Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header
Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilTre timers parkering i Vejle

Tre timers parkering i Vejle

Hver dag kommer mange patienter for sent til deres aftaler på sygehuset i Vejle, fordi de ikke kan finde en parkeringsplads. Derfor bliver der nu indført samme parkeringssystem som i Kolding.

Tekst: Cathrin Tromborg Bræstrup
Foto: Charlotte Dahl


For øjeblikket er der hver dag patienter, der kommer både halve og hele timer for sent til deres aftaler på sygehuset i Vejle. Faktisk er der nogle, der slet ikke når frem eller ender med at få aflyst deres aftale på grund af forsinkelserne. Forklaringen er, at det er umuligt for dem at finde en parkeringsplads, og det skaber store frustrationer både blandt patienter og medarbejdere.

Problemet er opstået i forbindelse med byggeriet af det nye p-hus, der netop skal gøre det nemmere for patienterne at finde en parkeringsplads tæt på sygehuset. Men byggeriet er først færdigt til sommer, og den midlertidige lukning af godt 100 p-pladser i forbindelse med byggeriet har skabt så meget pres på de resterende pladser, at direktionen nu har besluttet at indføre samme parkeringssystem som i Kolding.
- Vi er – med udgangspunkt i patienterne – nødt til at gøre noget her og nu, så vi undgår, at de skal ligge og køre rundt i timevis for at finde en parkeringsplads. Det skaber unødige forsinkelser og utilfredshed, og det kan hverken patienterne, medarbejderne eller sygehuset være tjent med, siger administrerende sygehusdirektør Christian Sauvr.

Derfor er der nu indgået en midlertidig ordning omkring parkering som den, der gælder ved sygehuset i Kolding. Det betyder, at der indføres tre-timers parkering på parkeringspladserne, der er forbeholdt patienter og pårørende (p-pladser ved hovedindgangen, langs Kabbeltoft, ved E-bygningen og op langs Lille Grunnet Hulvej).

Skal skabe et flow
Håbet er, at indførelsen af det nye parkeringssystem vil skabe det tilstrækkelige flow på parkeringspladserne, og at det vil få folk uden ærinde på sygehuset til at holde sig fra at parkere på området.
- Vi ved, det er et problem, at folk uden ærinde på sygehuset parkerer der, fordi det er gratis, og på den måde tager pladserne fra patienter og pårørende. Det er vi nødt til at gøre noget ved, nu hvor der er ekstra pres på pladserne, siger Christian Sauvr.

Nye parkeringsregler på Vejle Sygehus

Den nye parkeringsordning ved Vejle Sygehus træder i kraft den 1. marts.

Patienter og pårørende, der på grund af behandling eller besøg på sygehuset har brug for mere end tre timers parkering kan få tilladelse til at holde længere tid ved at registrere sig via sygehusets hjemmeside,  på tablets inde på sygehuset eller ved at kontakte Patient- og Servicesekretariatet. De kan også få refunderet eventuelle parkeringsafgifter udstedt i forbindelse med behandling eller besøg på sygehuset, hvis de henvender sig til Patient- og Servicesekretariatet. Der vil således altid blive uddelt en flyer med information om, hvordan man kan få refunderet sin afgift sammen med afgiften.
- Ordningen fungerer fint - det ved vi fra Kolding, hvor vi har det samme system. Det har fungeret der i flere år, og det betyder, at pladserne tættest på sygehuset er forbeholdt patienter og pårørende, og at det også rent faktisk er dem, der holder der, siger Christian Sauvr.

Glad for ordning
Den nye ordning træder i kraft den 1. marts og gælder i første omgang i 2 ½ år.
- Det giver os tid til at få det nye parkeringshus til patienterne godt i drift, og så vil vi evaluere på ordningen til den tid. Det er altafgørende for os, at vores patienter og pårørende kan være sikre på at få en plads, hvor de kan holde tæt på sygehuset, siger Christian Sauvr.

Beslutningen om de nye parkeringsregler falder i god jord hos Mona Muusmann Petersen, der er formand for Patient- og pårørenderådet og selv er patient på Vejle Sygehus.
- Det er godt, at sygehuset gør noget for at prøve at skaffe bedre flow, så det forhåbentlig bliver nemmere at finde en plads. Det betyder meget, når man kommer som patient, at man ikke skal bruge tid og kræfter på at køre rundt og lede efter en parkeringsplads, men at man kan koncentrere sig om det, man skal ind til på sygehuset. Det hilser vi velkommen, siger Mona Muusmann Petersen.
 


Siden er sidst opdateret 26-02-2019.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt