Skip til primært indhold

- Vores lange, gode forhold har en stor betydning

Mange patienter har årelange behandlingsforløb på sygehuset. Det giver dem et tættere forhold end sædvanligt til de læger og sygeplejersker, der behandler dem. Til stor gavn for patienten.

Patient og sygeplejerske står sammen på gangen.

Melanie Grønborg Simon (tv), der netop er blevet student, og Janne Larsen har kendt hinanden i 13 år.

Sådan beskriver 18-årige Melanie Grønborg Simon sit forhold til sygeplejerske Janne Schandorff Larsen fra Børne- og Ungeafdelingen på Kolding Sygehus. De to har kendt hinanden i 13 år – hvor Melanie Grønborg Simon mindst én gang om måneden har været på sygehuset til kontrol af og behandling for den svære astma, som hun har lidt af, siden hun var fem år.

Dengang for 13 år siden var det Janne Schandorff Larsen, der var med til at undersøge Melanie Grønborg Simon. Siden har hun været Melanie Grønborg Simons faste kontaktsygeplejerske, og en så lang, indbyrdes, professionel relation har også givet et tættere forhold. Faktisk et så tæt forhold, at Janne Schandorff Larsen er inviteret med til Melanie Grønborg Simons studenterfest sidst i juli.
- Vi kender hinanden rigtig godt og kender til hinandens familier, ferieplaner og så videre. Det er trygt at vide, at det er Janne, som jeg skal mødes med, og det har været en stor hjælp. Hun har været med til at sørge for, at jeg ikke er bange for at komme på sygehuset, fortæller Melanie Grønborg Simon.

Gør en forskel for begge

På Sygehus Lillebælt har mange patienter og læger eller sygeplejersker fået et tæt, professionelt forhold, fordi patienten er i et årelangt forløb på sygehuset. Det kan være lungepatienten, der går til månedlige kontroller – eller nyrepatienten, som skal i dialyse flere gange om ugen. Og så kan det være barnet, der begynder i behandling på sygehuset allerede ved fødslen, og som herefter har behov for behandling og undersøgelser én eller flere gange hver måned frem til 18 års-alderen, hvor vedkommende skal fortsætte behandlingen på andre afdelinger.

Fælles for de tætte, professionelle forhold er, at både patient og behandler ofte oplever, at samarbejdet bliver bedre og endnu mere smidigt. Det kommer for eksempel til udtryk gennem de patientansvarlige læger, hvor det er samme læge, som har ansvaret for en længerevarende behandling af en patient.
- Det har stor betydning, for når patienten kommer herind, ved vedkommende, at han eller hun møder de samme folk fra gang til gang. Det giver en tryghed. Og lægen eller sygeplejersken kan omvendt selv opleve, at de gør en forskel for patienten, fordi de følger patienten over tid og ser en positiv udvikling, fortæller Thomas Houmann Pedersen, der er ledende overlæge på Børne- og Ungeafdelingen, og som i øvrigt også har været fast læge for Melanie Grønborg Simon.

Skal ikke begynde forfra

Sådan oplever Janne Schandorff Larsen også sit forhold til Melanie Grønborg Simon.
- Det har en kæmpe betydning. Jeg kender hende så godt, at jeg kan mærke, hvor hun er i sit liv, når vi mødes. Vi har en professionel distance, men jeg ved, hvornår vi for eksempel skal tage hul på nogle af de sværere samtaler om hendes behandling, og hvornår det kan være bedre at vente til gangen efter, fordi hun måske vil være mere motiveret dér. Jeg ved for eksempel, at hun altid vil fortælle mig, hvis hun er begyndt at ryge, hvilket kan have betydning for astmabehandlingen, eller hvis der er mere private forhold, der kan have en indvirkning på det, forklarer hun.

Overlæge Louise Winding fra Børne- og Ungeafdelingen blev i foråret nomineret til prisen som ”Året SMIL 2021” – som SMILfonden uddeler til en person, der gør noget ekstraordinært for børn og deres familier tilknyttet et af landets hospitaler. Hun blev nomineret for sit ekstraordinære arbejde til gavn for en dreng og hans familie.

Hun oplever, at en tættere, langvarig relation også gør arbejdet lettere for lægen eller sygeplejersken.
- Det gør det lettere og dermed også bedre, fordi man ikke skal begynde forfra med hele historikken. Man kender patientens forhistorie, så man kan altid tage fat, hvor man sluttede sidste gang. Det gavner i sidste ende patienten. Vi kender jo ofte også patientens forældre og søskende ret godt. Og det tætte forhold gør jo også, at man tænker: ”Nej, hvor hyggeligt, kommer hun i dag!”, når man ser kalenderen om morgenen, fortæller hun.

På den anden side af sommerferien har Melanie Grønborg Simon de sidste kontrolbesøg på Børne- og Ungeafdelingen hos Janne Schandorff Larsen. Herefter fortsætter hun behandlingen i andre afdelinger på sygehuset.

Kontakt

Søren Hygum Hansen

Kommunikationskonsulent

Kommunikation


61 62 24 54
APPFWU01V