Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Sygehus LillebæltTil Region SyddanmarkTil forsiden

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilHjælp til de svære spørgsmål

Hjælp til de svære spørgsmål

Klinisk Etisk Udvalg på Sygehus Lillebælt diskuterer de dilemmaer, der ikke findes entydige løsninger på.

Tekst: Anne-Mette Vargas Johnsen, Sygehus Lillebælt
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

Den ældre dame havde meget dårlige lunger, der var ingen livreddende behandling, og hun kunne kun trække vejret, når hun havde en maske-respirator på. Det gik til gengæld også fint. Hun læste dameblade og havde besøg og kunne sådan set være blevet boende på Intensiv-afdelingen, hvis man altså kunne det. Men det kan man ikke. Det var før den tid, hvor man kunne få en hjemme-maske-respirator med hjem, så overlæge Lisa Seest Nielsen måtte overbringe patienten den barske besked: ”Der er ikke udsigt til, at du vil komme til at kunne klare dig uden støtte til vejrtrækningen, så vi er nødt til at tage masken af dig”. Som læge havde hun juraen på sin side, men det gjorde det ikke nemmere, for konsekvensen ville være, at patienten døde. Og det gjorde hun.
Hvordan håndterer man sådan et dilemma på den bedste måde? Det kan Sygehus Lillebælts Klinisk Etisk Udvalg hjælpe med. Udvalget er bredt sammensat af 12 medarbejdere fra forskellige faggrupper og behandler og diskuterer de dilemmaer, som deres kolleger fra hele Sygehus Lillebælt sender ind.

Lisa Seest, klinisk etisk udvalg
Lisa Seest Nielsen er overlæge på Kolding Sygehus og formand for Klinisk Etisk Udvalg.
 

Eksemplet med den lungesyge patient er fra før udvalgets tid, men der er andre svære spørgsmål at tage stilling til, for eksempel hvad man gør, hvis patienten fortæller, at han eller hun har skaffet sig cannabis ulovligt og bruger det til selv-behandling? Skriver man det ind i journalen? Eller i en helt anden boldgade: Hvordan håndterer man, at en pårørende lugter meget grimt – kan man som medarbejder tillade sig at bede vedkommende om at gå i bad og skifte tøj? Spørgsmålene eller dilemmaerne, som bliver sendt ind til Klinisk Etisk Udvalg, har ingen klare svar, for så var de ikke dilemmaer. Det betyder også, at de skal håndteres på en særlig måde.
- Vi giver ikke noget sort-hvidt svar på de dilemmaer, vore kolleger sender ind, for de svar findes ikke, så afdelingen får ikke en instruktion i, hvad man skal gøre. De får en afvejning for og imod, en vurdering af elementer i dilemmaet og en analyse af, hvem der bliver påvirket af en beslutning eller en handling, og hvordan en patient, pårørende eller medarbejder bliver påvirket af den ene eller anden beslutning, forklarer Lisa Seest Nielsen, overlægen som måtte tage iltmasken fra den lungesyge patient og nu formand for Klinisk Etisk Udvalg.
- Når vi behandler dilemmaer, så handler det ikke om at ”synes noget”. Vi bruger en bestemt metode til analyse, så dilemmaerne kommer igennem det, der hedder en etisk refleksion, siger Lisa Seest Nielsen.

De sværeste er de mest interessante
Klinisk Etisk Udvalg behandler dilemmaer fra såvel medarbejdere på Sygehus Lillebælt som fra patienter og pårørende, og udvalget behandler både store og små spørgsmål. Et af de mest interessante dilemmaer, Lisa Seest Nielsen kan forestille sig, er samtidig et af de sværeste, nemlig hvis et par fik et barn med en alvorlig sygdom, som skyldtes en gen-fejl. For at undgå at parret fik flere børn med samme sygdom, ville man foretage en kortlægning af parrets gener. I gamle dage – det vil sige for 20 år siden – ville man bare kigge på den del af parrets genetiske sammensætning, som havde med barnets sygdom at gøre, men nu om dage ville lægerne få hele gen-pakken for hver af forældrene at se. Og hvad skulle man gøre, hvis man fandt ud af, at moderen for eksempel havde en voldsomt forøget risiko for at udvikle en invaliderende sygdom inden for få år? Skulle man sige det? Måske ville hun ikke udvikle den, og havde man så gjort hende unødigt bekymret? Måske ville hun udvikle den, og havde hun så ikke ret til at vide besked i god tid?
Klinisk Etisk Udvalg mødes fire gange om året og modtager gerne dilemmaer til diskussion og behandling. Det kan være fra både medarbejdere og patienter og pårørende, som har oplevet at stå i etisk udfordrende situationer eller har gjort sig overvejelser, som de gerne vil have bud på.
 


Siden er sidst opdateret 06-11-2018.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt