Den 4. september 2009 modtog overlæge Ole Nyvad Savværksejer Jeppe Juhl og hustru Ovita Juhls Mindelegat på 150.000 kr. Legatet skal bruges til at gennemføre et hjerte-nyremedicinsk forskningsprojekt, som har til formål at undersøge, hvordan kroppen regulerer mængden af salt og vand, når man lider af en hjertesygdom, fx hjerteklapsygdom, hjertesvigt eller blodprop i hjertet.
Projektet er et samarbejde mellem Kolding Sygehus, Region Midt - Holstebro Sygehus og Odense Universitetshospital. På Kolding sygehus er det det Medicinske Forskningsafsnit, Kardiologisk Ambulatorium og Hjertemedicinsk Afsnit, der står for undersøgelsen af de 125 patienter med hjertesygdomme og kontrolgruppen på 25 raske forsøgspersoner. Projektet forventes at løbe over de kommende 2½ år. I den forbindelse søger Medicinsk Afdeling raske forsøgspersoner.
På Medicinsk Afdeling, Kolding Sygehus påbegyndes et videnskabeligt forsøg omhandlende nyrernes behandling af vand og salt hos raske.
I den forbindelse søges 25 raske mænd/kvinder i alderen 30-80 år.
For at deltage i dette forsøg skal du være indstillet på at få foretaget et generelt helbredstjek og at komme til undersøgelse på Kardiologisk Ambulatorium, Kolding Sygehus.
Forsøget er anmeldt til Den Videnskabsetiske Komité for Region Syddanmark.
Der ydes en skattepligtig ulempegodtgørelse på 500 kr. for deltagelse i forsøget.
Hvis du er interesseret i at deltage i forsøget, bedes du venligst kontakte Medicinsk Forskningsafsnit, Kolding Sygehus, tlf.nr. 76 36 21 42 på hverdage mellem kl. 8-16 eller e-mail Ole.Nyvad@slb.regionsyddanmark.dk.