Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilAt se det hele menneske

At se det hele menneske

Sygehus Lillebælt får landets første sygeplejerske med speciale i komplementær behandling.

 

Komplementær

Meditation og ophold i naturen kan være nogle af de redskaber, der kan hjælpe kræftpatienter bedre igennem deres behandling, og sygeplejerske Jeanett Kertevig er selv begyndt at meditere for at afprøve de teknikker, hun lærer om.

 

Tekst: Anne-Mette Vargas Johnsen 
Foto: Charlotte Dahl

 

- Jeg har aldrig selv været interesseret i det der med meditation, men nu er jeg selv gået i gang med at afprøve både meditation og vejrtrækningsøvelser – og det virker!

Det fortæller sygeplejerske Jeanett Kertevig fra Onkologisk Afdeling på Vejle Sygehus. Som landets første sygeplejerske er hun netop gået i gang med en to-årig universitetsuddannelse i det, der i sygehussprog hedder komplementær behandling, men som de fleste kalder alternativ behandling. Hun er netop kommet hjem fra det første af i alt tre ophold på University of Arizona, hvor hun tager sin uddannelse. Den indeholder undervisning i alt fra kostens betydning for helbredet til meditation, afslapningsøvelser, zoneterapi, yoga, mindfulness, hypnose, tai chi, massage og akupunktur. Alle sammen behandlingsformer, som en del kræftpatienter anvender, og som Sygehus Lillebælt i flere år har opfordret patienterne til at fortælle om. Nu får patienterne også en sparringspartner, som kan råde dem til, hvad der kan være gavnligt for dem i deres behandlingsforløb.

- Det handler grundlæggende om at give patienterne nogle redskaber at arbejde med, så de føler, at de igen får kontrol over deres eget liv. Vi kan ikke tage kræftdiagnosen væk, og det alternative skal på ingen måde erstatte for eksempel kemoterapien, men de to skal integreres i hinanden, så patienterne bedre kan få kontrol over angst og stress, føle højere velvære og være mindre styret af bivirkninger af behandlingen, siger Jeanett Kertevig, som – når hun er kommet et stykke ind i uddannelsen – begynder at rådgive patienter i, hvilke komplementære behandlingsformer der kan hjælpe dem med de følgevirkninger af både kræft og kræftbehandling, de oplever. Det kan for eksempel være øvelser, der virker mod den kvalme, som nogle kræftpatienter oplever.

 

Komplementær

Uddannelsen, som Jeanett Kertevig er gået i gang med, handler om at se og styrke alt det, der støtter og giver energi og glæde til patienten – ved siden af den kræftbehandling, han eller hun får på sygehuset.

 

- I bund og grund er det livskvalitet, det handler om: Kontrol og energi, tro og håb, understreger Jeanett Kertevig, som giver et eksempel.

- Da jeg var i USA, havde vi et eksempel med en mand, som led af forhøjet blodtryk. Terapeuten lavede muskelafslapningsøvelser med manden, og det kunne man se på hans blodtryk, som faldt. Vi mener, at nogle patienter oplever, at deres alternative metoder bliver skubbet til side, men vi vil gerne komme dem i møde og faktisk være med til at rådgive dem.

Del af strategi
Uddannelsen af Jeanett Kertevig er en del af en strategi fra Vejle Sygehus, som er et højt specialiseret kræftsygehus, og den handler om at se hele mennesket – ikke kun sygdommen.

- Vi har hele tiden patienten først, og uddannelsen af Jeanett Kertevig er en del af en holistisk tilgang til patienten som et helt menneske, hvor vi også skal have fokus på det liv, patienten har ved siden af behandlingen, siger oversygeplejerske på Onkologisk Afdeling Camilla Havsteen, som er den, der har fået Jeanett Kertevig optaget på uddannelsen i USA.

- Vi skal imødekomme patienterne, for de bruger jo komplementær behandling, men vi kan ikke bare sende patienterne ud på det grå marked, for man skal kunne kombinere sin viden om komplementær behandling med en indgående viden om kræft – ellers risikerer man, at de to ting har modsatrettet virkning, og det er jo skidt for patienten, siger Camilla Havsteen.

- Jeg synes, det er modigt af os, og jeg håber, at andre hospitaler vil tage det op, for komplementær behandling er noget, patienterne gerne vil tale med os om, og derfor er det stort, at vi nu får en sygeplejerske med en universitetsgrad i komplementær behandling, siger Camilla Havsteen.

Udover Jeanett Kertevig, som kommer til at fungere som rådgiver for patienter og kolleger på kræftafdelingen på Vejle Sygehus, har Sygehus Lillebælt også andre projekter i gang, som skal understøtte patienterne ved siden af den traditionelle kræftbehandling. En sygeplejerske er netop gået i gang med et ph.d.-projekt, hvor hun skal forske i, hvordan de komplementære behandlinger virker på patienterne. Siden sidste år har en læge og en sygeplejerske været i gang med at uddanne sig til kliniske sexologer, så de kan rådgive og hjælpe patienterne med de problemer, der kan opstå i sexlivet, når et menneske får konstateret og bliver behandlet for kræft. Endelig sætter afdelingen efter sommerferien et projekt i gang, som skal vise, om indtagelse af hvid te kan afhjælpe de mange mundproblemer, som især brystkræftpatienter oplever som følge af behandlingen.


Siden er sidst opdateret 29-05-2018.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt