Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Sygehus LillebæltTil Region SyddanmarkTil forsiden

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilNy stol udviklet sammen med patienter og pårørende

Ny stol udviklet sammen med patienter og pårørende

En ny stol skal gøre det endnu nemmere at være patient, og samtidig er den med til at forbedre arbejdsmiljøet.

 

Rumbastol

Far Anders Ali Madsen og sønnen Liam nyder hinandens selskab i den nyopfundne stol.

 

Af Mikkel Dybtved-Ntarampa Andersen, mikkel.andersen3@rsyd.dk, Sygehus Lillebælt
Fotos: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

 

- Den er rigtig behagelig at sidde i.

Sådan siger Anders Ali Madsen, der er far til tre uger gamle Liam, der er født 7 uger for tidligt.

Han taler om Kolding Sygehus’ nye stol, der er udviklet i et tæt samarbejde mellem sygehuset, en møbelfabrikant, patienter og pårørende samt personalet. Stolen står på neonatalafdelingen for for tidligt fødte børn.

Den er skabt med et ønske om at skabe mere kontakt mellem fædre og deres nyfødte børn, og det er kvalitetskoordinator på afdelingen, Betty Nørgaard, der de seneste år har arbejdet målrettet med at skabe stolen.

Velbehaget gavner
Over 30 patienter og pårørende har været med i løbet af stolens udviklingsproces. Der er afholdt workshops, er lavet feltstudier på sygehuset, interviews af personale, og endeligt har der også været udviklet prototyper, der er blevet testet på sygehuset.

Meningen er, at stolen skal være så god, at særligt forældrene til børnene på neonatalafdelingen kan holde til at sidde i den i lang tid.

- Forskning viser, at en tæt kontakt mellem de for tidligt fødte børn og deres forældre er vigtigt for børnenes udvikling, og det er rigtig godt, når forældrene sidder med børnene, frem for at lade de små ligge i kuvøserne, forklarer Betty Nørgaard.

God at sove i
Anders Ali Madsen har sammen med kæresten Janni Kingo Thomsen og sønnen Liam haft mulighed for at prøve stolen i nogle dage, og Anders Ali Madsen er ikke i tvivl om, at stolen er god.

- Første gang jeg sad i den, faldt jeg i søvn efter blot 20 minutter, og Liam og jeg sov der i en times tid, så det er bestemt godt gået, siger han.

 

Rumbastol

Stolen kan indstilles præcist, som man gerne vil have det. Den kan endda komme længere ned end det ses her på billedet.

 

Det er familiens erfaring at selv med et barn på maven er stolen meget behagelig at sidde i i mange timer, fordi den kan justeres og indstilles på mange måder.

- De normale stole er lidt ubekvemme, og det er heller ikke lykken at ligge i en seng hele dagen, så med den nye stol er fokus flyttet fra møblet til barnet, forklarer Anders Ali Madsen.

Bedre arbejdsmiljø
Stolen har også den fordel, at den kan være med til at forbedre arbejdsmiljøet for sygehusets personale.

- Den kan hæves så personalet ikke skal bukke sig ned i forbindelse med blodprøver og plejeopgaver, og dermed skåner vi de ansattes rygge, forklarer Betty Nørgaard.

Hun fremhæver også, at stolen er let at flytte rundt, rengøre og generelt nem at bruge.

Netop funktionen med at stolen kan hejses ret højt op gør desuden, at en siddende kan komme helt op i øjenhøjde med en stående person, og det giver en mere ligeværdig dialog.

Selvhjulpne patienter er gladere
Da stolen kan betjenes med en hånd, kan patienterne lettere komme op og ned fra stolen, og det gør, at de kan klare flere ting selv under indlæggelsen.

- Det giver velvære for patienterne selv at kunne gøre ting, så det øger tilfredsheden, siger Betty Nørgaard.
At den også er pæn at kigge på er også ganske bevidst.

- Det har en betydning for patienterne, at et sygehus ser pænt og godt ud, så på den måde har stolenes flotte udseende en stor betydning, forklarer Betty Nørgaard.

Velegnet til flere patientgrupper
Det er ikke kun forældrene på neonatalafdelingen, der får glæde af stolen. Den kommer også hen i dialysen, hvor patienterne kommer flere gange om ugen for at få renset deres blod.

 

Rumbastol

Stolen hedder Rumba, da alle stole produceret hos danske VELA A/S får navn efter en dans. Personalet på neonatalafdelingen på Kolding Sygehus mener, at navnet er velvalgt, da stolen er rund og behagelig – ganske som en rumba. Ved siden af stolen står Betty Nørgaard, der er idékvinden bag stolen.

 

- Mange af dialysepatienterne ligger ned, men det er med til at sygeliggøre dem, og det er der jo ingen grund til, siger Betty Nørgaard, der også vurderer, at siddende patienter har bedre mulighed for at være aktive frem for dem, der ligger ned.

Plads til forbedring
De første seks stole er netop ankommet til Kolding Sygehus, og de næste måneder vil de blive afprøvet af forældre til børn indlagt på neonatalafdelingen og af hæmodialysepatienter. Erfaringerne herfra skal samles og koges sammen i den helt færdige version af stolen.

- Den er lidt varm at sidde i, og så kunne jeg godt tænke mig, at hele stolen kan vippes, så man sidder tilbagelænet men uden at have benene oppe, ønsker Anders Ali Madsen, da snakken falder på muligheden for at komme med forbedringsønsker.

De kommende måneder vil stolen i øvrigt også indgå i et forskningsprojekt, hvor personalet måler på, om en god stol faktisk giver mere tæt kontakt mellem de for tidligt fødte børn og deres forældre.


Siden er sidst opdateret 16-05-2017.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt