Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilHjertehjælp til kræftpatienter sikrer et bedre liv

Hjertehjælp til kræftpatienter sikrer et bedre liv

På Vejle Sygehus kan kræftpatienter få akut hjælp på en særlig klinik, hvis behandlingen af kræften skader hjertet. Klinikken har eksisteret i et år - og har haft en stor, positiv betydning for mange patienter.

Tekst: Søren Hygum Hansen, Sygehus Lillebælt
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

Det nytter ikke noget, at patienten bliver helbredt for brystkræft, hvis hun siden dør af hjertesvigt.

Det er – helt grundlæggende – baggrunden for oprettelsen af onko-kardiologisk klinik på Vejle Sygehus, der nu har eksisteret i ét år, og hvor en hjertelæge hver onsdag tilser og behandler de patienter, der risikerer at udvikle hjertesvigt på grund af den kræftbehandling, de modtager.
- Det er enormt tilfredsstillende, at vi kan gøre noget positivt for de her patienter. Og vi tror på, at klinikken har gjort en stor forskel for mange, siger én af de tre hjertelæger på klinikken, overlæge Vibeke Brogaard Hansen fra Hjertemedicinsk Afdeling.

I meget tæt samarbejde med kræftlægerne på Vejle Sygehus har de i alt tre tilknyttede hjertelæger på klinikken ansvaret for den gruppe af patienter, der for eksempel står foran et forløb med mange kemoterapi-behandlinger, men hvor undersøgelser allerede på forhånd har vist, at kemoen formentlig vil give hjerteproblemer.
- Vi undersøger de patienter, der har fået foretaget en screening før kemobehandlingen, der har vist tegn på muligt hjertesvigt. Det er typisk kvinder, der har fået konstateret brystkræft. For vi ved, at den type kemobehandling risikerer at skade hjertet, siger overlæge Lone Due Vestergaard.

Fanger tidligere bivirkningerne
Og hvis undersøgelser viser, at der er en risiko for, at kræftbehandlingen vil svække – eller har svækket - hjertet, kan patienten via klinikken øjeblikkeligt få hjertestøttende medicin, der sikrer, at behandlingen kan fortsætte – samtidig med at hjertets tilstand bliver forbedret og stabiliseret.
- Hvis vi møder en patient, der har hjerteproblemer, kan vi via en intern hotline hurtigt tale med en hjertelæge - og dermed hurtigt få en afklaring på, hvordan vi bedst fortsætter behandlingen, siger overlæge på Onkologisk Afdeling på Vejle Sygehus, Lars Henrik Jensen.
 

Onko-kardiologisk klinik

Vibeke Brogaard Hansen (tv) og Lone Due Vestergaard (th) er to af de tre hjertelæger på klinikken.
 

Før klinikken blev etableret, kunne der ofte være en længere ventetid fra en patient blev henvist fra kræftlægen – og så til at hjertelægen kunne tilse vedkommende.
- Ofte så vi først patienten, når han havde fået vand på lungerne som følge af hjertesvigtet. Og så var skaden sket. Vi vil gerne nå at se dem så tidligt, som muligt, og der må ikke være en ventetid på flere måneder i de her tilfælde, forklarer Vibeke Brogaard Hansen. 

Derfor besluttede man at skabe et endnu tættere samarbejde mellem kræft- og hjertelæger – og derved mindske ventetiden for patienterne. Det har ført til oprettelsen af onko-kardiologisk klinik, der som den eneste af sin art i Danmark har åbent mindst én gang i ugen, og hvor hjertelægerne altså allerede tidligt i forløbet kan hjælpe patienterne – og siden følge patienterne tæt gennem kræftbehandlingen.
- På den her måde fanger vi dem tidligere og mindsker dermed bivirkningerne af kræftbehandlingen. For vi opdager problemerne inden, at hjertet er svært skadet, siger Lone Due Vestergaard.

Et godt liv bagefter
Det tætte samarbejde mellem kræft- og hjertelæger omkring en patient kan dog – ifølge Lone Due Vestergaard - også føre til, at kræftbehandlingen må stoppe før tid.

For hvis hjertelægernes undersøgelser viser, at kemoterapien gør uoprettelig skade på hjertet, som hjertemedicin ikke kan forhindre, kan der være tilfælde, hvor det er bedre at afslutte behandlingen, før det var planlagt. Det kan være i tilfælde, hvor patienten er blevet erklæret rask, men hvor kræftbehandlingen udelukkende fortsætter for at mindske risikoen for tilbagefald.
- Og i de tilfælde kan vi læger sammen lave en specifik afvejning af, hvor vigtig kræftbehandlingen er for den enkelte patient. Er der fortsat et behov? Eller er det bedre at stoppe før tid, siger hun.

Antallet af danskere, der overlever en kræftsygdom, er steget markant gennem de senere år, hvilket øger presset for at mindske de senfølgeskader, der er opstået på grund af kræftsygdommen.
- Vi har meget fokus på, at når vi helbreder så mange kræftpatienter, skal de også have et godt liv bagefter, fortæller Lars Henrik Jensen.

 


Siden er sidst opdateret 22-01-2019.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt