Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
Header

Dagkirurgisk enhed - knæ, skulder og idræt

Vi kan tilbyde en dag med ortopædkirurgi i Vejle, hvor der bliver lagt fokus på patienter i ambulatoriet. Vi vil tilrettelægge et særligt program den pågældende dag, hvor der gives plads til at diskutere de enkelte patienter og stille spørgsmål. Dagen kan tilrettelægges på flere måder - enten som en kombination med knæ, skulder eller idræt om formiddagen og en af de andre om eftermiddagen, eller som en hel dag i en af enhederne, hvor det bliver muligt at gå mere i detaljer.

Den praktiserende læge vil blive modtaget ved sygehusets hovedindgang om morgenen og herefter deltage i afdelingens morgenkonference. Derefter går man sammen med specialist i den valgte enhed i ambulatoriet og gennemgår dagens første patient. Vi forventer, at det vil være muligt at se 3-5 patienter på en formiddag eller en eftermiddag, hvis der samtidig skal være mulighed for spørgsmål m.m.

Hvis der er særlige patientkategorier eller en patient fra egen praksis, man ønsker set den pågældende dag, kan det sagtens efterkommes, blot vi får det af vide, når aftalen om studiedagen laves. Aftalen kan principielt laves alle ugens hverdage, men der kan være enkelte dage, det ikke er muligt.

Inden for det knækirurgiske fagområde kan vi tilbyde fokus på følgende:

  • Instabilitet grundet forreste korsbåndsskade (herunder rekonstruktion af ACL)
  • Instabilitet af patella (herunder rekonstruktion af MPFL)
  • Kikkertoperationer med behandling af bl.a. brusk- og meniskskader
  • Behandling af akutte skader som eminentiafraktur og quadricepsseneruptur

Inden for det skulderkirurgiske fagområde kan vi tilbyde fokus på:

  • subakromielt smertesyndrom (indeklemningssmerter/impingement/bursitis)
  • rotatorcuffproblemer/skader
  • instabilitet
  • AC-leds problematik

Hvis der er ønske om en speciel patientkategori, kan dette også tilpasses.

Inden for det idrætskirurgiske fagområde vil der være mulighed for bla. at se udredning og behandling af forskellige tendinit og bursit tilstande omkring primært hofte, knæ og ankel.

Foreløbigt dagsprogram

Kl. 07.50-08.00
Modtages af repræsentant fra afdelingen ved hovedindgangen, udlevering af gæstekort

Kl. 08.00-08.15
Morgenkonference i ortopædkirurgisk konferencelokale A570.

Kl. 08.15-08.30
Omklædning, medbring rene sko (fx sportssko)

Kl. 08.30-12.00
Første patient med samtale om diagnose, behandlinger mm.

Kl. 12.00-12.30 (cirka)
Frokost i kantinen sammen med repræsentant for en af enhederne (afdelingen sørger for spisebilletter).
Patienter i ambulatoriet med samtale om diagnose, behandlinger mm.

Kl. 15.00-15.30
Afrunding

Tilmelding
For at kunne planlægge ovenstående har vi brug for at kende datoen min. 8 uger inden. Kontakt ledende overlæge Per Wagner Kristensen, Per.Wagner.Kristensen@rsyd.dk, tlf. 7940 5700

 


Siden er sidst opdateret 21-06-2021.
Kontakt: admtda



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt | Tilgængelighedserklæring