Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
Header

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilCoronaen har udbredt brugen af ultralyd

Coronaen har udbredt brugen af ultralyd

Corona-pandemien har ført til, at et stort antal læger på Kolding Sygehus er blevet uddannet i at lave ultralyds-scanninger. Det hjælper patienter på flere dele af sygehuset.

Tekst: Søren Hygum Hansen, Sygehus Lillebælt
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt


Da coronavirussen ramte Danmark sidste forår, kunne kun en lille håndfuld læger på Afdelingen for Medicinske Sygdomme og Akutafdelingen på Kolding Sygehus undersøge lungesyge patienter ved hjælp af ultralyd.

Alle læger bliver som udgangspunkt ikke uddannet i at ultralyds-scanne, men pandemien sendte et stigende antal coronasyge patienter på sygehuset, der i mange tilfælde havde behov for at få undersøgt lungerne. Og såkaldte ’fokuserede ultralydsscanninger’, der foregår med en transportabel scanner, mens patienten ligger i sengen på sin stue, giver både en mere præcis, men ikke mindst hurtigere undersøgelse end en røntgenundersøgelse.

Coronaen var en løftestang

Derfor steg behovet for fokuserede ultralydsscanninger, og derfor begyndte sygehuset at uddanne flere læger i at bruge den særlige scanningsmetode, og det har i dag ført til, at flere end 100 læger nu kan ultralydsscanne lungerne.
- Det er rigtig godt, at så mange læger nu er blevet uddannet i at lave ultralydsscanninger.  Coronaen gav et hul, en mulighed, som vi kunne bruge som et løftestang til at få det udbredt, fortæller afdelingslæge Morten Gammelgaard Bach fra Akutafdelingen.

 

Morten Bach ved ultralydsscanner.

Morten Gammelgaard Bach ved den mobile ultralydsscanner.

Før coronaen ramte Sygehus Lillebælt, brugte lægerne typisk røntgen- eller CT-scanninger til at få svar på, hvad en patient med en luftvejssygdom fejler. Men det medfører, at den ofte skrøbelige patient skal flyttes i sin seng til scanneren på en helt anden afdeling. Omvendt er lunge-ultralydsundersøgelser en god, hurtig og nem undersøgelse at lave, når patienten er isoleret på sin stue, som coronasyge patienter er det. Samtidig giver røntgenscanninger kun en diagnose-træfsikkerhed på 75 procent mod 95 procent ved ultralyds-undersøgelser.
- Ultralydsscanninger er på mange måder bedre end røntgen af lungerne, når man for eksempel skal undersøge en patient for lungebetændelse. Man kan bedre se væsken i lungerne og dermed bedre behandle. Så det er sindssygt godt, fortæller Morten Gammelgaard Bach. 

Flere patienter får gavn af det

Han har sammen med afdelingslæge Dorte Patuel Andersen været med til at igangsætte et omfattende undervisningsprogram, hvor læger på de to afdelinger via e-learningskurser og efterfølgende ”hands-on”-kurser lærer at bruge fokuseret ultralyd. Herefter kan de begynde at bruge færdighederne i praksis, og samtidig har man etableret en såkaldt supervisor-ordning, hvor de nyuddannede altid kan kontakte en læge, der er erfaren udi ultralydsscanning, og som kan hjælpe kollegaerne, hvis behovet opstår i en given situation.
- Planen er, at alle læger på Medicinske Sygdomme og Akutafdelingen skal gennemføre kurserne, for vi forventer på sigt, at alle læger fremover skal kunne bruge fokuseret ultralyd, siger Morten Gammelgaard Bach.

 

Ultralydsscanner

Lægerne lærer at benytte ultralydsscanneren, der giver en diagnose-træfsikkerhed på 95 procent.

Når lægerne har gennemført kurserne i lunge-ultralydsscanning, får de tilbudt undervisning i fokuseret ultralydsscanning af nyrerne, hjertet og maven. På nuværende tidspunkt har 45 læger allerede været igennem et undervisningsforløb i netop scanning af maven – og 17 læger i fokuseret ultralydsscanning af hjertet. På den måde kan dét, der begyndte på covid-afsnittet, komme flere patientgrupper til gavn.
- Der er et stort potentiale i brugen af ultralydsscanninger, så derfor vil vi gerne udbrede brugen af det, siger Morten Gammelgaard Bach.


Siden er sidst opdateret 23-02-2021.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt | Tilgængelighedserklæring