Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilNy accelerator til kræftbehandlingen i Vejle

Ny accelerator til kræftbehandlingen i Vejle

I dag blev en ny accelerator til strålebehandling af kræftpatienter løftet ind på Vejle Sygehus. Den tonstunge maskine skal være med til at gøre det muligt at behandle endnu flere patienter.

 

Tekst og foto: Klaus Stausbøll, Sygehus Lillebælt

Fra 2019 vil Sygehus Lillebælt styrke sine muligheder for at tilbyde og behandle endnu flere kræftpatienter ved hjælp af stråleterapi. 

En splinterny accelerator til en samlet pris af cirka 20 millioner kroner er i dag uge ankommet til Onkologisk Afdeling ved Vejle Sygehus. Afdelingen har i forvejen fire velfungerende acceleratorer, der i mere end et års tid har strålebehandlet godt og vel end 100 kræftpatienter om dagen.

I de kommende år forventes behovet for strålebehandling at stige yderligere.

Med den nye accelerator bliver Stråleterapien ved Onkologisk Afdeling på Vejle Sygehus rustet til at håndtere og behandle op mod 115-120 patienter om dagen. 

Smart patientleje
Den nye accelerator er blandt andet udstyret med et ekstra smart patientleje, som personalet kan fjernbetjene i alle rotations-retninger inde fra betjeningsrummet, når der er behov for at korrigere for alle de små-bevægelser og undseelige forskydninger fra patienternes side, som kan forårsage små rystelser og påvirke strålernes nøjagtighed.

Den slags korrektioner foretages i dag af personalet, som manuelt genplacerer patienterne efter de meget præcise koordinater, som hver enkelt strålebehandling bliver beregnet og indstillet efter på forhånd. Det forstyrrer og ulejliger patienterne og forlænger den tid, de skal tilbringe i acceleratoren.

- Nu bliver vi i stand til at nedbringe antallet af manuelle justeringer væsentligt. Selve strålebehandlingen vil være den samme gode, sikre og præcise behandling, vi tilbyder i dag, forklarer den klinisk ansvarlige cheffysiker Martin Berg ved Stråleterapien i Vejle.

 

Rettidig omhu
Han beskriver i samme åndedrag indkøbet og leveringen af den nye accelerator som rettidig omhu.

To af Stråleterapiens nuværende fire acceleratorer har flere år på bagen og nærmer sig pensionsalderen. De er begge velfungerende og vil stadig indgå i strålebehandlingen en rum tid endnu, hvis altså ikke et akut driftsstop eller en nødvendig reparation kommer dem i forkøbet, så de må tages ud i drift i en længere periode. Det vil uvilkårligt øge presset på de resterende acceleratorer.

Bestillingen og leveringen af den nye accelerator er derfor også en nødvendig fremtidsgardering, som sikrer, at strålebehandling af kræftpatienter ved Vejle Sygehus og ved Sygehus Lillebælt generelt kan fastholde og udvikle sin nuværende behandlingskapacitet.

Den nye accelerator forventes klar til brug i januar måned 2019, når Onkologisk Afdelings egne og højtuddannede hospitalsfysikere bliver helt færdige med at samle og færdigmontere og prøvekøre acceleratoren.

 

Accelerator til strålebehandling
Indmaden til den nye accelerator bliver løftet ind på sygehuset, hvor den de kommende måneder skal samles med de øvrige dele og justeres og tilpasses, så patienterne kan få glæde af den fra januar 2019. Foto: Klaus Stausbøll

 


Siden er sidst opdateret 14-08-2018.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt