Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header
Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhedsarkivpilNyheder 2016pilNyheder 4. kvartal 2016pilEngangstøj til patienter på Dagklinikken på Kolding Sygehus

Engangstøj til patienter på Dagklinikken på Kolding Sygehus

Engangstøj
Ulla Madsen (i midten) og Lisbeth Lunde Larsen (til venstre) er hoppet i patienttøjet. Begge er sygeplejersker på afdelingen sammen med Vibeke Rasmussen (til højre).
 

På Dagklinikken på Kolding Sygehus får patienterne nu engangstøj, som er lavet af papir i stedet for bomuld og frotte, som vi ellers kender det. Både patienter og personale er tilfredse, lyder meldingen.

Af Kir Klysner. Foto Charlotte Dahl.

Vasketøjsbunkerne er næsten væk på Dagklinikken på Kolding Sygehus. Både patienttøj, lagner og pudebetræk er lavet af et engangsmateriale, som bliver smidt ud efter brug.


”Det har været vigtigt fra os fra start, at vi ikke stillede patienterne dårligere med engangstøjet. Det skulle være en forbedring for dem, og det er det også,” siger Birte Risom, som er funktionsleder på Dagklinikken på Kolding Sygehus.


Det var den første afdeling til at teste tøjet, da projektet startede i 2013, og nu er det også den første til at implementere det.


Patienter er glade for tøjet
På Dagklinikken på Kolding Sygehus kommer patienter, som får foretaget mindre indgreb og kan sendes hjem samme dag.


Her har man spurgt patienterne, hvordan de oplevede at få engangstøj på. Cirka halvdelen af de 105 adspurgte foretrak engangstøj, mens det for 42 patienter var underordnet om det var engangs- eller flergangstøj. Kun 13 patienter foretrak det almindelige bomuldstøj. 


”Vores patienter bliver positivt overraskede, når de får det her kit. Patienter kan se, det er rent, og vi kan samtidig tilbyde vores patienter, f.eks. dem der er opereret i et ben, at de kan tage det på hjem. Og vi kan faktisk bedre værne om vores patienters blufærdighed, fordi vi kan klippe i tøjet og tape det op der, hvor indgrebet skal foretages. Vi var lidt nervøse for, om vores patienter kunne holde varmen. De møder jo fastende, og så kan de måske godt være lidt kolde, men de kunne sagtens holde varmen viste det sig,” fortæller Birte Risom. 


Går ikke ned på kvalitet
”Faktisk endte vi med at vælge en model, som egentlig var tiltænkt personalet på et sygehus, fordi de modeller vi fandt til patienterne var for dårlige. Det var vigtigt for os ikke at gå ned i kvalitet i forhold til det patienterne oplever nu, og tværtimod gøre det bedre for både personale og patienter,” siger Birte Risom.


”Patienterne er glade, fordi tøjet er så let at have på, og for personalet er arbejdsgangen også blevet lettere. Det her tøj skal bare i affaldsposerne. Før slæbte vi rundt med vasketøjet i store sække,” siger Lisbeth Lunde Larsen, som er sygeplejerske på afdelingen og også afdelingens arbejdsmiljørepræsentant.

 

Engangstøj
Engangstøjet er lavet af papir, men det er 
stadig blødt og rart at have på, lyder evalueringerne.


Løbende produktudvikling
Det eneste vasketøj, der er tilbage i poserne på Dagklinikken, er dynetæpper, underbukser og strømper. Underbukserne bliver snart byttet om med engangsunderbukser med blød velcro. Også her har personalet testet forskellige modeller og videreudviklet på produkterne, for at finde en model, som er god for patienterne. Dynetæpperne bliver også skiftet ud med engangs-, når der er kommet nogle større modeller hjem. 


Hele udviklingsprocessen har taget tre år, fordi tøjet er produceret i Asien, hvilket betyder lang ventetid på leverancerne. Personalet har undervejs været på studietur i Frankrig, hvor der er tradition for at bruge engangstøj til både patienter og personalet.

 

For varmt for sengeliggende patienter
Tre andre afdelinger har testet tøjet – nemlig Dagkirurgisk Afsnit på Vejle Sygehus, Ortopædkirurgiske senge og Medicinske senge B på Kolding Sygehus. Her viste evalueringerne bl.a., at det ikke er rart at bruge tøjet, når man er sengeliggende over længere tid. Tøjet blev for varmt for patienten og kan ikke absorbere sved. De ældre patienter havde også besvær med at få tøjet på.


Sygehus Lillebælt forventer at kunne spare penge på indkøb af engangstøj i forhold til indkøb og vask af bomuldstøj. Det gøres op i 2017, når Dagklinikken på Kolding Sygehus evaluerer efter at have kørt med engangstøjet som fast rutine. Det er den umiddelbare vurdering, at det ikke belaster miljøet mere end vask og indkøb af bomuldstøj. 


Patienter kan naturligvis fortsat vælge at beholde eget tøj på, hvis de kommer ind for at få foretaget et mindre indgreb f.eks. en operation i en finger. Men alle patienter, der skal fuldbedøves og have lavet større indgreb får engangstøj udleveret. Børn vil dog fortsat få det almindelige bomuldstøj på. 


Flere afdelinger på Sygehus Lillebælt har ytret ønske om at teste engangstøj til personalet, og det vil man også gå i gang med at gøre i løbet af efteråret 2016. 

 

Sengetøj af engangsmateriale

Også sengetøjet er lavet af et engangsmateriale.
Planerne er på sigt at udskifte madrasbetrækket

til hvidt, så man ikke kan se den blå farve igennem.


Siden er sidst opdateret 04-10-2016.
Kontakt: admtda



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt