FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
SØG
HEADER: Sygehus LillebæltTil Region SyddanmarkTil forsiden

Rum til afsked

Af Charlotte Toft-Petersen, kommunikationskoordinator SLB

Kapelindvielse KS januar 2013

Tirsdag middag var den røde løber rullet ud foran det nye kapel på Kolding Sygehus. Anledningen var den officielle indvielse, og mange af kapellets brugere i form af bedemænd og præster fra området var mødt frem.
   

- Rammerne, vi står i i dag, er skabt til noget andet end fejring. Det er næstsidste stop på den sidste rejse, det er her, vi tager afsked med familie og venner, mærker sorgen og mindes et menneske. Rammerne er skabt med respekt for de pårørende, og den situation de står i. Der er lagt vægt på, at kapellet skal appellere til alle, sagde administrerende sygehusdirektør Niels Nørgaard Pedersen i sin tale.

Et smykkeskrin

Arkitektfirmaet Schmidt/Hammer/Lassen har tegnet det nye kapel, og de har arbejdet i kontraster, i kubiske former og rene linjer, og så er lysindfaldet nøje gennemtænkt. Mod vest skærmer den høje mur mod biler og larm udefra og g iver ro og privatliv, mens de høje, slanke vinduer samtidig lukker naturen og omgivelserne ind i salen med trækronernes små skyggespil på den modsatte væg. Arkitekternes arbejdstitel var da også ”et smykkeskrin, som kan åbnes op og favne alle”, og med de rene linjer er net netop muligt at lade handlingsspecifikke stemninger fylde rummet.

- Det er med glæde og taknemlighed, at vi hilser det ny kapel velkommen. Der er en helt anden tankegang bag det nye kapel i forhold til det gamle. Her tilfører lyset sammen med salmer og vers noget til de seancer, kapellet danner rammen om. Det glæder mig at se, at tankerne bag er lykkedes, sagde provst Grete Wigh-Poulsen på vegne af Kolding Provsti og Haderslev Stift.

Den røde snor klippes ... 
Efter talerækken klippede administrerende direktør Niels Nørgaard Pedersen den røde snor på vegne af regionsrådsformand Carl Holst, der måtte melde afbud pga. sygdom.

Kapelindvielse KS januar 2013
Projektchef Henrik Juul Sørensen trak i sin tale linjerne tilbage til 1500-tallet om fyrstekapellet på Kolding Hus

FAKTA

Kapelindvielse KS januar 2013

Der er 250 kvadratmeter i stueplan og 350 kvadratmeter i kælderen. I stueplanet er der fremvisningsrum, afvaskningsrum og naturligvis selve kapelsalen til afskedshandlinger. De 350 kvadratmeter i kælderen fordeles på køle- og fryserum.

Kapellet tages i brug fra den 29. januar.

Etableringen til det nye kapel blev påbegyndt i marts sidste år og med indvielsen i dag sætter anden fase af den store udbygning af Kolding Sygehus som akutsygehus for alvor i gang.


Siden er sidst opdateret 15-01-2013.
Kontakt: Kommunikation, Sygehus Lillebælt