Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilAt overleve er ikke nok

At overleve er ikke nok

Allan overlevede hjertestop, men det var begyndelsen på et mareridt. Hans historie har været med til at danne grundlaget for de nye forløb for hjertestopoverlevere.

Tekst: Anne-Mette Vargas Johnsen, Sygehus Lillebælt

Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

Det var fredag morgen den 4. december 2015.
Allan Næsby på 46 år skulle være hjemme sammen med sin 3-årige datter Anna Olivia, men han havde det underligt. Han var utilpas og havde mistet følelsen i armene. Han vidste godt, at noget var helt galt, så han satte kursen mod egen læge i Vejle. Anna Olivia blev overdraget til sin mor, Allans kæreste Lea, på parkeringspladsen, og Allan havde ikke været mange øjeblikke i lægens konsultation, før hun trykkede på alarmknappen. Ambulancen kom, Allan fik hjertestop i ambulancen, redderne gav hjertemassage og stødte Allans hjerte i gang igen, alt imens ambulancen ræsede mod Vejle Sygehus. Allerede på holdepladsen sprang lægerne ind i ambulancen, Allan blev stabiliseret, og så fortsatte ambulancen med fuld udrykning mod Odense Universitetshospital. Fra Vejle til Odense på 23 minutter. Stent ind i blodåren. Allan klarede den. Han overlevede en meget alvorlig blodprop, og der var ingen skader på hans hjerte. Familien kunne ånde lettet op. De to små døtre på 3 og 1 år og Allans tre store børn skulle ikke miste en far, og Lea beholdt sin mand. Men mareridtet var slet ikke slut endnu.

 

At overleve er ikke nok - hjertestopAllan Næsby
Allan Næsby er ikke i tvivl om, at han ikke var kommet igennem det hårde forløb uden kæresten Lea Lyhne.


Der er noget galt
Allan fik tilbud fra hjerterehabiliteringsteamet på Vejle Sygehus. Han skulle lære at tyde kroppens signaler, han fik lavet cykeltest af hjertet, og han og Lea gik til samtaler på sygeplejerske Irene Hallas’ hold.

- Vi var til fire samtaler på Irenes hold, og dengang vidste vi ikke, at netop Irene ville få så stor betydning for mit liv, for vores liv, fortæller Allan Næsby.

Livet formede sig ikke let for Allan og Lea – de var begge mærkede af hjertestoppet. Allan var træt, hans korttidshukommelse var væk, han kunne ikke sove, han for vild, han kunne ikke overskue noget, og han var bange for, at der kunne komme en ny blodprop. Han fik medicin, som han fik smerter i armene af, han fik sovepiller som gjorde ham mærkelig og aggressiv, og samtidig var Lea blevet bange for at miste ham. Hun turde ikke køre 500 meter væk fra hjemmet for at handle uden at have Allan i røret, og på samme tid var hun hans hukommelse. Den der huskede ham på alting, den der var i stand til at holde sammen på familien. Vanskelighederne fyldte voldsomt, og efter et år var det ikke blevet bedre.

- Jeg kunne ikke forstå det, for jeg var stadig dødtræt, jeg kunne stadig fare vild i en telefonboks, og alligevel troede jeg på, at jeg ville komme tilbage til et normalt liv og arbejdsliv, fortæller Allan, som altid havde arbejdet mere end fuld tid som socialpædagog på opholdssteder for unge med særlige behov.
Men Allans vanskeligheder havde ændret familiens liv totalt.

- Vores hjem var omdannet til ét stort autismespektrum – altså hvor alt skulle vises med billeder, der var ugeplaner, styring og ingen afvigelser. Vi havde ingen sociale aktiviteter, for der var intet overskud. Det var brutalt, husker Lea Lyhne, som er lærer.

 

At overleve er ikke nok - hjertestopAllan Næsby - hænder
De sidste års kamp har trukket kæmpe veksler på parret fra Børkop.


