Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Sygehus LillebæltTil Region SyddanmarkTil forsiden
Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilKaren får en blokade

Karen får en blokade

Selv store operationer foretager lægerne på Kolding Sygehus i lokalbedøvelse, hvor patienten er vågen undervejs. Det gør, at patienterne kommer sig hurtigere og undgår en lang række bivirkninger fra blandt andet morfin. Denne artikel hænger sammen med historien Kolding Sygehus blokerer smerterne.

 

Se indgrebet, hvor Karen får bedøvet sit ben i denne video.

 

Tekst og video: Mikkel Dybved-Ntarampa Andersen, Sygehus Lillebælt

 

Det er mandag formiddag på Kolding Sygehus. I et stort rum tæt på operationsgangen ligger Karen, der har brækket sin højre ankel tre steder.

- Sådan en fod opererer vi gerne med skinner på hver side af anklen for at give leddet noget stabilitet, forklarer overlæge på Bedøvelse og Intensiv Rasmus Wulff.

Operationer i ankelområdet er nogle af de mest smertefulde, og derfor er det vigtigt, at patienterne er godt bedøvede.

Klar til operation
Sammen med en enkelt anden patient ligger Karen og venter på, at det bliver hendes tur til at komme på operationsgangen. Der skal hun ind om en lille times tid. Men først skal hun dog have bedøvet benet. Det klarer Rasmus Wulff med to blokader i Karens ben. Med et ultralydsapparat kan han se præcist de nerver, der skal bedøves, hvorefter han sprøjter bedøvemiddel ind til nerven.

- Det napper lidt, siger Rasmus Wulff til patienten, mens nålen glider gennem huden, ind gennem musklen og ender lige ved en nerve.

Karen fortrækker ikke en mine, mens Rasmus Wulff sprøjter bedøvemidlet ind i hendes ben. Hele proceduren tager kun 5 minutter pr. blokade.

- Det gør ikke ondt overhovedet, siger Karen og smiler.

Lige nu har hun gips på underbenet og foden, som endnu gør ondt.

- Om cirka en halv time kan du ikke mærke foden mere, og så vil du være godt bedøvet i 25 timer, forsikrer Rasmus Wulff patienten, inden han går videre til dagens andre patienter.

Der går nu 25 timer, hvorefter Karen kan få en ny blokade. Om få dage kan hun holde sig uden stærke smerter, på medicin hun selv kan købe i supermarkedet eller på apoteket.

Læs også artiklen Kolding Sygehus blokerer smerterne.


Siden er sidst opdateret 03-07-2018.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt