Skip til primært indhold

- Jeg går rundt i en osteklokke med tømmermænd

Rikke Junker Svendsen døjer stadig med senfølger efter at være smittet med ny coronavirus. Hun bliver derfor fulgt tæt af lægerne på Kolding Sygehus, mens hun kæmper for at komme oven på igen.

Godt én måned efter, at Rikke Junker Svendsen vågnede med de første symptomer på ny coronavirus, er kroppen stadig plaget af sygdommen.

Hun er konstant træt, har sværere ved at bevare overblikket og huske, hvad hun skal – og synet driller også ind i mellem. I det hele taget føles kroppen anderledes end før.
- Jeg har det som om, at jeg går rundt i en osteklokke med tømmermænd. Og jeg frygter, at jeg skal føle den træthed i lang tid. Jeg er fuldstændigt gennembanket, siger hun.

Rikke Junker Svendsen er én af de cirka 200 syddanskere, der, siden corona-pandemien ramte landet i slutningen af februar, har fået hjælp og er blevet undersøgt og fulgt tæt af læger på Sygehus Lillebælt, fordi de døjer med senfølger efter at være blevet smittet med coronavirus.
- Det er trygt at få den hjælp, selvom ingen aner, hvordan det her forløber. Det er jo en helt ny sygdom. Men det har været godt at have en læge at tale med, siger den 43-årige pædagog fra Kolding.

Hamrende svimmel

Rikke Junker Svendsen fik de første symptomer en mandag morgen, den 27. oktober, da hun vågnede efter en nat, hvor hun ikke havde sovet godt. Hun var utilpas i kroppen og havde fået ondt i halsen.

Senere den morgen testede et barn i den børnehave i Kolding, hvor Rikke Junker Svendsen arbejder, positiv for coronavirus. Børnehavegruppen blev sendt hjem, og to dage senere blev Rikke Junker Svendsen også podet og fik samme besked. Hun var smittet med coronavirus. Siden stod det klart, at hendes mand og 15-årige søn – og senere hendes 12-årige datter – også var smittede.

Symptomerne tog derefter til. Rikke Junker Svendsen havde feber, ondt i leddene og konstant hovedpine.
- Jeg var hamrende svimmel, og jeg havde virkelig en anderledes, mærkelig følelse i kroppen. Og så begyndte jeg at få sværere ved at trække vejret, husker hun.

Skulle måske indlægges

Hun ringede derefter til sin læge, der fortalte, at hun frygtede, at vejrtrækningsproblemerne ville blive forværret. Derfor blev Rikke Junker Svendsen henvist til vurderingsenheden på Kolding Sygehus, hvor hun igen blev podet i halsen, mens hun sad i sin bil - og hvor en læge vurderede, om det var nødvendigt at indlægge hende.

Det var det ikke, lød vurderingen, men næste morgen blev hun undersøgt på sygehuset. Hun fik taget blodprøver, og hendes lunger blev scannet. Og så fik hun udstyr med hjem, så hun selv kunne måle iltmætningen i blodet og kroppens temperatur – to faktorer, der kan indikere, om man atter er ved at få det værre. Hun skrev målingerne ind i en database i app’en ”Mit Sygehus”, så lægerne på Kolding Sygehus nøje kunne følge med i, hvordan hun havde det.

Den 10. november ringede en læge, der følger patienter med corona-senfølger, til Rikke Junker Svendsen og fortalte, at scanningsbillederne havde vist, at der var en plet på hendes lunger.
- Jeg blev bange, for min mor døde af lungekræft for to år siden. Men lægen gav sig god tid til at snakke med mig, og hun sagde, at pletten nok skyldtes infektionen. Og hun beroligede mig.

Tilbage på halv kraft

Som dagene gik, fik hun det langsomt bedre, og lægernes vurdering var, at hun ikke længere smittede andre. Og tre uger efter, at hun for første gang mærkede, at coronavirussen var i hendes krop, vendte Rikke Junker Svendsen tilbage til jobbet som pædagog i børnehaven. Men kun på halv tid – tre til fem timer om dagen. For senfølgerne efter virussen er ikke forsvundet. Endnu.
- Jeg er stadig træt, og det er et krævende job at skulle passe sådan en børneflok. Så jeg arbejder kun lidt hver dag, og ind i mellem ligner jeg nærmest en slatten karklud på arbejdet, fortæller hun.

På sygehuset har lægerne ikke kunnet give Rikke Junker Svendsen nogen prognose på hvor lang tid, hun skal døje med senfølgerne. Det har man ganske enkelt ikke viden nok om den nye sygdom til at kunne fortælle. Men de forsøger at hjælpe hende så længe, der er behov for det - i form af telefonkonsultationer, undersøgelser og mulige behandlinger.
- Det er jo svært og frustrerende, fordi ingen aner, hvordan og hvornår det ender. Det er så forskelligt fra person til person. Men jeg er glad for den hjælp, jeg har fået, siger hun.

Pressekontakt

Søren Hygum Hansen

Kommunikationskonsulent

Kommunikation


61 62 24 54
APPFWU01V