Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
Header

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilBedre sammen til gavn for patienterne

Bedre sammen til gavn for patienterne

Praktiserende læger og sygeplejersker kan komme i efteruddannelse på sygehuset og lære færdigheder, som de selv kan bruge i lægehuset.

Tekst: Søren Hygum Hansen, Sygehus Lillebælt
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt


Line Jepsen står bagved ultralydsscanneren sammen med sygeplejerske Anne Grethe Knudsen, der viser, hvordan udstyret fungerer.

Det er allerførste punkt på programmet denne fredag, hvor Line Jepsen, der er praktiserende læge, har en efteruddannelsesdag på Kolding Sygehus.
- Det er godt at være her, og jeg kommer for at få opdateret min viden. Vi har købt en ultralydsscanner i lægehuset, så jeg skal have genopfrisket færdighederne, fortæller Line Jepsen, som har sin daglige gang i Lægehus Nord i Kolding.
 
Læge og sygeplejerske ved ultralydsscanner
Line Jepsen (tv) står med Anne Grethe Knudsen ved den ultralydsscanner, hun skal oplæres i.

Denne dag følger hun kollegaernes arbejde på sygehuset som et led i tilbuddet “Bedre Sammen”, hvor praktiserende læger og sygeplejersker fra lægehuse kan bruge en efteruddannelsesdag på Sygehus Lillebælt.
 

En service for patienten


Der er tilbud fra seks forskellige afdelinger - og kursisterne kan få et indblik i alt fra behandling af diabetespatienter til inkontinens og til hvordan, astmapatienter bedst får hjælp. Kursisten er med hele dagen og er fluen på væggen, som følger undersøgelsen og behandlingen af patienten - og får selv lov til at lære og afprøve teknikker, når det er muligt. “Bedre Sammen” blev sat i søen i slutningen af 2019, men corona-pandemien satte reelt projektet på pause, og nu bliver det så kickstartet.
- De her dage er med til at sikre, at vi bliver dygtigere alle sammen og kan lave bedre forløb for patienten. De praktiserende læger får kendskab til, hvad vi laver her på sygehuset, og vi hører, hvad der rører sig hos dem, fortæller ledende overlæge på Kvindesygdomme og Fødsler, Annemette Wildfang Lykkebo, som er én af idémagerne bag “Bedre Sammen”.
 
Line Jepsen og Anne Grethe Knudsen bag scanner
Efteruddannelsesdagen varer én dag - og erfaringerne, som Line Jepsen får, kan hun bruge i lægehuset.

Line Jepsen arbejdede for syv år siden - som et led i sin uddannelse - i en overgang på netop Kvindesygdomme og Fødsler, og dengang lærte hun at bruge ultralydsscanneren. Derfor bruger hun besøget på sygehuset til at få genopfrisket færdighederne.
- Det er en service for patienten, at vi selv kan scanne hos os i lægehuset. På den måde slipper patienterne i nogle tilfælde for en scanning på sygehuset, fordi vi selv kan lave undersøgelsen, fortæller hun.

Det kan for eksempel være i en situation, hvor en gravid kvinde pletbløder, og hvor der er en sandsynlighed for, at kvinden er ved at abortere.
- Så vil jeg kunne lave en ultralydsscanning og måske kunne konstatere, at det blot er en blødning fra slimhinden, og at kvinden ikke er ved at abortere. På den måde undgår kvinden at skulle gå rundt i uvished i endnu længere tid og bekymre sig, indtil hun kan blive scannet på sygehuset, fortæller Line Jepsen.
 

Kan selv sætte terminsdatoen


På samme måde kan Line Jepsen ved at lære og få genopfrisket de simple ultralyds-teknikker for eksempel også selv kunne sætte en mere præcis terminsdato for en fødsel eller tjekke, om spiralen sidder, som den skal hos en patient.
- Vi skal lære af hinanden og udvikle os. Vi har en interesse i, at de praktiserende læger og sygeplejerskerne i almen praksis udvikler færdighederne. Så en behandling eller undersøgelse oftere kan foregå ude ved egen læge. For patienterne betyder det, at de kan være i deres eget miljø. De skal ikke herind, forklarer Annemette Wildfang Lykkebo.

Sygehuset giver også den praktiserende læge mulighed for at bringe en “case” med til dagen. Det er fortællingen om en konkret patient, de har siddet over for, hvor lægen har brug for sparring til, hvordan patienten kan få den helt rette behandling. Omvendt får kollegaerne på sygehuset på den måde konkrete eksempler på, hvilke problemstillinger de praktiserende læger og sygeplejersker står med i dagligdagen.
- Alt i alt skal “Bedre Sammen” gerne føre til, at vi får et endnu mere sammenhængende sygehusvæsen, hvor kvaliteten bliver højnet - til gavn for patienten, forklarer Annemette Wildfang Lykkebo.
 

Siden er sidst opdateret 07-07-2021.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt | Tilgængelighedserklæring