Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
Header

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilSocial- og sundhedsassistent hædret med mindelegat

Social- og sundhedsassistent hædret med mindelegat

Dette års Christina Bjerg-Brinks mindelegat blev mandag uddelt, og det gik til social- og sundhedsassistent Winnie Sylvester Bruhn fra Gastroenterologisk Sengeafsnit på Medicinsk Afdeling på Vejle Sygehus.

Tekst og foto: Mads Lorentzen Leth, Sygehus Lillebælt

Social- og sundhedsassistent Winnie Sylvester Bruhn fra Vejle Sygehus fik mandag overrakt Christina Bjerg-Brinks Mindelegat. Legatet blev overrakt mandag af Idéforum og gives til en medarbejder, der har gjort en særlig indsats for patienter eller pårørende.

Kirsten Vibeke Jones er formand for Idéforum, der står bag udvælgelsen. Hun begrunder valget af Winnie Sylvester Bruhn sådan her:
- Winnie er en person, der gør en helt særlig indsats for at sikre god kommunikation. Det har gjort et særligt indtryk på os, at det er en anden afdeling, der har indstillet Winnie. Hun er en enestående og exceptionel ildsjæl, der er en rollemodel for at sætte patienten først og får altid patienten til at føle sig tryg og i de bedste hænder.

 

Winnie Sylvester Bruhn med mindelegatet 2020.

Winnie Sylvester Bruhn med mindelegatet.

Winnie Sylvester Bruhn er blevet indstillet af en anden afdeling end hendes egen – Røntgen og Scanning på Vejle Sygehus. I begrundelsen lyder det netop også, at Winnie Sylvester Bruhn er en fantastisk og imponerende samarbejdspartner på tværs af faggrupper og afdelinger. Hun er en medarbejder, der hver dag gør en ekstra indsats.

Winnie Sylvester Bruhn er meget glad og beæret for at blive tildelt legatet.
- Mange tak! Jeg er virkelig rørt og beæret over det her. Mange tak for indstillingen og tak til familien for at være her i dag. Tusinde tak, jeg er meget glad.

Christina Bjerg-Brinks Mindelegat er på 25.000 kroner. Pengene skal tilknyttes en aktivitet. I år har Winnie Sylvester Bruhn valgt, at pengene skal gå til noget underholdning til venteværelset. Patienter sidder ofte og venter mellem behandlinger, og Winnie Sylvester Bruhn håber, at pengene kan bruges til hovedtelefoner eller andet, som kan fordrive ventetiden for patienterne.

Forud for uddelingen er der gået en proces, hvor Idéforum udvælger en legatvinder ud af alle de indstillede kandidater. Legatet blev indstiftet og uddelt for første gang i 2012 i respekt for 22-årige Christina Bjerg-Brink. Hun mistede på tragisk vis livet i venteværelset ved lægevagten på Kolding Sygehus, da hun fik et uventet hjertestop, mens hun ventede på at blive tilset af en læge.
 


Siden er sidst opdateret 08-09-2020.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt | Tilgængelighedserklæring