Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header
Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpil60 år og nyuddannet portør

60 år og nyuddannet portør

Winnie Andersen elsker sit job på Rygcenter Syddanmark – og alderen er bare en fordel.

Tekst: Anne-Mette Vargas Johnsen, Sygehus Lillebælt
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt


”Jamen, du kan da ikke køre den seng her, lille pige!”

Kommentaren kom forleden fra patienten i sengen, en ældre kvinde, som Winnie Andersen skulle rulle af sted med på Rygcenter Syddanmark, hvor hun arbejder. Og med sine 1,62 m og begyndende grå hår er Winnie Andersen langt fra den stereotypiske unge, hærdebrede mandlige portør. Det ved hun godt, og det griner hun af.
”Bare rolig, det lærer vi portører teknikken til”, svarede Winnie patienten med et smil, og af sted kørte de.
 

Winnie Andersen

Winnie Andersen elsker sit job på Rygcenter Syddanmark.

Efter 15 år hos PostDanmark og enkelte perioder med ledighed fik 60-årige Winnie Andersen muligheden for at lære sig noget helt nyt. Hun fik smag for sygehusarbejdet, da hun vikarierede på Sygehus Lillebælt i bl.a. linned på Fredericia Sygehus og på depotet i Middelfart, og i januar 2018 begyndte hun på den 10 måneder lange portøruddannelse. Og for tre måneder siden stod bedstemoren til – lige om lidt – syv børnebørn så med sit eksamensbevis i hånden.

Har gået i flinkeskole
- Det har været en udfordring for mig, og det var hårdt – ikke mindst sygdomslæren. Mange af de andre studerende kunne jo være mine børn, og de var meget hurtigere til alt det der tekniske. Men som Gurli (souschef Gurli Evershed, red.) sagde til mig: ”man bliver aldrig for gammel til at lære noget nyt”, og det har hun jo ret i. Hun har været rigtig god til at bakke mig op, fortæller Winnie Andersen og smiler.
 - Men jeg synes også, at jeg kunne lære de unge noget. Jeg har jo gået i flinkeskole, så jeg passer mine ting. Jeg har også mere livserfaring, og jeg er mere rolig, og det er godt for patienterne, siger Winnie Andersen. Hun giver som eksempel, at hun præsenterer sig på en lidt anden måde over for patienterne end de unge portører.
 - Jamen, de siger måske bare ”Hej, jeg er portøren”. Jeg siger: ”Goddag, jeg hedder Winnie. Jeg er portør, og jeg skal køre dig ned til operation”, siger Winnie Andersen, som er glad for alle sine arbejdsopgaver, men nok mest for kontakten med patienterne.
 - Jeg er så glad for den kontakt og nogle gange pingpong, man kan have med patienterne, siger Winnie, som forleden havde en indsatsleder fra brandvæsenet som patient.
”Bare giv den gas”, sagde han, da de kørte ned ad gangen.
”Du skal få dit livs køretur!”, svarede Winnie.
 

Winnie Andersen med seng
Den 60-årige portør har mange forskellige opgaver, og det er hun glad for.
 

Glad for forskellige opgaver
Evnen til at skabe god kontakt med patienterne får Winnie Andersen også ros for – forleden var det en af lægerne, der sagde: ”Du var bare fantastisk med den der ældre dame!”.
- Det var bare så dejligt, at han sagde det, smiler Winnie, som også er glad for, at hun og hendes ni portørkolleger på Rygcenter Syddanmark tager sig af så forskelligartede opgaver: Udover at køre med senge, ordner de også affald, lejrer patienter på operationsgangen, kører ud med medicin og hjælpemidler, ordner post, kører rene og urene senge frem og tilbage og meget mere.
  
Én af arbejdsopgaverne har givet særligt gode grin – især til Winnies kolleger. Det er, når hun skal køre ud med de høje madvogne til blandt andet sengeafdelingen.
- De synes, det er så sjovt, når jeg kommer kørende med madvogne, for man kan ikke se mig!


FAKTA:
Portøruddannelsen tager 10 måneder, og Winnie Andersen har taget uddannelsen på SOSU-skolen i Århus. Det er en betingelse, at man er ansat på et sygehus som portøraspirant. Uddannelsen består af en blanding af skoleforløb og praktisk forløb på det sygehus, man er ansat på. De studerende har fag som sygdomslære, forflytningsteknik, konflikthåndtering, vagt- og kommunikationsudstyr, sygehusvæsenets opbygning, serviceorienteret adfærd, kommunikation, hospitalspsykologi og meget mere.



 


Siden er sidst opdateret 05-02-2019.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt