Med de nye elektroniske skærme kan personalet på Skadestuen hurtigt danne sig et overblik. Skærmene viser blandt andet information om patienterne, hvem der er under behandling, og hvem der sidder i venteværelset, hvad de fejler, og hvor længe de har ventet.
Men de giver også et overblik over det personale, der er på Skadestuen, hvilke stuer der er ledige, og hvem der tilser patienterne.
Skærmen kom op i juni, og medarbejderne fik inden sommerferien undervisning i, hvordan man bruger dem.
Skærmene giver et bedre overblik og gør det nemmere at koordinere arbejdet.
- Med i gennemsnit 82-83 patienter i døgnet er der brug for et stort overblik. Vi kan få alt relevant information ved at kigge på skærmene og behøver derfor ikke forstyrre en kollega for at stille spørgsmål, fortæller Ella Boel, afdelingssygeplejerske på Skadestuen. Det giver mere ro og færre afbrydelser i arbejdet.
Akut Modtage Afdelingen har haft samme type skærme i et stykke tid, og med indførelsen på Skadestuen er man samtidig begyndt forberedelserne til, at de to afdelinger slås sammen til Fælles Akut Modtagelsen (FAM).
Efterårets projekt på Skadestuen er at indføre et nyt triage system med farvekoder, som skal være med til at give et endnu bedre overblik over, hvor alvorlige patienternes skader er.