Problemerne fortsatte
På arbejdsfronten var Allan kommet i jobcentrets ressourceforløb og i arbejdsprøvning i en børnehave. Han var glad for det, men blev bare forlænget og forlænget. To et halvt år efter hjertestoppet, i foråret 2018, var hans problemer med hukommelse, træthed og koncentration stadig lige tunge. Hans journal fra Vejle Sygehus fortalte, at han hjertemæssigt var sund og stærk, for det var der lavet tests på, men alle de andre problemer kunne han ikke dokumentere over for jobcentret. Og Allan og Lea var kørt flade, de havde i 2½ år været overlevere for deres familie.

- Så sagde jeg til Allan: ”Jeg ringer til Irene”, som vi havde været til samtaler hos. Hun var vores sidste håb. Vi talte i en time, og Irene lovede at trække i alle de tråde, hun kunne. Så ventede vi. Vi ventede i en uge, og så kom vi til møde med Lone Vestergård (hjertelæge, red.). Hun lyttede, hun troede på os, og hun lagde en plan, fortæller Lea.

Hjertelægens plan begyndte med det, der nu er standard for hjertestopoverlevere på Vejle Sygehus: Først MoCA-testen. Den viste tydeligt Allans vanskeligheder, så Allan blev sendt til en neuropsykologisk test på Kolding Sygehus’ afdeling Hjerne- og Nervesygdomme. Den omfattende test viste alle de vanskeligheder, som familien havde kæmpet med i 2½ år.

 

At overleve er ikke nok - hjertestopfamilien i haven

Afklaringen var en kæmpe lettelse for Allan og Lea, for nu vidste de, hvad de var oppe imod, og der var hjælp at hente.

- Allan blev diagnosticeret med kronisk diffus sen hjerneskade. Neuropsykologen forklarede, hvad Allan kunne og ikke kunne, og hun beskrev præcist det liv, vi levede. Det hele faldt på plads, fortæller Lea. Diagnosen betød, at en vifte af tilbud om hjælp åbnede sig for parret, ikke mindst redskaber som kunne hjælpe Allan med at kompensere for det, han ikke længere kan, og redskaber der kan hjælpe Lea til at slippe rollen som ”professionel pårørende”, som hun selv beskriver det, og bare være kæreste.
De glæder sig begge over, at den hjælp de fik, nu er standard på Vejle Sygehus.

- Nu er der ikke nogen, der skal vente så lang tid som dig, Allan, siger Lea.


Livet er begyndt igen
Midt i juni var der møde i jobcentrets rehabiliteringsteam, hvor Allan havde søgt om flexjob. Neuropsykologens beskrivelse og Allans diagnose var nu en del af hans papirer. Efter 10 minutters møde blev flexjobbet bevilliget. Allan og Lea faldt hinanden om halsen og græd og græd.

- Det var en kæmpe lettelse, og nu har vi faktisk en tro på fremtiden. Vores problemer er blevet anerkendt, vi oplever ikke længere den skepsis, vi mærkede, og jeg har fået klarhed over, hvad jeg skal med mit liv, siger Allan, som nu arbejder ni timer om ugen som støttepædagog.

- Og nu har jeg faktisk noget at byde ind med, når jeg kommer hjem. Jeg har energi til min familie, og jeg har det godt med det, jeg laver, siger Allan Næsby.

 

At overleve er ikke nok - hjertestopfamilieportræt

Allan Næsby er ikke sikker på, at det endnu er gået helt op for ham, at der er kommet afklaring og ro på familiens situation. Både han og Lea er glade for, at Vejle Sygehus nu vil fange andre som ham langt tidligere.

 

Her kan du læse om Vejle Sygehus's hjælp til mennesker, der har overlevet hjertestop:

http://www.sygehuslillebaelt.dk/wm511321
 


Siden er sidst opdateret 24-10-2018.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt