FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
SØG
HEADER: Sygehus LillebæltTil Region SyddanmarkTil forsiden

Sygehus Lillebælt igen i top

På Sygehus Lillebælt er medarbejderne hver dag med til at skabe et af Danmarks mest effektive sygehuse.

Gennem dynamiske og effektive arbejdsgange giver de nemlig patienterne 20 pct. mere sygehusbehandling for hver skattekrone end gennemsnittet af de danske sygehuse. Det endda i et år med sygeplejestrejke og strukturændringer …
 

Tallene stammer fra rapporten ”Løbende offentliggørelse af produktivitet i sygehussektoren”, som Danske Regioner, Finansministeriet, Sundhedsstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet står bag, og som blev offentliggjort i foråret 2010 baseret på tal fra 2008.

Målingerne på sygehusenes produktivitet er en måde at fastholde fokus på en så effektiv ressourceanvendelse som mulig, men også som et værktøj til at skabe overblik over udviklingen i sygehusenes omkostningseffektivitet.

Et stærkt fokus og en bevidst indsats

Sygehus Lillebælt ligger 20 pct. over gennemsnittet i produktivitet, eller sagt med andre ord – patienterne får for 20 øre mere behandling pr. udgiftskrone i forhold til landsgennemsnittet.

- At vores filosofi fungerer i praksis skyldes medarbejdernes store indsats. Den er omdrejningspunktet for, at vi når de flotte resultater, forklarer administrerende sygehusdirektør Niels Nørgaard Pedersen.

- Høj produktivitet er et rigtig godt udgangspunkt for os. Når vi formår at holde vores budgetter, slipper vi for at skulle ud i unødige spareprocesser, og det giver råderum og frihed til fortsat at udvikle vores ydelser. Derfor er høj produktivitet noget, vi lægger stor vægt på i vores styring af sygehuset, uddyber han.

Kongstanken er at holde igen på udgifterne. Det betyder, at der skal tænkes langsigtet og udviklingsorienteret i relation til de processer, der ligger i systemet. Derfor er der også et konstant fokus på at udnytte it-teknologien samtidig med at arbejdsgangene evalueres. Her er Sygehus Lillebælt eksempelvis langt fremme i anvendelsen af elektroniske patientjournaler, talegenkendelse og udveksling af røntgenbilleder ved hjælp af it.

- Det er flot, at vi stadig ligger så højt. Det viser, at et langt, stærkt fokus kombineret med en fælles indsats og målsætning fra alle afdelinger giver pote; at vi sammen kan tilpasse vores udgifter – endda i et år med strejke, betoner analysechef i Økonomi og Planlægningsafdelingen Christian Lund.

Fakta

Rapporten bygger på tal fra 2008. Den viser et fald i produktiviteten på 3,2 pct. og en stigning i udgifterne på 3,1 pct. på landsplan i forhold til 2007. Det skyldes i vid udstrækning den otte uger lange konflikt, der ramte sundhedsområdet i foråret 2008.

Den regionale opgørelse viser, at Region Syddanmark har en produktivitet, der er 5 pct. højere end landsgennemsnittet.


Siden er sidst opdateret 13-07-2010.
Kontakt: Kommunikation