Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilTelefon-konsultationer tager toppen af ventetid

Telefon-konsultationer tager toppen af ventetid

En telefonopringning kan spare et kontrolbesøg på sygehuset for mange af de patienter, der er blevet behandlet for hæmorider. Det viser et projekt fra Organkirurgisk Ambulatorium på Kolding Sygehus.

Tekst/foto: Klaus Stausbøll, kommunikationskonsulent, Sygehus Lillebælt

En telefonopringning kan spare et kontrolbesøg på sygehuset for mange af de patienter, der er blevet behandlet for hæmorider. Det viser et projekt fra Organkirurgisk Ambulatorium på Kolding Sygehus.

Hvert år er flere hundrede patienter i Sygehus Lillebælts optageområde på Kolding Sygehus for at blive behandlet for hæmorider og andre irritationer i og omkring endetarmen. Det foregår i Organkirurgisk Ambulatorium. Her bliver patienterne undersøgt og diagnosticeret - og som regel også behandlet i samme ombæring.

Det gælder blandt andet for den store del af patienterne, som henvises til undersøgelse og behandling på ambulatoriet, fordi de døjer med genererende hæmorider.  Problemet klares på stedet med et lille indgreb, hvor der monteres en elastik rundt om én eller flere hæmorider, der visner og falder af efter nogle få dage.

Som en fast rutine har ambulatoriet oftest indkaldt disse patienter til en klinisk efterkontrol seks til otte uger efter behandlingen, hvor en af ambulatoriets læger har tilset og undersøgt patienten.

Et nyt forsøgsprojekt, der har godt et halvt års tid på bagen, viser imidlertid at en del af disse efter-konsultationer i mange tilfælde kan klares over telefonen og helt uden, at patienterne behøver at møde op på ambulatoriet én gang til.

Den reserverede tid bliver anulleret
 1. mart i år indførte ambulatoriet en særlig telefon-konsultation, hvor sygeplejerske Line Broe Nielsen og hendes kolleger ringer de patienter op, som har været til behandling. Det gælder også for patienter, der er blevet behandlet for andre lidelser end hæmorider.
- En del af disse patienter får - helt som vi plejer - booket en tid i kalenderen til en klinisk efterkontrol på ambulatoriet. Men som noget nyt er vi begyndt at ringe patienterne op et par uger før den reserverede kontroltid for at få snak om, hvordan det står til. Og, om de stadig døjer med gener og problemer. I mange tilfælde fortæller patienterne, at det faktisk går så godt, at vi bliver enige om, at annullere den reserverede tid til kontrol, fortæller Line Broe Nielsen.
 

Line Broe

Line Broe Nielsen og hendes kollegaer ringer til patienterne.

I andre tilfælde fornemmer hun på patienterne, at et ekstra lægetjek er nødvendigt, og så kan hun samtidig over telefonen angive en præcis dato og et tidspunkt overfor patienterne. Ofte en ny og fremrykket tid på et tidligere tidspunkt fra andre patienters annullerede kontroltider.

På nuværende tidspunkt kan Line Broe Nielsen ikke sætte et præcist tal på, hvor mange af disse patienter, som hun og kollegerne har ringet op siden marts og, hvor mange gange telefon-konsultationerne har givet pote på ’den gode måde’.
- Det er mit indtryk, at vi har kunnet afslutte ganske mange patienter over telefonen, fordi patienterne under samtalen tilkendegiver, at de ikke har været generet af noget, som giver anledning til et klinisk lægetjek. Dermed slipper patienterne for at skulle på sygehuset endnu en gang. 

Samtidig får jeg og ambulatoriets øvrige personale frigjort mere tid til, at vi kan tage os af de patienter, som skal undersøges første gang efter henvisning fra deres læge, og de behandlede patienter, hvor en klinisk efterkontrol er påkrævet, påpeger Line Broe Nielsen.

