FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
SØG
HEADER: Sygehus LillebæltTil Region SyddanmarkTil forsiden

SLB sparer på strømmen

I disse dage arbejder Sygehus Lillebælts IT Afdeling ihærdigt på at nedsætte strømforbruget og dermed bidrage til en samlet lavere CO2. Der bliver nemlig rullet strømsparefunktion ud til et stort antal computere. 
 

Sygehus Lillebælt skal – på lige fod med andre offentlige institutioner - bidrage til mindre CO2-udledning. Og med et stort antal computere i drift er det et oplagt sted at sætte ind.

En omfattende test har vist, at der hver måned kan spares ca. 10 kr. og 3,5 kg CO2 for hver pc. Som udgangspunkt forventer IT Afdelingen, at strømsparefunktionen kan rulles ud på ca. 3.000 ud af sygehusets i alt 5.000 pc’er. Med de nøgletal vil det give en årlig besparelse på 126.000 kg CO2.

- Vi opnår selvfølgelig en række miljøfordele ved strømsparefunktionen, men datasikkerheden øges også. Pc’en går nemlig i dvale og er ikke umiddelbart tilgængelig. På den måde er data ikke længere synlige for de tilfælde, hvor en medarbejder skulle have glemt at lukke et program eller at låse pc’en, selvom det selvfølgelig er udgangspunktet, forklarer IT-chef Henrik Uldall.

Uden for arbejdstid opdateres computerne automatisk, så de er klar, når medarbejderne møder ind om morgenen – det skulle gerne spare lidt ventetid.

Strømsparefunktionen er indtil videre rullet ud på ca. 700 pc’er, og for hver uge kommer der flere til. Næste store bølge bliver de såkaldte funktions-pc’er, som er klinikernes ”delecomputere”.

 


Siden er sidst opdateret 20-03-2012.
Kontakt: Kommunikation, Sygehus Lillebælt