Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Sygehus LillebæltTil Region SyddanmarkTil forsiden

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilNyt liv på neonatal-afdelingen

Nyt liv på neonatal-afdelingen

De senere år har neonatal-afdelingen i Kolding gennemgået en så stor forandring, at gengangerfamilierne lægger mærke til, at der er mere varme, rummelighed og ikke mindst, at familierne nu er samlet.

 

fadervenlig neonatal-afdeling 1
Familien Thrane/Nielsen med 2 x tvillinger.

 

Af Mikkel Dybtved-Ntarampa Andersen, mikkel.andersen3@rsyd.dk, Sygehus Lillebælt
Fotos: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

Blikket bliver fast men sort, når Mathilde Thrane tænker tilbage på sin første indlæggelse på neonatal-afdelingen på Kolding Sygehus.
- Det var et levende helvede, og jeg synes, det var rædselsfuldt, siger hun.
Erindringen står knivskarpt efter de 14 dages indlæggelse tilbage i oktober 2013, hvor tvillingerne Carl og Otto kom til verden.
- Personalet var jo sådan set søde nok, men rammerne var meget stramme, og jeg var indlagt på barselsgangen, mens børnene var på neonatal-afdelingen, så jeg kunne ikke være sammen med dem hele tiden, lyder begrundelsen for de hårde ord om oplevelsen for tre et halvt år siden.


Plads til familier
Men der er sket meget siden indlæggelsen dengang. De senere år har Børneafdelingen på Kolding Sygehus nemlig arbejdet målrettet med at give mere plads til familierne. Og på neonatal-afdelingen har der blandt andet været et særligt fokus på at få inddraget fædrene.
- Faderen er en stor støtte for kvinden, og tidligere havde vi slet ikke fokus på ham. Det betød, at han ofte følte, at han ikke hverken kunne eller fik plads til at hjælpe til i forbindelse med indlæggelsen, og det gav nogle frustrationer, forklarer sygeplejerske og ph.d. Betty Nørgaard, som har skrevet ph.d. om netop fædrenes rolle på neonatal-afdelingen.

 

fadervenlig neonatal-afdeling 3
Far Lasse og syv måneder gamle Ebba.


I forbindelse med Betty Nørgaards ph.d.-projekt har neonatal-afdelingen løbende implementeret tiltag, der alle  har gjort det lettere at være indlagt som familie.
- Jo hurtigere vi får inddraget faderen, jo stærkere bliver båndet mellem faderen og børnene, hvilket igen er godt for familiens sammenhold, understreger Betty Nørgaard.
Det viser sig blandt andet, at en tæt kontakt mellem far og barn er skilsmissereducerende, så det er endnu en god grund til at involvere i stedet for at overse.


Plads til alle
Også for Mathilde Thrane og hendes mand har det været tydeligt, at der er kommet et andet fokus og en nye måde at gøre tingene på i afdelingen. I begyndelsen af 2016 blev Mathilde Thrane nemlig gravid på ny – og det var med tvillinger igen.
- Det var mest vores venner og familie, der synes, det var synd for os. Vi var jo bare glade for, at vi skulle have flere børn, siger Mathildes mand, Lasse Nielsen.
- Men tanken om, at vi måske skulle på neonatal-afdelingen var ikke rar, supplerer Mathilde Thrane.
Børnene Ebba og Herman så dagens lys den 7. november, og ganske som frygtet indebar det et smut på neonatal-afdelingen.
- Men det var som om, at der var kommet et helt nyt liv på afdelingen, siger Mathilde Thrane.
Familien fortæller, at det er særligt rart, at der nu er plads til hele familien på afdelingen.
- Personalet kom og snakkede med os, så snart Lasse kom på stuen, de viste vores store drenge rundt på afdelingen, og vi kunne få gæster, når det passede ind for os, og det var bare så rart, siger forældrene samstemmende.
Mathilde Thrane kunne også få lov til at sove sammen med sine børn på neonatal-afdelingen, hvilket heller ikke var muligt for blot tre år siden.
- Vi havde hyggeaftener, der var plads til de store drenge, og vi kunne være en samlet familie, det er så vigtigt, understreger Lasse Nielsen.
- Vi er blevet meget mere fleksible og kreative, og vi kan se, det har en værdi for familien, så vi fortsætter med at holde fokusset på familierne, lover Betty Nørgaard.

 

fadervenlig neonatal-afdeling 2
Herman og Ebbas forældre havde en helt anden oplevelse af tiden på
neonatalafdelingen, da de blev født, end med deres ældre sæt tvillinger.
 

Siden er sidst opdateret 13-06-2017.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt