Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilMangel på D-vitaminer spøger stadig

Mangel på D-vitaminer spøger stadig

Nyt nærstudie af blodprøver afslører underskud af D-vitaminer hos op mod hver fjerde patient.

Tekst: Klaus Stausbøll, Sygehus Lillebælt
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

For knap ti år siden blev der i forbindelse med en større kostundersøgelse blandt en række ottende-klasser fra Vejle-området taget blodprøver fra sammenlagt 145 elever. Her kom det frem, at halvdelen af dem havde mangel på vitamin D.

Opdagelsen, der senere blev offentliggjort i Ugeskrift for Læger, var med til at sætte ekstra fokus på behovet for D-vitaminer, og undersøgelsen konkluderede blandt andet, at alle teenagere burde behandles med D-vitamintilskud. Sammen med calcium er D-vitamin specielt vigtig for børn og unge i forbindelse med opbygningen af deres knogler under væksten. Mens mangel på vitamin D sættes i forbindelse med en række andre sygdomme.

Overraskende og bekymrende
Trods flere kampagner om blandt andet forebyggelse af knogleskørhed, flere kontinuerlige opfordringer om at spise flere af de ’knoglesunde’ fede fisk og andre bestræbelser i samme boldgade, tyder meget på, at D-vitaminerne fortsat kommer ud med alt for mange røde tal, når der ind i mellem laves et punktnedslag i det store D-vitamin-regnskab.

Et nyt nærstudie af de godt og vel 50.000 analyser for D-vitaminer, som Sygehus Lillbælts kliniske afdeling for Immunologi og Biokemi foretog i hele 2017, afslører nemlig et underskud af D-vitaminer i næsten hver fjerde blodprøve. De 50.000 analyser var indsendt og bestilt af de praktiserende læger i Vejle, Fredericia og Kolding.
 

Blodprøve
13-årige Jens får taget en blodprøve for at få tjekket sit D-vitaminniveau.


I langt de fleste tilfælde var der tale om lettere mangeltilstande, mens der er konstateret moderat til svær mangel på D-vitamin i 6,4 procent af prøverne.  Det svarer til 3200 af de bestilte prøver fra de praktiserende læger.
- Det er både overraskende og bekymrende, at vi i næsten hver fjerde af de prøver, vi modtager, fortsat finder et nedsat niveau af vitamin D. Særligt alarmerende er det, at der i denne gruppe endvidere findes alvorlig mangel på D-vitamin i 220 blodprøver fra borgere, som alle er yngre end 30 år.  Af dem er 56 teenagere i alderen mellem 13-19 år, siger kvinden bag det nye nærstudie, ledende overlæge på Immunologi og Biokemi, Jonna Skov Madsen.

Interessen for D-vitamin har nemlig været – og er fortsat – overvældende. Både hos læger og andre sundhedsprofessionelle og blandt den almindelige befolkning.  Antallet af vitamin D-analyser er i de senere år eksploderet, og hvert år bruger sundhedsvæsenet mere end 50 millioner kroner på at finde ud af, om der her til lands er mangel på vitamin D.


Svært at få nok D-vitamin i Danmark
I Danmark er det nemlig vanskeligt for kroppen at danne tilstrækkeligt med D-vitamin på naturlig vis gennem kost og sol. Mennesker udvikler blandt andet D vitamin, når de ultraviolette stråler fra solen rammer huden. Men det sker kun i sommerhalvåret, hvor solen står tilstrækkeligt højt på himmelen til, at de helt rigtige stråler rammer huden, mens solen står for lavt i den mørke vintertid til at have nogen effekt.

Andre gode kilder til D vitamin er friske fisk af den fede slags som blandt andet laks og makrel.
- Men den slags fisk finder ikke i samme grad som tidligere vej til de danske middagsborde. Generelt spiser vi ikke så mange fisk som førhen, og mange børn og unge har måske slet ikke ’lært’ at spise fisk overhovedet. Der er uden tvivl en sammenhæng mellem vores ændrede kost- og spisevaner og manglen på vitamin D, lyder vurderingen fra Jonna Skov Madsen.
 

Jens får taget en blodprøve

Hver fjerde af i alt 50.000 blodprøver, der blev analyseret i 2017, viste mangel på D-vitamin.

Samtidig er det efterhånden også begrænset, hvor meget af det gode sollys, vi reelt får tilført i de gunstige og solrige sommermåneder. I modsætning til tidligere, arbejder og tilbringer flere og flere mennesker adskillige timer inden døre hver eneste dag. I kontormiljøer, administrationsbygninger, butikscentre, lager- og logistikhaller, hvor dagslyset på det nærmeste holdes helt udenfor.

- Selv når vi har fri, er vi ikke ret gode til at komme ud i solen. Når det endelig sker, smører mange mennesker sig – klogeligt nok – sig ind i solbeskyttende cremer, dækker sig og begrænser deres ophold under de farlige UV-stråler af frygt for at løbe ind i hudkræft. Alle sammen gode og fornuftige råd, naturligvis. Men dårlige odds for kroppens mulighed for at være tilstrækkeligt ’selvforsynende’ med vitamin D, sammenfatter overlæge Jonna Skov Madsen.

Hendes generelle anbefaling er derfor, at alle og enhver bør supplere kosten med et dagligt tilskud af D-vitaminer. 
 


Siden er sidst opdateret 04-12-2018.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt