Patienter på Vejle Sygehus med den aggressive brystkræftform HER-2 positiv bliver fulgt med måling af HER2 i blodet i flere forsknings-projekter på Vejle Sygehus. Man kan her tilbyde kvinderne en målrettet anti-HER-2 behandling.
De flotte resultater kan man læse om i en brochure fra Siemens, som producerer det medicotekniske udstyr, som anvendes på laboratorier til at diagnosticere og målrette behandlingen af denne kræftform.
Laboratoriechef Ivan Brandslund er stolt af, at Siemens, som leverer højt specialiseret udstyr til hospitaler over hele verden, bruger resultaterne fra Vejle i deres informations- og reklamemateriale globalt.
- Det er ikke hver dag, man på et dansk sygehus bliver fremhævet og brugt som det gode eksempel, siger Ivan Brandslund.
I materialet fra Siemens bliver der refereret til forskningsresultater fra Vejle Sygehus, og de patient-cases og CT-scanningsbilleder, der er beskrevet i brochuren, er også alle fra Vejle.
Over 50 patienter, der modtager den målrettede anti-Her2 behandling med stoffet herceptin, er blevet fulgt i op til fem år. Det er nu påvist, at blodværdien for HER2 afspejler effekten eller manglende respons på behandlingen.
Prisen for analysen er under 100 kroner i modsætning til en CT-scanning, som koster flere tusinde kroner.
- For patienterne er det både hurtigere og nemmere, hvis en blodprøve kan erstatte dyrere og mere besværlige og tidskrævende undersøgelser. For os i sygehusverdenen gælder det også hele tiden om at gøre tingene hurtigere, bedre og billigere. Det er pinedød nødvendigt, fordi vi hele tiden bliver dygtigere og kan mere, men ressourcerne vokser ikke i samme fart, siger professor og laboratoriechef Ivan Brandslund.
Se Siemens brochure med cases fra behandlingen af HER-2 positiv brystkræft på Vejle Sygehus.