Heller ikke afdelingssygeplejerske Mette Juul Johansen har på nuværende tidspunkt et præcist overblik over, hvor mange gange ambulatoriet har kunnet slå et kryds over et planlagt kontrolbesøg.
- Telefon-konsultationen fungerer stadig som en forsøgsordning, og vores økonomiafdeling holder løbende øje med de forgangne ugers patient-flow. Den foreløbige melding lyder på, at to tredjedele af de patienter, vi vælger at ringe op før deres aftalte kontroltjek, er blevet afsluttet over telefonen. Og vi kan allerede se nu, at ordningen har været med til at tage toppen af den generelle ventetid for alle patienter, der bliver henvist til undersøgelse og behandlet her på Organkirurgisk Ambulatorium i Kolding, siger Mette Juul Johansen.

Siden forsøgsordningen med de opfølgende telefon-konsultationer blev påbegyndt 1. marts i år, er ventetiden faldet markant.

Patient: OK at få besked via telefonen
21-årige Julie Skriver fra Kolding er en af de patienter, som umiddelbart synes godt om at blive ringet op derhjemme af en sygeplejerske i stedet for at møde op på ambulatoriet til en klinisk efterkontrol. 

Få uger efter en endoskopisk undersøgelse mod forstoppelse blev Julie Skriver ringet op af en sygeplejerske fra Organkirurgi på Kolding Sygehus. Det skete torsdag den 29. september; et par uger før det planlagte kontroltjek. Over telefonen forklarede Julie, at undersøgelsen i august ikke havde gjort den store forskel og, at toiletbesøgene stadig er en hård og smertefuld oplevelse. 

Efter aftale med sygeplejersken blev den kliniske kontrol udsat i nogle uger, mens Julie i mellemtiden skulle forsøge at få bugt med sine problemer ved hjælp af et særligt fiber-tilskud. Efter en måneds tid vil hun blive ringet op igen, så de sammen kan aftale, hvad der efterfølgende skal ske. Og det har den 21-årige butiks-medarbejder fra Kolding det helt fint med.
- Jeg har det helt fint med, at den opfølgende samtale foregik telefonisk. Jeg har ikke skullet spørge min arbejdsgiver fri til endnu en dag på hospitalet bare for at få den samme besked og de samme anvisninger af en læge, som jeg nu har fået af en sygeplejerske. Tilmed fjorten dage før beregnet, hvis der ikke havde været et alternativ til den klinisk efterkontrol inde på ambulatoriet, siger Julie Skriver. 

Lægen: Meget kan klares over telefonen
Johan Gothen Rolschau, overlæge i organkirurgi ved Kolding Sygehus, følger også forsøgsordningen tæt: Tidligere fik patienterne automatisk en tid til en klinisk kontrol, da en betydelig del af dem får brug for viderebehandling.
- Men det er meget svært på forhånd at udpege, hvem af patienterne, der har brug for dét. Selv om patienterne fik at vide, at de blot kunne ringe noget tid i forvejen og aflyse kontroltiden, hvis der ikke var gener mere og slet ikke havde brug for at blive tilset igen, fik en betydelig del af dem ikke aflyst tiden! Med den her nye telefoniske opfølgning får vi herinde på ambulatoriet en mulighed for at sortere de patienter fra, hvor det går godt og, hvor der ikke er brug for opfølgning, pointerer Johan Gothen Rolschau.

Han tilføjer, at mange af patienterne omvendt har gavn af en opfølgende snak om de råd, de fik med under den første fremmøde-konsultation.
- Mange af de gener, vi behandler, er meget påvirkelige af simple forholdsregler og livsstils-ændringer. Vi anbefaler for eksempel ganske mange patienter at tage et fibertilskud. Ofte kan sygeplejersken give råd i telefonen om, hvordan de problemer, der kan opstå i forbindelse med disse tiltag, skal håndteres. Tilbagemeldingen fra de patienter, der indtil nu er blevet tilbudt en telefonisk opfølgning af en sygeplejersker, lyder, at de har været glade for ordningen, tilføjer overlægen.

Han noterer sig samtidig, at antallet at udeblivelser fra de planlagte kontroller nu er betydeligt lavere end hidtil. Fordi ambulatorier nu kun tilbyder de patienter, som stadig har gener efter noget tid, en fremmøde-kontroltid. 

Den reducerede ventetid har endvidere den sidegevinst, at udeblivelserne blandt ny-henviste patienter også er mindre end før, hvor en betydelig del af patienterne oplevede, at deres gener og problemer i mellemtiden var forsvundet af sig selv.


Siden er sidst opdateret 20-11-2018.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt