Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilBørn behøver ikke narkose i MR-scanneren

Børn behøver ikke narkose i MR-scanneren

Kolding Sygehus leverer en rekord i at reducere brugen af narkose til børn, der skal i MR-scanneren. Resultaterne af sygehusets indsats er netop blevet offentliggjort i European Journal of Radiology. Samarbejde i børnehøjde og brugen af ny teknologi er vejen frem.

Tekst: Mikkel D-N Andersen og Cathrin Tromborg Bræstrup, Sygehus Lillebælt
Fotos: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

En målrettet indsats på Røntgen og Scanning på Kolding Sygehus har gjort, at det nu kun er ganske få børn, der er nødt til at komme i narkose, når de skal MR-scannes.

Frem til for et år siden kom cirka 57 procent af alle børn i alderen fire til seks år i fuld narkose, når de skulle MR-scannes. Det tal er nu faldet til fem procent målt for alle fire-seksårige børn, der er blevet scannet det seneste år. I aldersgruppen fra syv til ti år har ingen børn skullet i narkose, og der er faktisk også børn på tre år, der har kunnet ligge tilpas stille i den cirka halve time, en scanning varer. Desuden har det været muligt at gennemføre detaljerede scanninger på tyndtarme, som man ellers ikke tidligere har kunnet på så unge patienter.

De opsigtsvækkende resultater fra afdelingen er netop blevet offentliggjort i det internationale tidsskrift European Journal of Radiology. Det markante fald i brug af narkose er et resultatet af flere forskellige nye tilgange til opgaven.

Legescanner; Kolding; MR scanning; børn
 

Fire elementer
Røntgenafdelingen har udviklet og testet et koncept med fire elementer, der tilsammen giver børnene en god oplevelse i MR-skanneren og reducerer behovet for narkose meget dramatisk.  Der er fire vigtige elementer, når børn skal forbi en MR-scanner og en narkose skal undgås.

De fire dele er:

·         En børnevenlig app (Med Rumle i MR), der er udviklet specielt til Kolding Sygehus, og som forbereder børnene på deres behandling hjemmefra

·         En børnelounge lige før scanneren bytter rundt på rollerne, så det er barnet, der undersøger figurer. Det kan de gøre i en legescanner.

·         Film på væggene afleder børnenes opmærksomhed før og under scanningen. Filmen vises via et spejl inde i selve scanneren og fjerner dermed barnets følelse af at ligge i en tunnel. Barnet får selv lov til at vælge, hvilken film det skal være.

·         Nogle af sygehusets radiografer er blevet uddannet til børneradiografer, så de er specialuddannede til at kommunikere med børn og møde barnet i øjenhøjde børn.

Kolding Sygehus er det første sygehus i Danmark, der har implementeret alle fire dele, og som har dokumenteret så stor en effekt i forhold til at undgå bedøvelse af børn.

- Det vigtige er, at vi kommer i øjenhøjde med børnene, og de på den måde føler sig trygge ved at komme her. Både inden de kommer til scanning gennem forberedelse sammen med forældrene, men også når de først er på sygehuset, siger afdelingsradiograf Kim Jensen, der er den, der på daglig basis er ansvarlig for den børnevenlige MR-scanner.

Udenlandsk lydhørhed
Delresultater er undervejs blevet præsenteret på internationale konferencer og har vakt opsigt også i udlandet. Og nu er de endelige resultater fra det første års brug altså også blevet dokumenteret og præsenteret i en videnskabelig artikel i det anerkendte tidsskrift European Journal of Radiology.

- Vi har med enkle virkemidler sikret en helt anden tilgang til, hvordan man undgår at bedøve børn, der skal i MR-scanneren. Vores fokus har været den gode oplevelse og det at skabe tryghed gennem leg og genkendelighed. Det er virkeligt noget, vi har oplevet stor interesse omkring, for vores resultater er meget, meget gode, siger ledende overlæge på Røntgen og Scanning på Kolding Sygehus, Ib Erik Jensen.

- Det er uhyre vigtigt, at vi minimerer brugen af narkose til børnene, da vi erfaringsmæssigt ved, at en dårlig oplevelse i mødet med sygehuset kan sætte sig i barnet og præge det mange år ud i fremtiden, siger han.

Den ledende overlæge vurderer også, at der langsomt men sikkert vil være flere afdelinger rundt omkring i Danmark, der tager erfaringerne fra Kolding til sig.

- Vi viser gerne frem, for det er vigtigt, at børnene får nogle gode oplevelser på sygehuset. En dårlig oplevelse kan følge dem hele livet, vurderer Ib Erik Jensen.

MR scanning; børn; Kolding;
 

FAKTA: Ti trin til en børnevenlig MR-scanning
1. Sammen med indkaldelsen til MR-scanning på Kolding Sygehus får forældrene et link til download af app´en ’ Med Rumle i MR’.  Her møder de en radiograf og kan bevæge sig ind i de rum, som de også vil møde på sygehuset. De skal bl.a. hjælpe nogle figurer i en legescanner. Det er vigtigt børnene kommer igennem hele spillet, så radiograferne ved, hvad de har fået af information.

2. Når børnene og deres forældre ankommer til Kolding Sygehus og afdelingen Røntgen og Scanning, møder de trolden Rumle, som også er den gennemgående figur på børneafdelingen på Kolding Sygehus. Genkendeligheden skaber tryghed hos børnene. Det betyder, at flere børn allerede kender den fra tidligere.

3. Børnene og deres forældre kommer direkte ind i børne-loungen, hvor lege-scanneren står omgivet af elementer fra Rumleuniverset. Børnene skal altså ikke vente i venteværelset.

 4. I børneloungen tager radiografen (den ægte) imod forældre og barn. De er nu præcis i det samme univers, som de spillede igennem på deres tablet. På legescanneren kan de undersøge fire forskellige figurer for, hvad de fejler. Når de skal videre, må de gerne tage en af figurerne med ind til scanningen. Her har børneradiografen gode rammer for at skabe den gode relation med barnet og forældrene. Mødet ved legeskanneren afdramatiserer det at blive MR-skannet

 5. Børnene vælger et tema med lys, lyd og en film. Temaet går igen hele vejen og skaber  yderligere mulighed for interaktion mellem barn og børneradiograf.

6. Næste rum er forberedelsesrummet, hvor filmtemaet allerede begynder, og hvor børnene og deres forældre skal tage smykker og andre metalgenstande af. Den situation har de også spillet igennem på deres tablet.

 7. Nu skal de ind i det rum, hvor scanneren står. Her er alt udstyr gemt væk bag låger i skabe, så de kun behøver at følge med i den film, som de har valgt.

 8. Når de bliver lagt ned og kørt ind i scanneren sidder mor og far i hver sin ende af scanneren. Barnet kan se forældrene og filmen i en slags briller med et spejl, som dækker det perifere syn og skaber en visuel effekt, så det føles som om forældrene og skærmen er meget tæt på.

 9. Nu kommer den sværeste del af MR-scanningen. Barnet skal nemlig ligge helt stille, og det larmer ret meget inde i scanneren. Barnet får høretelefoner på, og det ved fra app’en, at det skal ligge helt stille, for ellers bliver billederne rystede og ubrugelige.

 10. Scanningen tager typisk mellem 15 og 30 minutter. Når det er overstået får barnet et Rumle-diplom ligesom derhjemme efter at have gennemført spillet.

 


Siden er sidst opdateret 02-10-2018.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt