Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Sygehus LillebæltTil Region SyddanmarkTil forsiden

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilSygehus Lillebælt er klar med en beslutningshjælper

Sygehus Lillebælt er klar med en beslutningshjælper

Et helt nyt arbejdsredskab skal fremover bistå både patienter og læger, så de i fællesskab kan træffe beslutning om behandlingen. Det er Center for Fælles Beslutningstagning ved Sygehus Lillebælt, der står bag den nye beslutningshjælper.

 

Beslutningshjælper

Beslutningsværktøjet består af en række kort, der både i tekst og visuelt viser, hvad fordele og ulemperne er ved en given behandling.

 

Tekst: Cathrin Tromborg Bræstrup, Sygehus Lillebælt
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

 

Skal man tage imod tilbuddet om kemobehandling eller ej? Vil det være mest optimalt at takke ja til at få lavet en gentest for arvelig æggestokkekræft – eller skal man tage imod tilbuddet om forebyggende strålebehandling af hjernen, hvis man har lungekræft? Det er nogle af de mange svære beslutninger, man som patient kan blive nødt til at tage stilling til i forbindelse med et behandlingsforløb på sygehuset. Der kan være mange ting, der tæller for og imod valget, og ofte ender man måske med at overlade den endelige beslutning til lægen, fordi man føler sig usikker.

Men nu er Center for Fælles Beslutningstagning ved Sygehus Lillebælt snart klar med en beslutningshjælper, der kan fungere som et godt redskab for både patient og læge, så de i fællesskab kan træffe beslutning om, hvad der er bedst for patienten.

- I sidste ende er det jo altid patienten, der ved, hvad der er bedst for ham eller hende i den givne situation. Men ofte er patienterne ikke med til reelt at træffe beslutningen om deres egen behandling. Det kan være fordi, de har svært ved at forholde sig til problemstillingen, eller fordi de ikke ved nok om det, eller også fordi det i en sårbar situation kan være nemmest bare at lade lægen afgøre det, forklarer overlæge Karina Dahl Steffensen, der er leder af Center for Fælles Beslutningstagning.

Hun har arbejdet i flere år med at få udviklet den nye beslutningshjælper, der består af en række kort tilpasset den helt konkrete behandling. Hvis det for eksempel drejer sig om, hvorvidt man ønsker forebyggende strålebehandling af hjernen, kan der være et kort, der viser dødeligheden for patienter, der takker nej og dødeligheden for patienter, der tager imod tilbuddet. Der kan også være et kort, der viser bivirkninger og senfølger ved forskellige behandlinger eller risiko ved forskellige former for undersøgelser.

- Det handler om at hjælpe patienten til at træffe beslutningen på et oplyst grundlag. Det, der er det rigtige for den ene patient, er ikke nødvendigvis det rigtige for den anden. Derfor kan det også være svært for lægen at træffe beslutningen, og så er det vigtigt, at læge og patient kan sidde sammen og gennemgå fordele og ulemper og ud fra det sammen træffe beslutningen om, hvad der vil være det bedste at gøre, forklarer Karina Dahl Steffensen.

 

Karina Steffensen

Leder af Center for Fælles Beslutningstagning, overlæge Karina Dahl Steffensen.

 

En af de konkrete beslutningshjælpere, der er afprøvet på hos patienter på Vejle Sygehus, handler om efterbehandling ovenpå en operation for brystkræft. Her er det patienternes egne præferencer i forhold til efterbehandlingen, der er i fokus. Ønsker man kemoterapi eller ej? Og hvilke fordele kan patienten se i at vælge enten den ene eller anden behandlingstype?

- Beslutningshjælperen er også et støtteredskab i forhold til, at patienterne bedre kan reflektere over, hvad det egentlig er, de foretrækker. Og de kan have tid til at tænke sig om eller snakke beslutningen igennem med familien derhjemme, siger Karina Dahl Steffensen.

Sammen med beslutningshjælperen er der også udviklet et kommunikationskursus til de læger, der bruger hjælperen, så de er klædt på til at tage samtalen og reelt inddrage patienterne.

Beslutningshjælperen er lavet i samarbejde med Designskolen i Kolding, der har udviklet det visuelle udtryk og været med til at teste det på patienterne. Alt indhold og alle spørgsmål i materialet er testet og opfylder de internationale kvalitetskriterier (IPDAS) for beslutningsstøtteredskaber.

Den nye beslutningshjælper forventes at være klar, så den kan tages i brug ikke kun på Sygehus Lillebælt men af alle de sygehuse, der ønsker det, omkring april 2018.

Læs mere om Center for Fælles Beslutningstagning og udviklingen af den nye beslutningshjælper her www.cffb.dk


 


Siden er sidst opdateret 19-12-2017.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt