Skip til primært indhold

Farverige vingummier frister - og hjælper demente patienter

Kolding Sygehus har udviklet små, pangfarvede vingummipuder, der frister småt-spisende demente. Det er med til at forebygge, at de demente bliver dehydrerede.

Der er knald på farverne – de vækker opsigt og ser fristende ud. Og så kan de hjælpe konfuse, ældre mennesker til at få det bedre.

Køkkenet på Kolding Sygehus har i samarbejde med Afdelingen for Ortopædkirurgi udviklet nogle små, spiselige, vingummi-lignende ”puder”, som især er målrettet de demente patienter, som er indlagt på Ortopædkirurgi.

Puderne bærer navnet water beans, de smelter på tungen og indeholder blandt andet saft og proteinpulver - en lille dosis flydende næring, som det ikke altid er muligt at få demente til at indtage via anden kost og drikke.
- De er helt fantastiske. De ser lækre og indbydende ud. De demente patienter, der er indlagt, forstår ikke altid, hvorfor det er vigtigt for dem at spise og drikke. Og de er ofte meget småt-spisende. Så alt, hvad vi kan få i dem, er godt, fortæller afdelingssygeplejerske på Ortopædkirurgi, Heidi Grejsen, som har været med til at udvikle puderne.

Syrligt så mundvandet løber

Idéen til sygehusets water beans kommer fra den nu tidligere ledende overlæge på Klinisk Mikrobiologi, Thomas Vognbjerg Sydenham, der var blevet inspireret af et lignende produkt, som et hospital i England gør brug af. Han tog idéen med videre til køkkenet på Sygehus Lillebælt, hvor udviklingskokken begyndte at opfinde og udvikle sygehusets version af de små puder.
- Vi tænkte: ‘Det kan ikke være svært at lave’, og så gik vi i gang. Det er et meget enkelt produkt med få ingredienser, men det kan have en god effekt for patienten, siger kostkonsulent Anna Ydegaard fra køkkenet på Kolding Sygehus.

Water beans består af vand, proteinpulver, husblas, frugtsyre og så saft fra enten citron, pære, fersken eller appelsin. Der er altid citronsyre i puderne, da det får vandet til at løbe i munden, hvilket netop er den effekt, man ønsker. Puderne skal ikke erstatte, men være et supplement til anden mad og drikke.
- De får en overskuelig, lille mængde water beans, som de kan spise, når de har lyst. De patienter, der har behov for det, får tilbudt en skål om formiddagen og igen om eftermiddagen, fortæller Heidi Grejsen.

Prøvesmagt af andre patienter

Alene på Ortopædkirurgi får tre-fire patienter hver dag tilbudt water beans, og erfaringerne er, at de demente patienter gerne spiser dem.
- Vi er bevidste om, at der skal være knald på farverne. Det skal være en skrigende farve, som fænger, siger Anna Ydegaard.

Som en del af udviklingen af produktet har en gruppe ældre patienter, der ikke er demente, prøvesmagt puderne.
- Vi har haft et vildt godt samarbejde med køkkenet om det her, og de friske, ældre, der testede og smagte de første water beans, gav os en værdifuld viden om, hvad der kunne gøres bedre, fortæller Heidi Grejsen.

Kontakt

Søren Hygum Hansen

Kommunikationskonsulent

Kommunikation


61 62 24 54
APPFWU01V