Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilMisbrugere får et særligt stik

Misbrugere får et særligt stik

Et unikt samarbejde mellem Vejle Sygehus og kommunerne i Vejle og Fredericia gør, at misbrugere får taget nødvendige blodprøver med avanceret udstyr. Det gør nærmest umulige blodprøver til noget, der er overstået meget hurtigt.

 

Særligt stik

Afdelingsbioanalytiker Lene Jakobsen sammen med Trine Halle, der er gadesygeplejerske i Vejle Kommune. Det var Trine Halle, der for cirka halvtandet år siden kontaktede Lene Jakobsen for at høre, om de kunne skabe et samarbejde om at give misbrugerne en ekstra service, så de også kommer og bliver tjekket.


Tekst: Mikkel Dybtved-Ntarampa Andersen, Sygehus Lillebælt 
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt 

 

Stiknarkomaner er eksperter i at finde deres egne blodårer, men efter lang tids selvstikkeri bliver årerne svære at finde. End ikke erfarne laboranter og bioanalytikere kan finde årerne på normal vis, og så har narkomanerne et problem. Derfor yder Vejle Sygehus nu en ekstra service til misbrugerne, så de også kan få deres blod undersøgt.

- Mange nuværende og tidligere narkomaner går til kontrol for at sikre, at de kroniske sygdomme, mange af dem har, ikke udvikler sig i en dårlig retning, forklarer Lene Jakobsen, der er afdelingsbioanalytiker i blodprøvetagningen på Vejle Sygehus.

Heldigvis har sygehuset avanceret udstyr, der kan bruges på patienter med dårlige blodårer, men det kræver et ganske særligt setup og koordinering på forhånd.

Avanceret udstyr flytter plads
For at skabe en mulighed for misbrugerne, har Vejle Sygehus indgået et unikt samarbejde med kommunerne. Det betyder, at mennesker, der er eller har været stiknarkomaner, bliver samlet og kommer ind på sygehuset i fælles flok, og her står personalet klar med et ganske særligt set-up til denne målgruppe.

På Vejle Sygehus’ Anæstesi-afdeling har personalet adgang til ultralydsskannere, der er perfekte til at finde dybe blodårer, hvilket er vigtigt, hvis de yderste blodårer er ødelagte. Normalt bruges udstyret til alvorligt livstruede patienter, hvor personalet har behov for at give noget medicin ind i de dybe blodkar eller få taget blodprøver på bevidstløse personer.

Med ultralydsapparatet kan anæstesisygeplejerskerne helt præcist se, hvor kanylerne er i forhold til blodårerne, og så bliver det pludseligt meget let at ramme rigtigt. Men fordi udstyret sædvanligvis betjenes af anæstesisygeplejersker på Anæstesiologisk Afdeling, kræver brugen i blodprøvetagningen, at både udstyr og personale flytter sig.

- Vi har heldigvis nogle gode kolleger, som gerne kommer herned og hjælper os. Så når gadesygeplejerskerne kommer med misbrugerne, kan vi relativt hurtigt få taget blodprøverne på dem. Det kræver bare, at vi ved, hvornår de kommer, så vi kan få tingene koordineret på forhånd, siger Lene Jakobsen.

Fordele for alle
Selv om det kræver ekstra ressourcer, intern sygehuskoordinering og planlægning med kommunernes gadesygeplejersker, er Lene Jakobsen ikke i tvivl om, at det er givet godt ud.

- Mange af de her patienter ville slet ikke komme og få taget deres blodprøver, hvis ikke gadesygeplejerskerne fik dem med herhen, vurderer Lene Jakobsen.

- Med vores nye setup går selve blodprøvetagningen hurtigt, hvilket misbrugerne er glade for.
Udover en glad - men meget sårbar patientgruppe - profiterer mange andre patienter faktisk også af løsningen, da der ikke opstår unødig ventetid.

Fakta
Vejle Sygehus har et ultralydsapparat, der kan bruges til at finde de dybe blodårer. Ved normal blodprøvetagning anvender personalet de overfladiske blodårer, som man kan se og føle sig frem til, og der er det ikke nødvendigt med speciel udstyr. Ultralydsapparatet kommer kun i brug, hvis alle overfladiske blodårer er ødelagte eller ikke kan findes.

 

Læs mere i artiklen En bus med misbrugere, hvor vi følger den tidligere misbruger Jans oplevelse i blodprøvetagningen.


Siden er sidst opdateret 15-05-2018.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt