolrum

Et erfarent hold undersøger patienter i den nye scanner.
 

Navnet ”CT” er en forkortelse for ”Computed Tomography”, og CT-scanningsbilleder bliver dannet af samme type røntgenstråler som ved traditionelle røntgenundersøgelser. Men CT-teknikken adskiller sig fra røntgen ved, at man benytter en mere avanceret metode til at registrere strålerne end ved en almindelig røntgenundersøgelse - og at man samtidig bruger en computer til at sætte målingerne sammen til et billede, der er sort-hvidt.

Fordelen med denne metode er, at den kan påvise meget små forandringer, og at den dermed kan skelne mellem blod, kalk-aflejringer og cholesterol-aflejringer i kranspulsårerne. Samtidig kan man tage billederne uden, at man behøver at føre et kateter ind i pulsårerne og videre ud i kranspulsårerne, så metoden er dermed mere skånsom for patienten.




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk