Dette er tekstversionen af Konflikthåndtering hjælper både medarbejdere og patienter
Klik her for at komme til den grafiske version af Konflikthåndtering hjælper både medarbejdere og patienter

Forside - Læs op - Sitemap


Konflikthåndtering hjælper både medarbejdere og patienter


Sygehus Lillebælt sætter fokus på forebyggelse af vold og trusler mod medarbejderne. Psykiatrien hjælper til ved at undervise i, hvordan man taler konflikter ned.

Tekst: Anne-Mette Vargas Johnsen, Sygehus Lillebælt
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt


- Det handler om at have is i maven, også selvom man føler sig ramt personligt.

Det siger Carina Sevonius Lindskov, som er sygeplejerske på Psykiatrisk Afdeling i Vejle. Hen over efteråret og foråret underviser hun 120 af Sygehus Lillebælts medarbejdere i, hvordan man kan tale en konflikt ned. Deeskalerende kommunikation, hedder det, og det er en del af Sygehus Lillebælts arbejde med at forebygge vold og trusler.

Carina Sevonius Lindskov har tidligere arbejdet i retspsykiatrien, og hun har stor erfaring med at stå i konflikter med patienter eller pårørende, som bliver fysisk eller verbalt voldsomme. Det kan være psykiatriske patienter, som skal behandles for en fysisk sygdom, patienter med demens eller det kan være patienter eller pårørende, som er følelsesmæssigt pressede, fordi de er i en svær situation.
- Det, vigtigste man kan gøre, er at holde fokus på emnet – også selvom patienten måske bliver personlig.

Man skal stille åbne spørgsmål som ”hvad kan vi gøre for at løse det her?” og give udtryk for, at man gerne vil forstå den andens synspunkt eller oplevelse, siger Carina Sevonius Lindskov. Hvis det bliver for hårdt, anbefaler hun, at man giver sig selv og patienten en pause og går ud i et par minutter.
 

Carina Lindskov

Carina Sevonius Lindskov underviser 120 af Sygehus Lillebælts medarbejdere i, hvordan man kan tale en konflikt ned.

Carina Sevonius Lindskov bruger ”konflikttrappen” i sin undervisning, og det gælder for medarbejderne om ikke at ”gå med patienten” op ad konflikttrappen, men i stedet kommunikere på en sådan måde, at der bliver fundet en løsning på den frustration eller det problem, patienten ser.
 

Konflikttrappen


Konflikter og trivsel

Fysisk og psykisk vold opstår ofte, når en patient eller pårørende ikke føler sig forstået, oplever manglende respekt eller omsorg eller er under pres. Det kan også opstå, hvis medarbejderen er nødt til at nægte patienten noget, eller hvis der stilles krav om en bestemt adfærd hos patienten, som patienten ikke kan acceptere eller magter. Det kan være, at patienten ikke vil rette sig efter et rygeforbud, vil have mere smertestillende medicin end lægen vil give, eller hvis patienten vil have sin medicin med hjem i tasken i stedet for at blive behandlet på sygehuset.

Fysisk og psykisk vold kan føre til arbejdsskader både på kort og langt sigt, og selv små, tilsyneladende banale hændelser kan have konsekvenser for den enkelte. Det er derfor vigtigt, at hændelser forebygges og håndteres.
- I mange tilfælde kommer der forvarsler om, at situationen kan udvikle sig til en decideret konflikt, siger Jette Vangslev, chefkonsulent i Sygehus Lillebælts HR-afdeling.

Sammen med kollegerne har hun gennemgået hændelser på Sygehus Lillebælt og står i spidsen for en større indsats for at nedsætte antallet af vold og trusler.

Jette Vangslev

Jette Vangslev står i spidsen for en indsats, der skal mindske antallet af vold og trusler på sygehuset.

- Når medarbejderne efterrationaliserer og får talt hændelsen igennem, ser de, at de i nogle tilfælde kunne have handlet på et forvarsel og på den måde have undgået en fysisk eller verbal konflikt. Og kan vi nedsætte antallet af konflikter, er det naturligvis godt for patienterne, men det er også godt for medarbejderne, for det er en belastning at opleve en voldsom konflikt. Man mister kontrol over situationen og føler, at man ikke mestrer sit arbejde, og det er en vigtig faktor i, om man trives eller ej, siger Jette Vangslev.

Større tryghed
Tilbuddet om, at medarbejderne kan deltage i kurset i, hvordan man taler konflikter ned, er en del af en stor indsats, som skal nedsætte antallet af konflikter og gøre det tryggere for medarbejderne at gå på arbejde. Herudover skal nye retningslinjer gøre det tydeligt for alle, hvem der gør hvad i forbindelse med konflikter, Sygehus Lillebælt strammer op på, hvordan ind- og udgange i bygningerne bruges, så patienterne og pårørende kommer ind de rigtige steder, og flere områder på sygehuset vil patienter og pårørende kun kunne komme ind til, når de følges med en medarbejder. Det gælder for eksempel operationsstuer og kontorer.




Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk