Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Sygehus LillebæltTil Region SyddanmarkTil forsiden

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilMindelegat til arbejde med forældre i sorg

Mindelegat til arbejde med forældre i sorg

25.000 kroner til at støtte forældre der mister et barn.

 

Mindelegat 2017

Sygeplejerske Lisbet Kliver til venstre sammen med kollegaen jordemoder Trine Broholm.

 

Tekst: Anne-Mette Vargas Johnsen, Sygehus Lillebælt
Fotos: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

 

Christina Bjerg-Brinks mindelegat 2017 blev i dag overrakt til sygeplejerske Lisbeth Kliver og jordemoder Trine Broholm fra Kvindesygdomme og Fødsler på Sygehus Lillebælt. De to får legatet for deres arbejde med at støtte forældre i de såkaldte sorggrupper på Kolding Sygehus. Sorggrupper er et tilbud til alle forældre, der mister et barn, helt fra tidligt i graviditeten (uge 14) og frem til terminen, under selve fødslen eller op til 3 måneder efter fødslen. Sygeplejefaglig direktør Helle Adolfsen overrakte legatet.

- I har gjort en helt unik indsats for denne gruppe patienter, en indsats udover det sædvanlige og forventelige, og det får I en stor anerkendelse for i dag, sagde Helle Adolfsen.

Lisbet Kliver og Trine Broholm er indstillet af deres kolleger, og i indstillingen står blandt andet, at de bør få legatet, fordi ”de sørger for, at ingen bliver tabt i systemet, eller står alene tilbage med deres sorg. Forældrene oplever, at de bliver imødekommet og støttet i deres sorgproces, lige netop der hvor de er. Midt i sorgen udtrykker familierne meget stor tilfredshed med Lisbet og Trines indsats. Forældrene går fra at være i deres livs største krise og sorg til igen at turde drømme og håbe for et nyt liv.”

 

Mindelegat 2017

Sygeplejefaglig direktør Helle Adolfsen (med hvid skjorte) overrækker legat og blomster til sygeplejerske Lisbet Skriver, mens jordemoder Trine Broholm ser til.

Det var to meget rørte og glade modtagere, der mandag eftermiddag takkede for anerkendelsen.

- Vores følelser er en blanding af stolthed, taknemmelighed og tårer. At udviklingsrådet mener, at dette legat skal gå til os er en kæmpe ære, og vi føler, at modtagelsen af mindelegatet er en stor anerkendelse af sorggruppefunktionen på landsplan og vores kolleger, som arbejder med det. Vi sætter pris på det tværfaglige samarbejde, hvor vi arbejder med kolleger om at hjælpe forældre med at komme videre i deres sorgproces, sagde de to modtagere af årets legat.

De 25.000 kroner, som legatet består af, skal bruges til at holde seminar for modtagerne og deres kolleger omkring temaerne sorg og krise.

Christina Bjerg-Brinks mindelegat
Mindelegatet blev stiftet i 2012 til minde om den 22-årige sygeplejestuderende Christina Bjerg-Brink, som døde i 2011 af en blodprop i hjertet. Det gives hvert år til sundhedspersonale ved Sygehus Lillebælt, som har gjort en særlig indsats for at styrke samarbejdet til gavn for patienterne.


Siden er sidst opdateret 12-09-2017.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt